Minna Rasmussen

Det var en kvinde, som ikke veg uden om konflikter og stod fast på sin ret, der i mange år var den kraftfulde formand for Kvindeligt Arbejderforbunds (KAD) afdeling i Esbjerg. Minna Rasmussen, der arbejdede som ægpakkerske, blev 1924 valgt ind i bestyrelsen og fungerede som sekretær. Da kommunisten Inger Gamburg, formand for KADs afdeling 5, de såkaldte jernkvinder, på en ekstraordinær kongres i 1930 fik frataget sit mandat i forbundsbestyrelsen, protesterede medlemmerne i Esbjergafdelingen. Afdelingsformanden, der støttede eksklusionen, blev væltet og erstattet af Minna Rasmussen. Hun gjorde det fra starten klart, at hun tilhørte oppositionen i forhold til KADs forbundsledelse.

Det er uvist, om Minna Rasmussen var organiseret kommunist. I 1930 var hun med en delegation af danske arbejderkvinder på et besøg i Sovjetunionen, foranstaltet af Arbejderkvindernes Oplysningsforbund (AO) og ledet af Gamburg, og efter sin hjemkomst holdt Minna Rasmussen en række foredrag om sine indtryk fra rejsen, især om de sovjetiske kvinders forhold. AO var dannet i 1925, primært som en organiseret venstreopposition i KAD og med udgangspunkt i afdeling 5, anført af Gamburg og den kommunistiske lærerinde Marie Nielsen. AO beskæftigede sig ved siden af faglig politik med seksualpolitiske spørgsmål som adgang til prævention og fri abort. Da der i 1930 dannedes en afdeling af AO i Esbjerg, blev Minna Rasmussen foreningens formand, og hun fortsatte med en enkelt afbrydelse på denne post til 1933. I 1932 åbnede AO en seksualklinik i København, bl.a. for at vejlede kvinder i brugen af forebyggende midler og bistået af lægen J.H. Leunbach. I Esbjerg tog AO også initiativ til oprettelse af en svangerskabsforebyggende klinik. Foreningen havde først kontaktet byens læger, men de var af forskellige årsager ikke interesseret i at medvirke. Minna Rasmussen tog da en rask beslutning, rejste til København og fik hos Leunbach undervisning i at opsætte pessar. På hans anbefaling gav AOs hovedledelse tilladelse til, at afdelingen i Esbjerg oprettede konsultation til vejledning i brug af “Moderbeskyttere” med Minna Rasmussen som ulønnet leder. Kvinderne måtte betale et mindre beløb for konsultationen, men AO ønskede, at denne vejledning skulle være gratis og forsøgte at gøre byens sygekasse interesseret i projektet. Dette lykkedes ikke umiddelbart, men på sygekassens generalforsamling dannede AO-medlemmer en pressionsgruppe, der vandt en afstemning, som pålagde sygekassens bestyrelse at arbejde videre med sagen. Strategien med at presse sygekasserne til at medvirke ved oprettelse af seksualklinikker blev overtaget af andre AO-afdelinger. Minna Rasmussens klinik eksisterede et par år, men efter 1934 synes den at være ophørt.

Esbjergafdelingen af KAD var i mange år en af provinsens bastioner for opposition mod hovedledelsen. Med Minna Rasmussen i spidsen var afdelingen en aktiv deltager i de talrige arbejderdemonstrationer, som gav Esbjerg tilnavnet “den røde By ved Havet”. På kongressen i 1945 valgtes Minna Rasmussen til medlem af forbundets hovedbestyrelse. Men forlydender om, at hun under Besættelsen havde haft omgang med tyske soldater, førte på et hovedbestyrelsesmøde kort tid efter til, at hun under stærkt pres nedlagde sit mandat. Hun ville ikke afkræfte rygterne, men fastholdt, at hun det første år under Besættelsen havde handlet i overensstemmelse med officielle tilkendegivelser, bl.a. havde KADs ledelse selv opfordret til at slutte op om samarbejdspolitikken. En erklæring fra modstandsbevægelsens bykomité i Esbjerg, som Minna Rasmussen krævede aftrykt i KADs medlemsblad, bekræftede ydermere hendes antinazistiske indstilling både før og under Besættelsen og hendes medvirken i det illegale arbejde. På de følgende kongresser i 1948 og 1951 var Minna Rasmussens kandidatur til hovedbestyrelsen igen til debat, og konflikten om hendes person er karakteristisk for det voldsomme modsætningsforhold mellem den socialdemokratisk orienterede forbundsledelse og den kommunistisk inspirerede opposition. Men den afspejler også de meget følelsesladede reaktioner, der fulgte i kølvandet på Besættelsen.

Under hele forløbet støttede Esbjergafdelingen Minna Rasmussen, der forblev på posten som afdelingsformand til 1956. Hun nåede således i 1955 at fejre sit 25-års jubilæum som formand og blev ved den lejlighed hyldet af forbundsformand Edith Olsen, der takkede for godt samarbejde og i øvrigt fremhævede hendes retfærdighedsfølelse og gode forhandlingsevner.