Faktaboks

Sophie Magdalene
Født
28. november 1700, Bayreuth, Bayern
Død
27. maj 1770, København
Familie

Forældre: markgrev Christian Henrik af Brandenburg-Kulmbach (1661-1708) og Sophie Christiane af Wolfstein (1667-1737).

Gift 7. august 1721 med kong Christian 6., født 30. november 1699 på Københavns Slot, død 6. august 1746 på Hørsholm Slot, s. af kong Frederik 4. og Louise af Mecklenburg-Güstrow.

Børn: Frederik 5. (1723), Louise (1726).

Titel
Adelig

Sophie Magdalene voksede op som den niende af 14 søskende ved et lille tysk fyrstehof, hvor standsbevidstheden var stor og økonomien beskeden. Som ung gjorde hun hoftjeneste hos en fjern slægtning, August den Stærke af Sachsen-Polens dronning Christiane Eberhardine, der var overbevist lutheraner og derfor levede adskilt fra sin katolske gemal i Dresden. Ved Christianes hof på slottet Pretzsch traf Sophie Magdalene i 1721 den senere Christian 6., der havde fået lov til selv at vælge sin brud. De mødtes i juli og blev gift i august. Kronprinsens hurtige inklinationsparti må ses på baggrund af hans ulykkelige barndom, der havde været præget af dronning Louises sorg over Frederik 4.s mange elskerinder, især hans forhold til Anna Sophie Reventlow, som han ægtede dagen efter dronningens død. Antagelig beundrede Christian 6. Sophie Magdalenes stærkere personlighed, men i psyke og holdning var de ens, hvilket gjorde forholdet sjældent harmonisk og vanskeliggør en klar skelnen af rollefordelingen. Begge var dybt religiøse og deres hof præget af streng pietisme og stiv etikette. Det er slående, at ingen af parrets to børn, der fik en kærlig og omsorgsfuld opdragelse, kom til at overtage forældrenes idealer. Frederik 5. blev naturens muntre søn, der havde så stor appetit på tilværelsen, at han selv blev ædt. Og prinsesse Louise, for hvem flere glimrende partier havde været på tale, blev gravid med en kammerjunker og måtte bortgiftes til en tysk hertug, der tog sig godt betalt.

Sophie Magdalene overtog Christian 6.s spændte forhold til Anna Sophie, og eftertiden har set hende som den drivende kraft, da han efter faderens død brød sine løfter og ændrede dennes testamente til skade for stedmoderen. Som “bevis” nævnes ofte, at Sophie Magdalene til salvingen 1731 fik udført en ny dronningekrone, da hun ikke ønskede at bære “en hores”. Muligheden kan ikke afvises, men det må retfærdigvis fremhæves, at den gamle dronningekrone adskilte sig fra kongekronen, hvorimod den nye blev en formindsket kopi. Desuden blev diamanterne genbrugt, hvorfor udgiften var mindre end til kongens nye skospænder og strømpebånd, der ikke har påkaldt sig samme opmærksomhed. Christian 6. og Sophie Magdalene har fået ry for pragtsyge og ødselhed, der især er lagt hende til last. Til salvingen anskaffedes således juveler, et spisestel af guld til 60 personer, og året efter fik hun et guldtoilette på 56 dele. Samtidig lod Christian 6. det netop istandsatte Københavns Slot nedrive og Christiansborg opføre, fulgt af Eremitagen. På Hørsholm gods, som Sophie Magdalene havde fået ved tronskiftet, lod hun landslottet Hirschholm bygge og senere ud til Øresund sommerpalæet Sophienberg. Naturligvis var disse slotte kostbare, men der var kun opført få kongeboliger i henved 100 år, fordi de fleste penge var gået til krigene mod Sverige. Desuden skabte byggeriet aktivitet og velstand, og det bragte blot Danmark på højde med det øvrige Europa. Det første Christiansborg og Hirschholm er borte og kan ikke tjene til identifikation og glæde. Bevaret er Sophie Magdalenes testamente, nedskrevet umiddelbart efter Christian 6.s død, hvori hun formanede til vedligeholdelse, for “smukke bygninger gør dog et land ære”. I samme åndedrag testamenterede hun sine smykker, hvoraf en del var arvestykker, til brug for senere dronninger og grundlagde dermed samlingen af kronjuveler. Antagelig båndlagde hun ligeledes kunsthåndværk og porcelæner på Christiansborg, ligesom hun af egen kasse havde bekostet sølvmøblerne til Christian 6.s audiensgemak.

