Erna Lorenzen

Erna Lorenzen kom til museumsarbejdet uden hverken skole- eller universitetseksaminer. Fra 1924 underviste hun privat i broderi, gik et par år på Tegne- og Kunstindustriskolen for Kvinder og blev i 1929 ansat i glasfirmaet H. Pens. 1931-35 udgav hun tre håndarbejdsbøger om nye broderier efter gamle håndarbejder; til disse havde hun indsamlet materiale på bl.a. Nationalmuseet og i Den Gamle By i Århus. 1935 blev hun ansat i Den Gamle By som museumsassistent, 1945 udnævnt til museumssekretær og 1959 til museumsinspektør med de tekstile samlinger som ansvarsområde.

Erna Lorenzen skabte selv sin position i museumsverdenen. Hun tog studentereksamen på kursus i 1948, men hendes brede orientering i almindelig kulturhistorie blev opbygget via mange års arbejde med flere grene af museumsarbejdet sammen med skiftende museumsinspektører og konservatorer, bl.a. Petra Julie Holm. Fra 1959 til 1979 omskabte hun museets tekstilsamling til at være den bredest kulturhistorisk dækkende uden for København Indholdsmæssigt blev vægten i indsamlingen flyttet fra det kunstindustrielle til almindelige menneskers genstande og ført op til samtiden. Ligeledes blev oplysninger om genstandenes brug og betydning for brugerne nu også systematisk nedtegnet. I 1960’erne stod Erna Lorenzen for arbejdet i Jylland med en landsdækkende registrering, der blev publiceret i Damask og drejl, 1989, hvortil hun bidrog med to artikler om dækketøjets historie. Samtidig blev den traditionelle udstillingsformidling udvidet med dragtparader, hvor gamle dragter præsenteredes på levende modeller. I 1974 og 1979 blev de tekstile udstillinger fornyet og Den Gamle Bys tekstilmagasiner sideløbende hermed revideret, nyordnet og udvidet; deres enkle virkemidler blev efterlignet flere steder.

Med flid, stædighed og enorm arbejdskraft arbejdede Erna Lorenzen i dybden med de emner, hun kastede sig over. Disputatsen Folks tøj i og omkring Århus ca. 1675 – ca. 1850, 1975, om relationerne mellem påklædningen i by og på land, afviste den udbredte myte, at hver egns bønder bar en klædedragt, der i et fastlagt mønster adskilte sig fra andres. Samtidig påvistes det, at der i ens sociale lag i by og på land var mange lighedstræk i påklædningen. Temaet er bearbejdet i udstillinger samt i artikler og bøger, såvel forud for disputatsen som efter, populært i Hvem sagde nationaldragt?, 1987. Erna Lorenzens holdning til arbejdet var præget af stærk pligtfølelse og stor glæde. Det resulterede i en omfattende formidling. Hun har holdt talrige foredrag og underviste efter sin pensionering i 1979 på Skals Håndarbejdsseminarium. Samarbejdet med bl.a. skolens leder Gunnild Gaardsdal resulterede i 1982 i bogen Arvegods, et eksemplarisk stykke genstandsanalyse, formidlet på Erna Lorenzens levende måde. Dertil kom et stort antal artikler i især Den Gamle Bys årbog, men også i bl.a. Århus Byhistoriske Udvalgs publikationer og i Østjysk Hjemstavn, for hvilken hun også i mange år var redaktør. Til Den Store Danske Encyklopædi har hun skrevet om tekstile teknikker. Engagementet har også betydet, at hun altid hjælpsomt og rundhåndet har delt ud af sin store viden. I sit otium har hun tillige skrevet en bog om tuberkulosens historie Livet med skyggen, 1991. Erna Lorenzen blev ridder af Dannebrogordenen i 1978.