Th. Moltke

Th. Moltke voksede op sammen med fem søskende i Itzehoe, Holsten, hvor faderen, grev Adam Gottlob M., var udskrivningschef. I 1853 arvede han godserne Espe og Bonderup på Sjælland, og familien flyttede til Espe for at leve et herregårdsliv, den ikke hidtil havde været vant til. Farbroderen, amtmand Vilhelm Moltke var ved sygdom blevet bundet til en rullestol. Han var grundtvigianer, stærkt optaget af fædrelandshistorie, poesi, sagaer og salmer, og han fik stærk indflydelse på sin unge niece. Allerede som 15-årig bad hun sin fader om lov til at undervise nogle bønderbørn i en af stuerne på herregården, og siden dengang stod jævne mennesker den adelige Th. Moltke nærmest. Da faderen døde i 1863, arvede en af brødrene godset, og Th. Moltke flyttede med sin moder til København Her blev hun af farbroderen introduceret til N.F.S. Grundtvigs prædikener på Vartov, og hun følte sig siden stærkt knyttet til ham. Da hun ville lære mere og ønskede at undervise, søgte hun i 1868 optagelse på N. Zahles lærerindekursus, hvorfra hun tog lærereksamen i 1869. På Natalie Zahles råd oprettede hun i 1870 en pigeskole for børn fra mindrebemidlede hjem, Th. Moltkes Borgerskole for Pigebørn. Den lå først i Filosofgangen ved Løngangstræde, men da skolen blev større, og Zahle tilbød plads og fordelagtige økonomiske vilkår, flyttede den i vinteren 1877-78 til Linnésgade i tilknytning til N. Zahles Skole. Fra 1882 gav skolen også adgang for drenge, da Th. Moltkes og hendes bofælle og medbestyrer Elise Bays egne plejebørn, tre drenge, skulle i skole. Det gav anledning til, at flere forældre søgte adgang for deres sønner. Th. Moltke blev i 1885 næstformand for N. Zahles Skoles bestyrelse, der blev oprettet samme år.

Th. Moltkes og Bays skole fik i 1894 dimissionsret til real- og studentereksamen. I 1895 kom to spørgsmål, dels om drengeskolens placering midt i Zahles pigeskole, dels om placeringen af en øvelsesskole for seminariet, til diskussion i bestyrelsen. Der var kræfter her, der ikke ønskede en drengeskole midt i komplekset af Zahles pige- og kvindeskoler. Zahle forsøgte at forene alle parter ved at foreslå Th. Moltkes og Bays skole som øvelsesskole for det kommende seminarium. Men de ønskede ikke at lade deres skole fungere som en “Forsøgsdyrsanstalt”, og enden på den komplicerede diskussion blev, at Th. Moltke og Bay i 1895 flyttede deres skole til Østersøgade, hvor den senere blev til Østersøgades Gymnasium, i dag Kildegård Gymnasium. Beslutningen var smertelig for alle parter, men Th. Moltke og Bay bevarede det nære venskab, den gensidige beundring, rådgivning og tilknytning til Zahle og hendes kreds. Th. Moltke gik dog ud af bestyrelsen for N. Zahles Skole i 1895.

Det var en mærkesag for Th. Moltke at holde sin skole uden for den organisering af de private skoler, der var begyndt omkring århundredskiftet. Men i 1910 røg Østersøgades Gymnasium ud i en konflikt med de privatorganiserede lærere, der havde sluttet sig sammen i Privatskolens Fagordnede Lærerforening. Denne første arbejdsgiver-lønarbejderkonflikt i privatskolen kulminerede med, at 25 lærere valgte at sige deres stillinger op. Opsigelserne var begrundet ikke alene i en utilfredshed med lønforholdene, men også i en protest mod den stærkt kristne overbevisning, som Th. Moltke og Bay forfægtede. Skolen overlevede krisen, og i 1913 omdannedes den til en selvejende institution, der både indeholdt pige-, drengeskole og gymnasium. Th. Moltke underviste selv i religion, historie og pædagogik i både barneskolen og den højere skole. Sammen med Bay udgav hun Sange til Skolebrug, 1890, og Kortfattet Lærebog paa Grundlag af Luthers Katekismus og de hidtil brugte Lærebøger, 1898. Efter Zahles død i 1913 redigerede hun sammen med Henriette Skram Zahles efterladte erindringer og da hendes elskede bofælle og medbestyrer Elise Bay døde i 1916, udgav hun en række af hendes efterladte papirer.

Th. Moltkes skoleliv var præget af dyb religiøsitet, praktisk-pædagogisk overblik, flid og initiativ. Hun var nobel og “ualmindelig statelig”, en sammensat natur, indadvendt, grublende og kølig. Samlivet med den livsglade og udadvendte Bay lukkede ifølge hendes samtidige op for en betagende varme og festlig musikalitet, der også lå bag hendes indsats for børnene fra de sociale klasser, hun ikke selv havde kendt som barn, og som bl.a. førte til, at hun i 1878 var medstifter af børnehjemmet Tahlitha Kumi. Hun elskede “jævne Mennesker”, som man kaldte dem i hendes tid, og hun boede i sin alderdom efter Bays død i et arbejderkvarter uden for Hillerød, hvor hun samlede unge og gamle naboer. Th. Moltke gjorde sig ikke til af hverken sin sociale baggrund eller sit livsværk; næsten alle hendes papirer er brændt eller på anden måde destrueret, og hun optrådte ikke i Kraks Blå Bog eller andre biografiske opslagsværker. Hun modtog Fortjenstmedaljen i guld 1920.