Anna Klindt Sørensen

Anna Klindt Sørensens forældre drev et større landbrug, og de havde råd til at ansætte huslærerinder til varetagelse af hendes første undervisning. Senere kom hun i kommuneskolen i Ry og sluttede af med nogle år på Th. Langs Skole i Silkeborg samt et ophold på Askov Højskole i 1916.

Allerede som barn var hun meget glad for at tegne og male, hvilket forældrene bifaldt, skønt de forventede, at hun ville blive i miljøet ved at gifte sig med en landmand. Maleriet kunne hun have som fritidsbeskæftigelse, ligesom den malende præstekone, som hun kom i huset hos.

Anna Klindt Sørensen indså tidligt, at hun måtte bryde op fra sit miljø, hvis hun ville udvikle sine kreative evner og skabe sig en selvstændig karriere. I samråd med forældrene satsede hun først på at blive porcelænsmaler, et fag, der traditionelt havde givet beskæftigelse til kvinder. Hun blev optaget på Albertine Wesenbergs skole for porcelænsmalerinder på Prinsesse Maries Allé i København, men undervisningsformen passede ikke til hendes temperament, og hun opgav i løbet af kort tid.

Anna Klindt Sørensen begyndte at male oliebilleder som Udsigt over Øm Kloster, 1918, et naturalistisk landskabsmaleri i Kyhns og Pauline Thomsens ånd. I 1919 kom hun igen på højskole, denne gang på Borups Højskole i København En sej frigørelsesproces fra barndomsmiljøet satte nu ind, og forældrene accepterede forskellige løsninger, som stadig kunne forenes med landmandslivet og egentlig kun var stationer på vejen til giftermål.

Men efter opholdet på højskolen tog Anna Klindt Sørensen det afgørende skridt, da hun efter forberedende undervisning hos maleren Viggo Brandt blev optaget på Kunstakademiet. Undervisningen indfriede dog ikke Anna Klindt Sørensens forventninger. Hun var blevet optaget af moderne kunst, men den 70-årige professor Valdemar Irminger havde ingen intentioner om at indføre eleverne i den kontroversielle modernisme, som bl.a. Vilhelm Lundstrøm og Harald Giersing stod for.

Da Irminger skulle fratræde i 1920, pegede eleverne på P. Rostrup Bøyesen som hans efterfølger, men Akademirådet udnævnte i stedet Sigurd Wandel, Irmingers assistent. Det førte til en strejke blandt eleverne, og Anna Klindt Sørensen forlod skolen efter kun tre semestre.

Anna Klindt Sørensen besluttede nu at søge uddannelse i Paris, hvor de moderne tendenser udfoldede sig, og hvor der fandtes uddannelsesmuligheder for kvinder. I slutningen af 1922 tog hun til Paris. Rejsen blev finansieret af en arv, og derudover havde hun fået en heltidsstilling som hushjælp hos det danske kunstnerægtepar Gerda og Einar Wegener. Allerede i marts 1923 skiftede hun til et halvdagsjob hos en dansk-fransk familie. Hun havde nu formiddagen fri, så hun kunne male, studere udstillinger og samlinger.

I 1936 udstillede hun sine skulpturer sammen med malerier, pasteller, tuschtegninger, bemalede glas og tekstiler på en særpræget udstilling, som hun arrangerede i en privat lejlighed i Århus centrum. Her havde hun bl.a. fyldt badekarret med nøgenstudier. Udstillingen var et udtryk for den moderne kunstners ønske om at lade kunsten blive ét med livet.

Ansporet af fransk kunstliv viste hun sig som den provokatør, hun forblev hele livet. Anna Klindt Sørensen forstod at skaffe sig mediernes bevågenhed og dermed reklame for sine kunstneriske frembringelser og kontroversielle synspunkter. I en avisartikel fra 1969 blev hun betegnet som “en evig ungdomsoprører”, og hun påkaldte sig også rødstrømpernes opmærksomhed.

Anna Klindt Sørensen udstillede på Salonen i Paris i 1925 og 1931, men blev aldrig fast udstiller i Frankrig. I Danmark udstillede hun med afbrydelser på Kunstnernes Efterårsudstilling 1928-42, på Charlottenborgs Efterårsudstilling fra 1942 som medlem af Grafisk Kunstnersamfund og blev samme år medlem af Decembristerne. Desuden havde hun en række separatudstillinger. Hun var medlem af Kvindelige Kunstneres Samfund og sad i bestyrelsen i mange år.

Anna Klindt Sørensen beskæftigede sig med mange genrer: landskaber, interiører, opstillinger, modeller og portrætter, fx malerportrætterne af Jeppe Vontilius 1944, Holger J. Jensen 1945 og Pierre Lübecker ca. 1960.