Sophie Magdalene kunne interessere sig for personer, men blandede sig ikke i politik. Selvom hun lærte dansk, forblev hun tysksproget. I sin lange enkestand på Hirschholm lod hun gennemføre reformer for godsets bønder. Som enke synes hun at være blomstret op og viste omsorg og varme for børnebørn og for tre hessiske prinser, der blev opdraget i København på grund af en familiestrid. Sønnesønnen Christian 7. synes at have været hendes øjesten, og under hans udlandsrejse 1768-69 var hun Caroline Mathildes moderlige beskytter. Hun døde inden den unge dronnings affære med J.F. Struensee nåede at udvikle sig og blev efter eget ønske begravet uden store ceremonier, hvilket vakte samtidens forargelse. Denne reaktion giver perspektiv, idet Dorothea Biehl blot få år senere skulle forme billedet af Sophie Magdalene som den kolde og fattige tyske prinsesse, der forvandledes til en pragtelskende og ødsel dronning med slægtninge på slæb. Biehl skrev for det kbh.ske borgerskabs gryende nationalisme, og hendes skrifter blev offentliggjort i kølvandet på nederlaget 1864. Derved fik Sophie Magdalene længe et ufortjent dårligt eftermæle. Pragten var anskaffet på embedets vegne og dækkede snarere over svigtende evne til at repræsentere med deraf følgende mangel på popularitet. Smukt er ægtefællernes sammenhold, som Sophie Magdalene satte et minde i ordenen L’union parfaite på sin bryllupsdag i 1732. I 1737 funderede hun Vallø adelige Jomfrukloster. Det blev landets fornemste. Abbedissen skulle være af fyrstelig, dekanessen af grevelig æt, og stiftsfrøknerne skulle kunne dokumentere 16 adelige aner.

Beskrivelser og portrætter af Sophie Magdalene

  • Mal. fra ca. 1733 af J. S. Wahl i Rosenborgsaml. Mal. fra 1739 af A. Møller på Charlottenlund. Familiebillede fra 1743 af Marcus Tuscher i Rosenborgsaml.
  • Hans Jeppesen (red.): Søfart-Politik-Identitet, 1996. G. Boesen: Danmarks Riges Regalier, 1986. Preben Mellbye-Hansen: De danske kronjuveler, 1990. Ellen Jørgensen: Danske Dronninger, 1910. Historisk Tidsskrift 3.r.V, 1866-67.
  • Privatarkiv i Kongehusets arkiv i Rigsarkivet.

Læs mere i Dansk Biografisk Leksikon

Om den digitale udgave

KVINFO's logo
Fra 2001 til 2022 stillede KVINFO Dansk Kvindebiografisk Leksikon gratis til rådighed for befolkningen i den digitale udgave, der nu findes på lex.dk.
KVINFO's logo
Af .

KVINFO erhvervede de digitale ikke-kommercielle rettigheder til Dansk Kvindebiografisk Leksikon i 2001 og stillede værket til rådighed for offentligheden i en gratis online-udgave, hvor læserne fik mulighed for at søge på kryds og tværs i leksikonet.

Siden oktober 2022 har den digitale udgave været videreført på lex.dk, hvor man ved søgning tillige får resultater fra de øvrige værker på platformen. På lex.dk er mange af biografierne også blevet forsynet med fotos og illustrationer.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig