Mona Vangsaae

Mona Vangsaae kom på Det Kgl. Teaters balletskole som seksårig i 1926. Forældrene tilskyndede hende til en karriere på de skrå brædder, selvom ingen andre i familien var kunstnere. På balletskolen fik hun kyndig undervisning i Bournonvilletraditionen af Valborg Borchenius og Harald Lander. Tidligt medvirkede hun ved prøver og forestillinger, og hun fandt træningen hård og svær de første år. Imidlertid gjorde de mange forestillinger hende scenevant, og hun kom til at opleve tidens store kunstnere. Denne solide baggrund udviklede selvdisciplin, arbejdsglæde, dramatisk forståelse og intuition i det unge pigesind. Hendes motto blev: “Arbejde, arbejde og atter arbejde – resten giver Gud.” Som teenager fik hun mange småroller, bl.a. i Enken i Spejlet, 1935, der havde et psykologisk og socialrealistisk indhold og var ledsaget af moderne jazzmusik. Højdepunkterne var ballettens turnéer til Sverige, Tyskland og Frankrig. I Paris lærte hun den fransk-russiske stil på den russiske pædagog Ljubov Egorovas velrenommerede skole. I 1938 blev hun optaget i Det Kgl. Teaters balletkompagni og 1942 udnævnt til solodanserinde.

Mona Vangsaae havde på det tidspunkt allerede markeret sig i Nini Theilades ballet Cirklen, 1938, hvor hun udførte den abstrakte rolle som Etik rent og yndefuldt, ligesom hun havde været kvinden i Harald Landers Ravel-ballet La Valse, 1940, hvor hun dansede med sensualitet og temperament. Samme år overtog hun rollen som adagiobruden i Enken i Spejlet og fik hermed sit endelige gennembrud. I privatlivet indtraf der også et vendepunkt, idet hun giftede sig og fik datteren Liselotte, der senere som skuespiller tog kunstnernavnet Puk Schaufuss. I de næste år udviklede hun sit alsidige talent i Landerballetter som Våren, hvor hun dansede hovedpartiet, og i Bolero, hvor hun fortolkede kvinden med erotisk intensivitet og lidenskabeligt temperament. Endelig var hun drømmekvinden i Quasi una fantasia, et balletdigt over Beethovens Måneskinssonate, hvor hun dansede sammen med Frank Schaufuss. Balletten var ikke særlig vellykket, men partnerskabet førte til ægteskab og sønnen Peter, der senere kom til at gøre sig gældende inden for balletten. Efterkrigstiden bød på interessante Bournonvilleroller, men der skulle moderne koreografer til for helt at forløse Mona Vangsaaes kunstnersind. Med den russiske koreograf L. Massines Den skønne Donau, 1949, hvor hun dansede gadedanserinden med koket skælmeri og erotik, nåede hun endnu et vendepunkt i sin karriere. I Massines værk Episode af en Kunstners Liv, 1948, var hun kunstnerens unge elskede, der i hans opiumsdrøm forvandles til en hæslig megære. En tid læste hun hos skuespilleren Elith Foss og overvejede alvorligt at blive skuespillerinde. Men med disse nye roller blev dette spring overflødigt. Mona Vangsaae fik også lejlighed til at gøre sig gældende i det russiske repertoire. I 1946 satte den russisk-franske danser A. Volinine Giselle op, og Mona Vangsaae dansede det krævende parti som dronning Myrtha med kølig skønhed og elegante linier. Den blå fugls pas de deux i Auroras bryllup, 1949, udførte hun med brillant teknik, og det følgende år dansede hun svaneprinsessens parti med sjælfuldhed og ynde.

