Aka Høegh

Aka Høegh er en af de betydeligste nulevende kunstnere, kendt og elsket over hele Grønland. Sammen med otte søstre voksede hun op i Qaqortoq (Julianehåb), hvorfra faderens slægt stammede. Farfaderen Pavia H. havde som arkitekt opført mange huse i byen. Moderen stammede fra Kangaamiut, en bygd ved Maniitsoq (Sukkertoppen), der siden begyndelsen af 1930’erne var kendt som et foregangssted for kunstneriske arbejder, især inden for skulptur og maleri. Fra barndommen opmuntrede familien Aka Høegh i hendes interesse for kunst, bl.a. byggede faderen et værksted til hende. Selv vidste hun tidligt, at hun ville være kunstner, og selvom der i begyndelsen af karrieren var perioder med en lav indkomst, kunne det ikke rokke ved hendes følelse af indre nødvendighed.

Aka Høegh havde tidligt kontakt med fremtrædende kunstnere. Grønlands store tegner og maler Jens Rosing ansporede hende til at fortsætte med at tegne som barn, bl.a. ved at sende hende professionelle tegneredskaber, ligesom hun i maleren Hans Lynge fandt en læremester, menneskeligt såvel som kunstnerisk. I 1967 ansøgte hun Ministeriet for Grønland om tilskud til at uddanne sig som kunstner, men fik afslag og besked om, at hun kunne få støtte til at uddanne sig til sygeplejerske. Aka Høegh fik aldrig en fuld kunstneruddannelse, men i perioder studerede hun på Kunstakademiet i København, bl.a. under ledelse af billedhuggeren Robert Jacobsen som hun fik et tæt forhold til. På akademiets billedhuggerskole og skolen for rum- og murkunst havde hun Ole Christensen og Svend Wiig Hansen som lærere. Derudover dygtiggjorde hun sig i begyndelsen af 1970’erne på Grafisk Værksted, senere Kunstskolen i Nuuk (Godthåb), hvor hun selv underviste i 1973 og 1976.

Aka Høeghs kunstneriske udvikling tog for alvor fart i begyndelsen af 1970’erne, hvor mange grønlændere forsøgte at finde en ny identitet. Særlig Unge grønlænderes Råd i København gjorde oprør mod, hvad de opfattede som en autoritær styring af Grønland fra Danmarks side. I dette forsøg på at formulere en grønlandsk identitet blev kunsten et magtfuldt værktøj, og Aka Høegh søgte at afbilde den grønlandske sjæl med inspiration i myter og sagn. Ligesom flere andre grønlandske kunstnere, bl.a. Arnannguaq Høegh og Anne-Birthe Hove, var hun i denne periode især optaget af den grafiske udtryksform. Hun blev kendt for sine koldnålsraderinger, der ofte var håndkolorerede, og for sin bløde streg, som forbandt motiver fra forskellige sfærer, især dyrelivet, naturen og menneskelivet. I den tidlige periode blev den danske maler Bodil Kaalund en mentor og støtte for hende. Kaalund formidlede den nye kunst til Danmark, og mange fik derved øjnene op for den udvikling, som grønlandsk kunst havde undergået, siden Aron fra Kangeq malede sine akvareller i 1860’erne.

Efterhånden begyndte Aka Høegh at arbejde med flere forskellige teknikker, og i sine seneste værker har hun blandet materialer, som hun har fundet i den grønlandske natur. Det har været hendes opfattelse, at naturen er besjælet, og at der ofte kun skal et lille indgreb til for at blotlægge denne sjæl. En blanding af skulptur og maleri kan fx ses i værket Den unge mand, 1994, der viser hendes glæde og inspiration ved at bruge og sammensætte materialer fra naturen. Værket er en collage, hvor bunden er af bemalet krydsfiner, påsat håndlavet papir, der er farvet med kridt. Herpå er der et stykke drivtømmer med indskåret hul, der får træets indre mørkere farve til at spille mod den grå overflade på drivtømmeret. I hullet på drivtømmeret er indsat et stykke rentak, udskåret som en maske. En del af overfladen er skåret væk, så den mørke marv spiller mod den lyse overflade på takken.

Aka Høegh har haft mange offentlige udsmykningsopgaver, bl.a. udsmykningen af kirken i Maniitsoq i 1981, hvor hun udførte korset og døbefonten. Hun brugte bl.a. drivtømmer, et materiale, der for hende symboliserer kristendommen, der ligesom drivtømmeret kom til Grønland udefra. I 1986 udsmykkede hun Ammassalik Kirke i samarbejde med fire andre kvinder. Prinsesse Benedikte broderede således messehagelen efter en tegning udført af dronning Margrethe 2., mens Aka Høegh udsmykkede alteret, døbefonten og loftet, og den østgrønlandske kvinde Juliethe Manîkutdlak udførte knæfaldspuderne i smuk traditionel skindsyning. I 1994 skabte hun friseudsmykningen til sideskibet i Jakobskirken i Roskilde. Ud over kirker har hun bl.a. udsmykket aulaen på gymnasiet i Qaqortoq 1989. Her har hun med stor koloristisk sans malet en frise i akryl med inspiration fra den grønlandske skabelseshistorie. Senest har hun i 1998 dekoreret væggene i det nybyggede naturinstitut Pinngortitaleriffik i Nuuk med et betonristning på 7,20 x 12 meter med titlen Strømninger. Allerede før byggeriet blev påbegyndt, var hun med til at bestemme, hvordan kunstværket skulle integreres i arkitekturen. Strømninger er mere abstrakt end Aka Høeghs tidligere værker, og hun har arbejdet med at bruge rustikke flader mod de lyse partier af den glatte beton. Fragmenter af fugle, hvaler, sæler og fisk ses spredt i værket. På grund af de mange vinduespartier varierer farverne fra det varmt brunlige til det mere hårde og hvide.

Gennem sin kunst har Aka Høegh stræbt efter at etablere en kommunikation med beskueren. Selvom hendes værker ikke i gængs forstand kan kaldes politiske, har de været nøje forbundet med den grønlandske virkelighed. Udviklingen i Grønland er gået for hurtigt, mener Aka Høegh, og en række værdier er gået tabt i jagten på materielle goder. I sin kunst har hun derfor været optaget af at formidle det, som hun oplever som den grønlandske sjæl og naturens besjælethed. Lokalsamfundet har været en vigtig bastion for hende, og hun har hentet inspiration til sine portrætter i de nære omgivelser, bl.a. på det lokale alderdomshjem, hvor hun har mødt ældre mennesker med en tættere forbindelse til den traditionelle eskimoiske livsform.

Kontakt til andre kunstnere, ikke kun grønlandske, men også skandinaviske kolleger, har været vigtig for Aka Høegh. Således tog hun initiativ til stenskulpturprojektet Sten og menneske, der 1993-94 blev realiseret i Qaqortoq. Her huggede 18 nordiske kunstnere igennem to somre relieffer og skulpturer ud af klipper og sten i byen. På den måde blev lokalsamfundet inddraget, og kunstnerne fik umiddelbar respons på deres værker. Selv lavede Aka Høegh flere arbejder, og Qaqortoq fik på denne måde en unik seværdighed, der har tiltrukket mange turister. Hun har desuden været medlem af den internationale kunstnergruppe Ex Dania og af sammenslutningen Arte por la Vida, der i 1991 malede verdens største murmaleri i Elche, Spanien. Siden 1974 har hun afholdt en lang række separatudstillinger både i Grønland og Danmark. Desuden har hun haft separatudstillinger i bl.a. Tyskland, Alaska, Island, Norge og Sverige, ligesom hun har deltaget i en række gruppeudstillinger både i udlandet og hjemme. Aka Høegh har også tegnet frimærker samt illustreret adskillige bøger, bl.a. trilogien Myter og sagn fra Grønland, 1979, af Knud Rasmussen og Vagn Lundbyes Mytologisk rejse i et grønlandsk landskab, 1985. I årenes løb har hun modtaget en lang række hædersbevisninger og legater, bl.a. Dansk Grønlandsk Kulturfond 1975, Jens Rosings Pris 1976, Nordisk Kulturfond 1977, Grønlands Hjemmestyres Kulturpris 1989 og Anne Marie Telmányis Legat 1992 og 1995. Hun er repræsenteret på museer i Grønland, Danmark, Island og Holland.

Aka Høeghs betydning som en slags ambassadør har været uvurderlig. I kraft af sine talrige udstillinger har hun markeret Grønland på verdenskortet og vist, at der er en særlig grønlandsk identitet i den mangfoldige postkoloniale verden. Hun er den første internationalt kendte kvindelige kunstner og en af de fåtallige professionelle kunstere overhovedet.

Aqqaluk Lynge: Anuunermi aqqusaarneq, Aka Høegh-ip silarsuaanut akakkalaarneq/Livets gæst, 1998. Grønlands grønne bog, 1996. Ivars Silis: Sten og menneske, 1995. Bodil Kaalund: Grønlands kunst, 1990.