Olga Wagner

Olga Wagner tilhørte den generation af unge kvinder, som kom til at nyde godt af, at Kunstakademiets Kunstskole for Kvinder var blevet oprettet i 1888. I årene 1893-98 studerede hun der under maleren Viggo Johansen. Da hun i 1899 giftede sig med billedhuggeren Siegfried W., kom hun ind i et livslangt kunstnerfællesskab. Fra at have uddannet sig som maler begyndte hun nu under sin mands vejledning at udvikle sig til billedhugger. Ægtefællen var i 1898 blevet ansat på Bing & Grøndahl, hvor maleren og billedhuggeren J.F. Willumsen var kunstnerisk leder, og både Siegfried W. og Olga Wagner blev inspireret af den tids skønvirkestil, som J.F. Willumsen var eksponent for.

I 1901 debuterede Olga Wagner på Charlottenborgs Forårsudstilling, men det blev Den frie Udstilling, hun fremover var knyttet til. I 1905 havde en kreds af billedhuggere investeret i en tilbygning til den tidligere opførte udstillingsbygning. De kaldte sig De frie Billedhuggere (DFB), og allerede fra det første år var Olga Wagner med som gæst. I 1912 blev hun medlem, og da sammenslutningen opløstes og blev en del af Den frie Udstilling i 1914, fortsatte hun også som medlem heri. DFB var et forsøg fra billedhuggernes side på at manifestere sig uden censurens snærende bånd, som det kendtes fra Charlottenborg. Sammenslutningen rummede kunstnere som bl.a. Rudolph Tegner, N. Hansen Jacobsen og Viggo Jarl. Olga Wagner var den eneste kvinde, der opnåede medlemskab, mens billedhuggeren Anne Marie (Carl) Nielsen fra Den frie Udstillings start i 1891 var medlem af denne, ligesom billedkunstnerne Agnes Lunn, Edith Willumsen og Karen Hannover deltog i DFBs udstillinger som gæster. Kritikken var ofte uforstående og forbeholden, dog blev Olga Wagners arbejder opfattet mere positivt. Under indtryk fra udlandet skulle billedhuggerne nu indgå i nye sammenhænge og udforme dekorative arbejder i relation til fx arkitektur og natur samt udarbejde kunstindustrielle produkter og kunsthåndværk. Olga Wagners evner for denne nye udfordring var rige, og hun benyttede materialer som sten, træ, bronze, keramik og porcelæn, som hun bearbejdede dekorativt. Hun fik også opgaver for Den Kgl. Porcelainsfabrik og Bing & Grøndahl og bestillinger på større skulpturer, bl.a. Naturen, der bærer Handelen, 1920, for Københavnsbanken.

Især de tre første årtier i dette århundrede var præget af fremgang og publikumssucces for Olga Wagner, og det var også i denne periode, at hun sammen med sin mand rejste meget i Europa, på Balkan og i Nordafrika. Ofte rejste de meget spartansk, fx på fragtdampere, og de indlogerede sig hos lokalbefolkningen. Olga Wagner blev mest betaget af den græske natur med dets lys og bjerge. Som barn havde hun været fascineret af Tyrols bjerge, hvorfra hendes mødrene slægt stammede. På rejserne tog parret de fremmede indtryk til sig og bearbejdede dem senere i deres skulpturer, fx i deres marokkanske træskulpturer.

Olga Wagner deltog i flere repræsentative udstillinger i udlandet, bl.a. i Tyskland, England, Italien og USA. I 1914 var hun med på den anerkendte Baltiska utställningen i Malmø. To år efter holdt hun sammen med Siegfried W. en banebrydende friluftsudstilling i Klampenborg. Det var ikke tidligere set herhjemme, at skulpturer blev udstillet udendørs. I 1939 var ægteparret inviteret til at vise en retrospektiv udstilling af deres værker i Kunstnerforeningen af 18. November. Sent i livet begyndte Olga Wagner på et stort monument over den internationalt kendte naturforsker P.W. Lund. Det var en gipsmodel, der efter en del diskussioner blev erhvervet af Zoologisk Museum i 1949, men som efter mange års hensygnende tilværelse i museets magasiner blev ophugget. Hendes interesse for naturvidenskab kan også spores i et værk fra 1950 Elektronerne leger.

Med udbruddet af Anden Verdenskrig blev tiden en anden, og ægtefællen, der var jøde, måtte flygte til Sverige. Parret solgte ikke så godt længere og var fattige, men bibeholdt alligevel villaen i Lyngby ved København, som Siegfried W. havde arvet, og som de havde boet i siden deres giftermål. Olga Wagner blev 90 år, og indtil det sidste var hun optaget af at arbejde med materialerne: den store sten og træet. Hendes liv og værk tilhørte begyndelsen af dette århundrede, i dag er hun glemt, delvist på grund af en ny tids kunstopfattelse. Hun blev tildelt et par legater og i 1932 Tagea Brandts Rejselegat.