Petra Julie Holm

Petra Julie Holm blev født i beskedne kår som den ældste i en større søskendeflok, der alle steg opad socialt. Hun blev husligt uddannet og var omkring 1909 et par år ung pige i huset hos grundlægggeren af Den Gamle By i Århus, Peter H., hans daværende kone og deres søn Ralph H. Frem til 1921, da hun efter hans skilsmisse giftede sig med Peter H., havde hun pladser som husjomfru, selskabsdame og husholderske. Ægteskabet bragte hende straks ind i museumsverdenen som museumsassistent. Uden uddannelse fik hun, som det var vanligt i tiden, ansvaret for at registrere Den Gamle Bys samling af tekstiler. Ansvarsområdet blev efter nogle år udvidet med formidling, restaurering, indsamling og forskning. Hun arbejdede halvdags, først ulønnet, senere lønnet. I 1938 blev hun udnævnt til museumsinspektør, fuldtids fra 1950. Ægtefællen fremhævede og støttede Petra Julie Holms arbejde. Den Gamle By fik således allerede i 1924 i Tværgadehuset og igen i 1939 med Tekstilmuseet nyindrettet særskilte, store tekstile udstillinger. Til den sidste havde Petra Julie Holm fået bevilget studierejser til Göteborg, Stockholm, Oslo og København Udstillingen stod uændret til 1959, hvor hun gik af som museumsinspektør og efterfulgtes af Erna Lorenzen.

Den linie, der ses i Petra Julie Holms indsamling af museumsgenstande samt i de valgte temaer for udstillingerne, udtrykte det dannede publikums let nedladende holdning til industrialismens masseproduktion, der i årtierne omkring 1900 øgede interessen for kunsthåndværk. Denne tendens faldt også i tråd med hendes egen smag for fint håndarbejde, delikate genstande og det eksklusive; det almindelige havde aldrig hendes interesse. Sansen for kvalitet samt ønsket om at bevare kendskabet til en tekstil verden, der var ved at forsvinde, bragte hende ind i arbejdet for Haandarbejdets Fremme; i årene 1951-64 var hun formand for Århusafdelingen.

Petra Julie Holm arbejdede systematisk, grundigt og uden at forivre sig. Især arbejderne, publiceret i Den Gamle Bys årbog 1930-31 og 1957-58, om navneklude og silkestoffer har stadig relevans. Men hendes væsentligste indsats i dansk museumsverden var, at hun som den eneste uden for København forenede den tekstile viden, der var opbygget hos de kvindelige inspektører på tekstilafdelingerne på Nationalmuseet og Kunstindustrimuseet, fx Elna Mygdal. Samtidig fik hun via mange personlige kontakter opbygget den eneste tekstile samling uden for København, der landsdækkende omfattede såvel beklædning og boligtekstiler som kunstindustrielle produkter på et niveau, der nærmede sig hovedstadens. Hun førte sig ofte beskedent frem, vidste vel godt, at hun var blevet, hvad hun var, i kraft af sit ægteskab. Men hun kendte også sit eget værd og skønnede på det, når man appellerede til hendes store viden. Især efter ægtefællens død i 1950 førte hun sig mere frit.