Sophie Breum

Sophie Breums fader var en velstående odenseansk manufakturhandler og en ledende skikkelse i byens kulturelle og filantropiske liv. En kristen livsholdning prægede hjemmet, og Sophie Breum gik i Louise Wintelers skole, Odenses bedste private pigeskole. Fra barnsben havde hun ønsket at blive forfatter, og hun søgte på egen hånd at udvide sine kundskaber, men var ulykkelig over manglerne i sin uddannelse. Hun fik da af forældrene lov til at tage til København, hvor hun gennem godt et år modtog privatundervisning i kunst, litteratur og filosofi. Samtidig deltog hun i et kursus på Borups Højskole. Hjemvendt til Odense studerede hun selv videre, underviste i tre år på sin gamle skole, skrev til bl.a. Fyens Tidende, Illustreret Tidende og Husmoderens Blad og holdt historiske foredrag for unge piger.

I 1898 kom, hvad Sophie Breum selv kaldte vendepunktet, da litteraturkritikeren Vilhelm Andersen opmuntrede hende til at fortsætte forfatterskabet. I 1900 debuterede hun med Hyld og Humle, en række fortællinger fra det fynske miljø, og i 1902 og 1904 fulgte to historiske romaner Fuldtro Sind og Kongebørn. I de følgende 20 år udgav hun yderligere fem romaner og lige så mange samlinger af fortællinger. Desuden oversatte hun et par enkelte værker og var 1911-14 medredaktør af Julegæsten. Sophie Breum var en populær forfatter, og både romanen En Herregaardsfrue, 1918, og fortsættelsen Arven, 1921, kom i flere oplag. Særlig succes fik hendes fortælling Jul i Købmandsgaarden, 1917. Gennemslagskraften har vist sig vedvarende, året efter hendes død blev den dramatiseret og opført på Folketeatret, i 1951 kom den i en filmudgave, 1960 udsendt som hørespil, og endelig så sent som 1995 overførtes filmen til video.

Sophie Breum var optaget af kvindesagen og var medlem af Dansk Kvindesamfund, hvis blad Kvinden og Samfundet hun bidrog til. I 1901 arrangerede hun i Odense for egen regning Kvindernes Udstilling med litteratur, kunst og kunsthåndværk udført af kvinder, en mere beskeden pendant til hovedstadens udstilling af samme navn i 1895. Kvindesagen som sådan indgik ikke i hendes værker, men hendes hovedpersoner var ofte kvinder, i reglen varme og stærke i modsætning til de mandlige figurer, der prægedes af ulykkelige, modstridende følelser. Som privatperson havde hun temperament, som forfatter ønskede hun at gengive livets alvor og poesi, det høje og dybe i sjælen, det godes sejr over det onde, men beskyldtes til sin harme for at være idylliserende. Lune havde hun under alle omstændigheder, og hun indlagde ofte små historier, der gengav fynsk humor og dialekt.

Sophie Breum havde fra omkring 1900 sluttet et nært venskab med den anerkendte malerinde Anna E. Munch, som i flere tilfælde illustrerede hendes bøger. De flyttede sammen og boede om vinteren i Munchs lejlighed i København, mens sommerperioderne blev tilbragt i en fælles villa i Kerteminde, dengang hjemby for adskillige af tidens fremtrædende kunstnere. Sophie Breum døde i 1935, og samme år udgav og illustrerede Munch en samling af hendes lyrik Juletoner og andre Digte til hendes minde.