Agnete Olsen

Den 20-årige arkitektstuderende Agnete Olsen mødte ved et nordisk studentermøde i Oslo 1925 den noget ældre historiker og journalist Albert O. og blev betaget. Året efter stak hun af hjemmefra og giftede sig med ham imod forældrenes ønske. Hun kom fra en velhavende jødisk akademikerfamilie, han havde en arbejderbaggrund og var erklæret socialist. I de følgende år blev hun moder til tre drenge, mens ægtefællen skrev disputats, blev docent ved Århus Universitet 1930 og professor i København 1937. Agnete Olsen assisterede ham i hans videnskabelige arbejde og kom også til at dele hans politiske anskuelser som kritisk socialdemokrat. Fra 1940 var Albert O. formand for Dansk-russisk Samvirke, og parret blev kendt for deres sympatier med udviklingen i Sovjetunionen. Årene 1943-45 tilbragte familien i Sverige. Efter hjemkomsten genoptog de deres politiske aktiviteter og foretog i 1946 en tomåneders studierejse til Sovjetunionen. På baggrund heraf udgav Agnete Olsen i 1947 bogen Fra Moskva til Ararat, der skildrede hendes indtryk af landet. Ifølge hendes fremstilling havde de sovjetiske kvinder opnået en ligestillet position i arbejdslivet, mens der endnu tilbagestod at lette deres dobbelte arbejdsbyrde gennem en udbygning af de sociale institutioner. Albert O.s pludselige død i 1949 efterlod hende uden sin nærmeste politiske arbejdsfælle.

I 1945 havde tidligere franske modstandskvinder dannet Fédération Démocratique Internationales des Femmes eller Kvindernes Demokratiske Verdensforbund, som foreningen blev kaldt herhjemme. Kontakter med de franske kvinder førte i 1948 til, at en gruppe med Agnete Olsen i spidsen tog initiativ til at oprette en dansk aflægger, Danmarks Demokratiske Kvindeforbund (DDK). Agnete Olsen blev formand for den nye organisation, og som medarbejdere i bestyrelsen fik hun bl.a. Ellen Hørup, Valfrid Palmgren Munch-Petersen og Inger Merete Nordentoft. På programmet stod især kampen mod fascismen og for fredens bevarelse, men også sociale og kvindesaglige spørgsmål som fx ligeløn, udvidet adgang til abort og bedre forhold for børnefamilier. DDK blev ikke budt velkommen af de øvrige kvindeorganisationer, og især Dansk Kvindesamfund (DK) tog afstand fra den nye organisation, der blev beskrevet som “et instrument for kommunistisk politik”. DK hæftede sig især ved organisationens positive holdning til udviklingen i Østeuropa, men medvirkende til den negative reaktion var formodentlig også, at man frygtede den mere radikale konkurrent. Med sine stærke fredsappeller, offentlige møder og demonstrationer og sin pågående stil havde DDK da også held til at rekruttere ret bredt, både i de kritiske mellemlag og blandt arbejderklassens kvinder. Frem til 1952 oprettedes i alt 25 kbh.ske afdelinger og seks provinsafdelinger, og væksten fortsatte i de følgende år.

Mange af DDKs kræfter blev brugt på internationale fredsmanifestationer, fx indsamledes i 1950 underskrifter på den såkaldte Stockholm-appel, der krævede forbud mod atomvåben. Agnete Olsens formandstid var præget af en del rejseaktivitet. Kort efter oprettelsen af den danske afdeling deltog hun i den internationale organisations kongres i Budapest. 1950 blev hun som deltager i en europæisk fredsdelegation arresteret og udvist af Holland. Året efter rejste hun med en kvindedelegation til Sovjetunionen og skildrede bagefter med en vis naiv begejstring den sociale tryghed og ligestilling mellem kønnene, de havde mødt. Hun var 1950-53 den første redaktør af DDKs månedsblad Vi kvinder, der med en alsidig blanding af freds- og kvindestof, rejsereportager og interview samt mad- og strikkeopskrifter søgte at nå et bredt publikum. Oplaget lå i perioder på over 7.000 eksemplarer.

Agnete Olsen nedlagde formandsposten 1952 på grund af sygdom og blev afløst af Ruth Hermann. Hun fortsatte dog sine aktiviteter i DDK, og i 1953 udgav hun på baggrund af sine rejseoplevelser bogen Gensyn med Østeuropa. I sine rejsebøger og reportager fremstår Agnete Olsen som en ihærdig og spørgelysten observatør, men i 1950’ernes betændte koldkrigsklima, hvor alt var sort eller hvidt, evnede hun så lidt som mange andre at bevare den kritiske distance til det, hun så. Samtidig havde det sine omkostninger at befinde sig på venstrefløjen i denne periode, fx fik Agnete Olsens politiske engagement den konsekvens for sønnen Erling O., at han blev nægtet ansættelse i Udenrigsministeriet. I 1987 blev Agnete Olsen sammen med tre andre pionerer udnævnt til æresmedlemmer af DDK.