Thyra Manicus-Hansen

Thyra Manicus-Hansens fader var telegrafbestyrer i Store Nordiske Telegrafselskab og var gennem sin karriere udstationeret i flere lande rundt om i verden. Familien måtte naturligvis følge ham, og da Thyra Manicus-Hansen blev født, var han netop blevet ansat som stationsbestyrer i Vladivostok i Rusland. Senere havde han stilling i Frankrig og England, hvor Thyra Manicus-Hansen således tilbragte sin barndom og ungdom. I 1892 blev faderen pensioneret, og hele familien rejste till København Seks år efter blev Thyra Manicus-Hansen ansat som malerinde på Den Kgl. Porcelainsfabrik. Dermed fulgte hun den samme vej som en del andre af borgerskabets døtre. Mange af dem havde fået en kunstnerisk uddannelse som led i deres almendannelse, og det kunne være adgangsbilletten til en ansættelse på porcelænsfabrikken, der foretrak at ansætte unge piger fra såkaldt gode familier og i øvrigt anbefalede dem at bo hjemme, da lønnen ellers ikke slog til. Thyra Manicus-Hansen selv boede som voksen sammen med søsteren Xiane, der også arbejdede på porcelænsfabrikken i en årrække. For kvinderne selv var det ganske prestigefyldt at blive ansat på Den Kgl. Porcelainsfabrik.Virksomheden nød internationalt ry, eksporterede varer af høj kunsthåndværksmæssig værdi til store dele af verden og talte ikke blot det danske kongehus, men også mange af det øvrige Europas fyrste- og kongehuse blandt sine kunder. Men lønningerne var katastrofalt lave, og da de unge malerinders høflige henvendelser til direktionen forblev frugtesløse, indså de, at de måtte slutte sig sammen, hvis de skulle forbedre deres løn- og arbejdsvilkår.

Thyra Manicus-Hansen blev en af drivkræfterne bag organiseringen, og 1905 stiftedes Keramisk Malerforening af en kreds på ca. 80 malerinder fra Den Kgl. Porcelainsfabrik og Bing & Grøndahl. Thyra Manicus-Hansen blev foreningens formand. At de unge kvinder organiserede sig i en fagforening, faldt ikke i god jord hos fabrikkens direktion. Som modtræk ansatte man en direktrice, der skulle overvåge afdelingen og fremprovokere en konflikt, som kunne give direktionen anledning til at slå hårdt igen. Lejligheden bød sig, da Thyra Manicus-Hansen nægtede at udføre en efter hendes mening urimelig ordre. Hun blev på stedet ikke blot afskediget, men også bortvist fra arbejdspladsen. Direktionen havde imidlertid gjort regning uden vært. Da Thyra Manicus-Hansen forlod fabrikken, fik hun følgeskab af 40 malerinder, der i sympati med deres formand nedlagde arbejdet. De blev efterfølgende afskediget allesammen. Men efter tre dages forhandlinger måtte direktionen bøje sig, alle 40 blev genansat, og også Thyra Manicus-Hansen fik sin stilling tilbage. Det sidste holdt dog hårdt. Efter yderligere forhandlinger lykkedes det tillige at få en overenskomst med både Den Kgl. Porcelainsfabrik og Bing & Grøndahl. Resultatet var en indtægtsforhøjelse på næsten 100%. Thyra Manicus-Hansen fortsatte som en højt respekteret formand for Keramisk Malerforening indtil 1934 og arbejdede herefter endnu et par år på porcelænsfabrikken, til hun i 1936 sagde op på grund af sygdom. I hendes formandsperiode lykkedes det at organisere malerinderne på de fleste porcelænsfabrikker og -værksteder i København En af de såkaldte blåmalerinder fra Den Kgl. Porcelainsfabrik har i sine erindringer givet følgende skudsmål af Thyra Manicus-Hansen: “Hun forsøgte med altid usvækket Interesse at forstaa Blaamalerindernes Forhold. Hun staar for mig som Indbegrebet af Retfærdighed, Sandhed og Uegennytte, hun fyldte Pladsen som en dygtig Leder i 30 Aar.” Thyra Manicus-Hansen var 1909-34 endvidere medlem af hovedbestyrelsen og forretningsudvalget i Keramisk Forbund og deltog i 1909 på forbundets vegne i det franske keramikforbunds kongres.

Thyra Manicus-Hansens kosmopolitiske baggrund var utvivlsomt medvirkende årsag til hendes engagement i fredssagen. Under indtryk af udbruddet af Første Verdenskrig indkaldte en række europæiske og amerikanske kvinder i 1915 til en international kvindefredskongres i Haag. Med Dansk Kvindesamfunds hovedkontor som samlingssted forberedte kvinder fra kvindebevægelsen og fagbevægelsen, bl.a. Clara Tybjerg, Thora Daugaard og Andrea Brochmann, den danske deltagelse i kongressen. Thyra Manicus-Hansen fulgte opfordringen om at deltage og repræsenterede Keramisk Malerforening, men rejste antagelig for egen regning. Mødet gjorde dybt indtryk på hende. På kongressen stiftedes forløberen for Women’s International League for Peace and Freedom, og hun deltog nu i arbejdet for at etablere en dansk afdeling, der fik navnet Danske Kvinders Fredskæde, senere Kvindernes Internationale Liga for Fred og Frihed. Hun synes dog ikke at have haft tillidsposter i ligaen i de første år, men fra 1924 var hun medlem af hovedstyrelsen, og fra 1928 var hun desuden formand for Københavns-kredsen, hvor hun siden blev æresmedlem, til hendes sygdom i 1938 tvang hende til at trække sig tilbage fra begge poster. I fredsarbejdet kom hendes belæsthed og store viden til fuld udfoldelse, og også hendes gode sprogkundskaber gav hende en enestående mulighed for at følge med i og tage del i det internationale arbejde. Hun fungerede ofte som tolk, når fredsligaen havde besøg af udenlandske talere, og især følte hun sig i sit es, når hun på de internationale kongresser og møder fik lejlighed til at tale og høre sit andet “modersmål”, fransk.