1950’erne blev en blomstringstid både for Mona Vangsaae og Den Kgl. Ballet. Hun var blevet til en moderne danserinde, der favnede vidt stilistisk og dramatisk, og som straks tiltrak sig de udenlandske koreografers opmærksomhed. Med ansættelsen af balletpædagogen Vera Volkova blev den russiske skole introduceret på teatret, og Mona Vangsaae forstod at tilegne sig dens særlige teknik og linieæstestik. Da Theilade satte balletten Metaphor op i 1950, dansede Mona Vangsaae det kvindelige hovedparti med indlevelse og dramatisk fortolkning af det ekspressionistiske trinsprog. Privat var hun stille, diskret og beskeden, men i scenerummet formidlede hun sine livserfaringer med en dybde, der ramte langt ind i hjertekulen. Det gjorde hende til en danserinde med en sceneautoritet stærkere end nogen anden i tiden. I 1955 blev den engelske koreograf F. Ashton inviteret til at sætte sin Romeo og Julie op. Sammen med den smukke 21-årige Henning Kronstam skabte Mona Vangsaae en forestilling fuld af ung poetisk lidenskab, som vakte stor begejstring både i Danmark og på en senere USA-turné. Det neoklassiske repertoire formåede hun ligeledes at udfylde. Allerede i 1952 havde den russisk-amerikanske koreograf G. Balanchine sat Symfoni i C op på teatret og i 1957 Serenade, hvor hun fik store partier. Men det var i Søvngængersken, 1955, at hun som koketten fik den vigtigste rolle i hans repertoire. I samme periode var der balletter, hvor hun kunne bruge sit humoristiske talent. I Amor og balletmesterens luner gav hun en vittig fortolkning af kvækerdansen, i Graduation Ball dansede hun med livsglæde og løssluppenhed, og i Tolv med posten af Børge Ralov spillede hun Fru Juni med lune og elegance. Et andet stort parti blev den unge pige Aili i Månerenen, skabt til hende af den svenske koreograf Birgit Cullberg i 1957. Mona Vangsaae fortolkede Ailis parti med stor originalitet og formåede at fremstille ensomhed og længsel, fristelse og forløsning samt den endelige undergang. Det blev til endnu en Cullbergrolle i Strindbergballetten Frk. Julie, 1959, som hun fortolkede med erotisk temperament.

I 1958 udfoldede Mona Vangsaae endnu en side af sin personlighed, idet hun debuterede som koreograf med balletterne Spectrum med musik af Skryabin, Tre Sommerdanse med musik af Svend S. Schultz, og Et nodeblad med musik af Mozart. Efter sin afsked i 1962 dansede hun i tv Tobias og engelen, 1964, men havde ellers forestillet sig et liv med familien og kunstneriske sysler. Men skæbnen ville det anderledes, idet hun 1968 i forbindelse med et besøg i Toronto, hvor Peter Schaufuss dansede i The National Ballet of Canada, blev tilbudt en etårig kontrakt. Sammen med sønnen dansede hun i Blomsterfesten i Genzano, ligesom hun havde mimeroller i Svanesøen. Opholdet gav hende desuden indblik i de nyeste ballettekniske metoder, der blev anvendt ved den canadiske elevskole. Da hun vendte hjem åbnede hun 1969 Det danske Balletakademi sammen med Frank Schaufuss. Som balletpædagog og instruktør formåede hun at videregive sin viden med autoritet og arbejdsglæde. I 1971 tegnede hun kontrakt med London Festival Ballet om opsætning af tredje akt af Napoli og Blomsterfesten i Genzano. Samme sted opsatte hun Konservatoriet, 1973, og en genindstudering af balletten i 1978. Livet havde dog taget sin told, og hun måtte igennem en større operation. Kort efter sin rekonvalescens hjalp hun Peter Schaufuss med indstuderingen af Sylfiden og Napoli. 1982 blev det til endnu en opsætning af Konservatoriet for The Royal Ballet på Covent Garden, og ved samme lejlighed underviste hun afgangsklassen ved The Royal Ballet School. Kort efter elevernes eksamen døde hun af en kræftsygdom. I 1953 blev Mona Vangsaae ridder af Dannebrogordenen.