Hun rejste meget, bl.a. til Ægypten i 1960 og på en jordomrejse i 1963. Rejserne inspirerede hende til farverige lærreder som Regnguden og San Cataldo, 1955, og Havnen i Malaga, 1956, men også jævne, dagligdags motiver kunne hun fabulere over, som det kan ses i billedet Enghavevej, ca. 1948.

Da Anden Verdenskrig begrænsede rejsemulighederne, malede Anna Klindt Sørensen på Bornholm, hvor der dannedes en koloni af kvindelige Bornholmermalere, bl.a. Olga Lau, Ebba Schou, Ellen Fischer og Asta Ring Schultz. I Anna Klindt Sørensens sene værker mærkes tidens opløsningstendenser, og i billeder som Kamelmarked i Sousse, 1970, eksperimenteres der yderligere og sættes spørgsmålstegn ved selve billedmediets virkemidler. Det var et udtryk for hendes endelige opgør med kunstinstitutionen og den pænhed, som forbindes med kvinden.

Anna Klindt Sørensen var en fremragende kolorist, men hun udfoldede sig også som tegner og grafiker og havde 1942-43 uddannet sig på Grafisk Skole. I hendes efterladte samling findes 1.214 tegninger i løsblade, udført i alle mulige teknikker, selv kuglepen, og over hundrede skitsebøger. Også på dette område favnede hun bredt.

Under stærke følelsesudladninger i forbindelse med moderens død malede Anna Klindt Sørensen hovedværket Vinter i Ry, 1962. Motivet er taget fra haven til Villa Petersborg i Ry, som hun arvede efter moderen. I mange år boede Anna Klindt Sørensen i København om vinteren og opholdt sig kun i Ry om sommeren. Hun giftede sig aldrig og fik ingen børn.

I 1963 oprettede hun et legat, der skulle sikre, at Villa Petersborg kunne blive til det kunstmuseum, som hun selv havde påbegyndt ved at reservere egne værker og opkøbe værker af andre kunstnere, primært kvinder. Legatbestyrelsen skulle rekrutteres fra bl.a. Danske Kvinders Nationalråd og Kvindelige Kunstneres Samfund. Men hendes ide om et kvindemuseum blev ikke realiseret, og midlerne blev senere overført til Anna Klindt Sørensens Fond, der ejer og forvalter hendes efterladte billedsamling og uddeler Anna Klindt Sørensens Legat for kvindelige Kunstnere.

Samlingen er, efter en omskiftelig tilværelse, deponeret på Silkeborg Kunstmuseum, mens en del er permanent udstillet i Skovvillaen ved Kunstcentret Silkeborg Bad i Silkeborg, hvor den skal fungere i dialog med skiftende udstillinger af andre kunstneres værker, hvilket ligger meget tæt op ad Anna Klindt Sørensens oprindelige tanke.

Anna Klindt Sørensen modtog en lang række legater og hædersbevisninger, bl.a. Hjelmstjerne-Rosencroneske Stiftelses Legat 1941-42, J.C. Jacobsens Mindelegat 1954, Tagea Brandts Rejselegat 1963 samt stipendier fra Statens Kunstfond. Hun fik tildelt Eckersbergs Medaille i 1963 og Thorvaldsens Medaille i 1976.

• Selvportræt fra 1932 og 1935 i Kunstcentret Silkeborg Bad. Mal. fra 1981 af Jon Gislason på Ry Rådhus. Foto i Det Kgl. Bibliotek, Silkeborg Kunstmus.
• Finn Terman Frederiksen: Anna Klindt Sørensen, 1996. Finn Terman Frederiksen: Mødested Paris, 1990. Århus Kunstforening af 1847 (udg.): Anna Klindt Sørensen, 1978.
• Privatarkiv i Silkeborg Kunstmus.

• Anna Klindt Sørensens Fond
• Anna Klindt Sørensens Legat
• Decembristerne
• Kvindelige Kunstneres Samfund
• Kunstnernes Efterårsudstilling

• Anna Klindt Sørensen

KVINFO erhvervede de digitale ikke-kommercielle rettigheder til Dansk Kvindebiografisk Leksikon i 2001 og stillede værket til rådighed for offentligheden i en gratis online-udgave, hvor læserne fik mulighed for at søge på kryds og tværs i leksikonet.

Siden oktober 2022 har den digitale udgave været videreført på lex.dk, hvor man ved søgning tillige får resultater fra de øvrige værker på platformen. På lex.dk er mange af biografierne også blevet forsynet med fotos og illustrationer.