Anna Rasmussen (syerske og landstingsmedlem)

“Egentlig kan jeg godt lide Dem saadan personligt, hvis bare ikke De var saa rød,” fik den purunge Anna Rasmussen en dag at vide af sin arbejdsgiver. Hun forstod ikke, hvad han mente, og blev ikke klogere af at se sig i spejlet derhjemme. Forklaringen fik hun af sine politisk mere erfarne brødre. Anna Rasmussen var socialdemokrat, før hun selv vidste af det, og nærmest født med den sociale interesse. Den førte hende siden ind i fagbevægelse, byråd og Rigsdagen.

I Anna Rasmussens første leveår døde hendes fader, og moderen stod alene med syv børn. Hun klarede tilværelsen for sig og børnene ved at stable en rulleforretning på benene, og det var indlysende, at alle måtte hjælpe til. Allerede før konfirmationen havde Anna Rasmussen plads ude, og efter endt skolegang begyndte hun at arbejde på et bomuldsspinderi i sin hjemby. Efter at være blevet gift arbejdede hun som syerske og blev straks medlem af Syernes Fagforening i Horsens. Fagforeningen blev stiftet i 1910 som en afdeling af Syernes Forbund, men da dette forbund blev opløst i 1915, indgik afdelingen i Dansk Skrædderforbund. Anna Rasmussen blev 1919 medlem af foreningens bestyrelse, og dermed indledtes et mangeårigt engagement i fagbevægelsen. 1923-24 fungerede hun som kasserer og næstformand. I 1926 overtog hun formandsposten, og dette hverv bestred hun til 1955. Hun blev i 1942 valgt til suppleant til Dansk Skrædderforbunds hovedbestyrelse og indtrådte i 1943 som ordinært medlem. Hun forblev hovedbestyrelsesmedlem, indtil hun ved kongressen i 1957 trådte tilbage fra denne tillidspost, der blev hendes sidste inden for skrædderfaget. Kongressen valgte hende med akklamation til æresmedlem. Hun havde endvidere 1927-45 været medlem af forretningsudvalget for Arbejdernes Fællesorganisation i Horsens.

Sideløbende med de mange faglige tillidshverv fulgte Anna Rasmussen også en politisk løbebane. 1929 blev hun indvalgt i Horsens byråd for Socialdemokratiet, i øvrigt samme år som en anden faglig kvinde Fanny Jensen efter et par års pause genindtrådte i byrådet. Anna Rasmussen arbejdede her i børneværnet, det sociale udvalg, blev medlem af værgerådet og var i mange år formand for skolekommissionen. Fra 1936 var hun medlem af bestyrelsen for Socialdemokratisk Forbund i Horsens. 1943 blev hun opfordret til at lade sig opstille til Landstinget. Hun indvilligede med nogen tøven og regnede egentlig ikke med at blive valgt. Til sin store forbavselse erfarede hun imidlertid på valgmandsmødet, at hun var blevet landstingsmedlem. Hun var ikke begejstret ved tanken, men hun påtog sig også dette tillidshverv, både fordi partiet havde brug for hendes arbejdskraft og især for at underbygge det kvindepolitiske. For som hun selv udtrykte det: “det kan jo ikke nytte, at Kvinderne protesterer imod, at der ingen bliver valgt, og at vi saa nægter at gaa ind, naar der kan blive en Plads.” Hendes udtalelse skal ses på baggrund af, at der ikke kom en eneste socialdemokratisk kvinde ind i Folketinget i 1943. Til Landstinget valgtes der to socialdemokratiske kvinder: foruden Anna Rasmussen den erfarne Ingeborg Hansen, der havde været medlem siden 1936. Senere fulgte bl.a. den kvindepolitisk aktive Astrid Skjoldbo. Da Anna Rasmussen kom i Landstinget, opgav hun både byrådsarbejdet og posten som leder af den lappecentral, som Danske Kvinders Samfundstjeneste havde i Horsens. Erfaringerne fra det faglige og politiske arbejde videreførte hun på Christiansborg. Hendes kendskab til især sociale spørgsmål gav hende en plads i forskellige udvalg vedrørende social- og børneforsorg, og hun var partiets ordfører i invalide- og aldersrentesager. Hun var ikke en af Socialdemokratiets kendteste kvindeskikkelser, men hun var vidende og arbejdsom og påtog sig sine mange tillidshverv i dyb pligtfølelse over for partiet. Anna Rasmussen forlod Landstinget efter 10 års arbejde i 1953.