Ada Adler

Ada Adler stammede fra et kulturradikalt, jødisk storborgerhjem, hvorfra hun modtog al den støtte til at uddanne sig, som datiden kunne give en ung pige. Hendes faster skolelederen Hanna A. og dennes nære veninde Kirstine Meyer havde således som de første kvinder i Danmark taget magistergrad i fysik. Efter ni udbytterige år i Frk. Steenbergs Skole fortsatte Ada Adler i N. Zahles Skole, hvorfra hun blev student 1897. Til stede ved hendes studenterfest var bl.a. et par yngre fætre. En venlig dame spurgte den tiårige Harald Bohr, hvad han så ville være, når han blev stor, og drengen svarede alvorligt, at han nok mente, han ville være student. Hvis altså drenge også kunne blive det.

Ada Adler blev tidligt klar over, at hun ville studere klassisk filologi, ikke mindst under indflydelse af A.B. Drachmanns undervisning i græsk i hendes gymnasietid og senere, da han blev hendes lærer ved Københavns Universitet. Stor betydning for hende fik også professor Vilhelm Thomsens komparative, historiske sprogforskning. Hendes hovedinteresse blev efterhånden græsk religion og sammenlignende religionshistorie, og magisterkonferensen fra 1906 handlede om det antikke Grækenlands religion. Samme år modtog hun Det filologisk-historiske Samfunds højeste pris for et arbejde om den mytologiske skikkelse Pandora. Efter et kortere studieophold i Wien og offentliggørelse af nogle mindre arbejder blev hun fra 1912 medarbejder ved A. Pauly og G. Wissowas Realencyclopädie der classischen Altertumswissenschaft, der udkom løbende, og hvortil hun skrev om græske lokalguder og 1932 om det værk, Suda, der blev hendes banebrydende indsats som filolog og palæograf, håndskriftkyndig. I forbindelse med ansættelsen ved encyklopædien blev hun, igen ved Drachmanns mellemkomst, opfordret til at udgive Suda. Dette værk fra Byzans fra omkring år 1000 var det omfangsrigeste af de græske middelalderleksika, og skønt dets indhold for store deles vedkommende var fragmenteret og forvansket, havde det sin rod hos oldtidens største tænkere og lærde. Ada Adler kom dermed ind på arbejdet med antikke kilder, deres overlevering og ikke mindst studiet af håndskrifter. Hendes hovedværk Suidae Lexicon udkom i fem bind 1928-38 og genoptryktes 1967-71. I forbindelse med dette arbejde blev hun opmærksom på D.G. Moldenhawers store, delvis ukatalogiserede håndskriftsamling i Det Kgl. Bibliotek, og dette materiale blev emnet for disputatsen fra 1917 med titlen D.G. Moldenhawer og hans Haandskriftsamling. Moldenhawer, der var klassisk filolog og teolog, især husket som leder af Det Kgl. Bibliotek i begyndelsen af 1800-tallet, havde under en rundrejse til store europæiske biblioteker haft adgang til værdifulde og omfangsrige håndskriftsamlinger, hvoraf han bragte betydelige mængder med sig til Danmark. Med disputatsen blev Ada Adler den anden kvindelige dr.phil. i klassisk filologi efter Ingeborg Hammer Jensen, der disputerede 1908. I 1916 publicerede Ada Adler Catalogue supplémentaire des manuscrits grecs de la Bibliothèque royale de Copenhague, og i 1920 Den græske Litteraturs Skæbne i Oldtid og Middelalder. Desuden skrev hun anmeldelser i Nordisk Tidsskrift for Filologi og holdt som privatdocent forelæsninger ved universitetet.

I 1901 var Ada Adler blevet gift med den senere professor i filosofi ved Københavns Universitet Anton Thomsen. Ægteskabet, der formentlig i de første år var gensidigt videnskabeligt værdifuldt, blev opløst 1912. Han giftede sig samme år med den på det tidspunkt kvindesagligt ret toneangivende forfatter Olga Eggers, men døde, stærkt nervesvækket, få år efter. Ada Adler var et hjælpsomt og hjertevarmt menneske, og i den lange periode, hvor hun arbejdede med udgivelsen af Suda, knyttede hun stærke bånd til mange af sine medhjælpere, ikke sjældent økonomisk dårligt stillede studerende. Hun takkede en lang række af dem i forordet til udgivelsen, og adskillige af dem kom og gik i hendes hjem, der stod åbent for dem, som havde det været deres eget. Hun var et sjældent generøst menneske og bør huskes som en af Danmarks lærdeste kvinder, måske den lærdeste af dem alle, skrev professor Mogens Brøndsted ved hendes død.