Susanne Nielsson

Med svømmeren Susanne Nielsson indledtes en ny epoke i dansk kvindesvømning, baseret på en omfattende og systematisk træning. Allerede tidligere i 1900-tallet havde kvindesvømningen en storhedstid med svømmere som Else Jacobsen, Ragnhild Hveger og Inge Sørensen, ligesom danske kvinder efter Susanne Nielssons svømmekarriere har været i den internationale svømmeelite med Mette Jacobsen som den mest vindende danske kvinde gennem tiderne.

Susanne Nielsson voksede op i Malling syd for Århus i en familie, hvor alle dyrkede svømning i Aarhus Gymnastikforening (AGF), hendes moder havde bl.a. været Danmarksmester. AGFs ledere så tidligt Susanne Nielssons store talent for sportsgrenen, og som 12-årig vandt hun sit første danske mesterskab (DM). I 1973 ansatte AGF den norske træner Hallbjørn Stenhaug, som indførte helt nye træningsmetoder. Stenhaug var med undtagelse af en kort afbrydelse i 1978 Susanne Nielssons træner til og med De Olympiske Lege (OL) 1980. Hendes træning blev udvidet fra tre-fire til 12 gange om ugen med en daglig træningsmængde på 10-12 km og enkelte dage helt op til 20 km. Hun var den første danske svømmer, som trænede så omfattende, systematisk og disciplineret, og resultaterne udeblev ikke. Inklusive DM på kortbane vandt hun i alt mere end 90 Danmarksmesterskaber i perioden 1974-83. De største sejre var sølvmedaljen i 200 m brystsvømning ved Europamesterskabet (EM) for juniorer 1975, en tilsvarende placering i 200 m brystsvømning ved EM 1977, bronze i 200 m brystsvømning ved verdensmesterskabet 1978 og bronze i 100 m brystsvømning ved OL 1980. Derudover satte hun over 100 danske rekorder, hvoraf to var uofficielle verdensrekorder.

Da Susanne Nielsson var færdig med folkeskolen, forhandlede AGF sig på hendes vegne frem til en lærlingekontrakt med sportstøjfirmaet Hummel. Hun gik på handelsskole og fik ud over lærlingelønnen et tillæg samt mulighed for at træne og deltage i stævner efter behov. Hun afbrød dog senere uddannelsen. AGFs forsøg på at hjælpe Susanne Nielsson i gang med uddannelse og arbejde har paralleller til det arbejde, som idrætsorganisationen Team Danmark siden 1985 har udført for at støtte eliteidrætsudøvere. Susanne Nielsson havde ligesom Stenhaug oprindelig ønsket at slutte svømmekarrieren efter OL i 1980, men uden den daglige træning tog hun voldsomt på i vægt. Det motiverede hende til at fortsætte sin sport, og hun formåede at holde sin position i dansk svømning, indtil hun i 1983 stoppede definitivt. Herefter har hun haft forskellige job, bl.a. som livredder, svømmeinstruktør og receptionist.

Selvom de personer, som omgav Susanne Nielsson, prøvede at optimere både hendes svømmekarriere og fremtidsmuligheder, har hun efterfølgende været kritisk over for forløbet: “Jeg rettede mig efter, hvad de voksne omkring mig sagde. Jeg var meget uselvstændig og fulgte bare med. Da jeg blev ældre, blev jeg desuden udsat for et meget stærkt pres fra Dansk Svømme-Forbund, AGF, Stenhaug og af min mor. Og så følte jeg ikke, at jeg kunne tillade mig at stoppe,” har hun udtalt. Også journalisternes vedvarende interesse har formodentlig været anstrengende, ikke mindst fordi forholdet mellem Susanne Nielsson og hendes træner blev fremstillet som særdeles konfliktfyldt. Set i bakspejlet har hun fortrudt, at hun i de unge år satsede så hårdt på svømningen, “for man har kun ét liv,” som hun har sagt, og der var meget, der skulle indhentes, da idrætskarrieren var forbi. Hun vurderer således selv, at hun betalte en meget høj pris for at gennemtrumfe den jernhårde træningsindsats, der gjorde hende til et af dansk brystsvømnings største navne nogensinde.