Mine Hvid

Mine Hvid, der voksede op i et købmandshjem på Mols, valgte ligesom en ældre broder at uddanne sig til lærergerningen. Hun tog i 1908 eksamen fra seminariet i Ribe, hvor broderen Niels Lovmand H. var kantor ved domkirken. Samme år kom hun til Pillemark Skole på Samsø som lærerinde. Frem til 1916 fulgte hendes karriere det typiske forløb for lærerinder på landet. Ved Pillemark Skole var kun ansat to lærere, en mandlig førstelærer og en lærerinde. Mine Hvid, der fik bopæl på skolen, led som andre enlige landsbylærerinder under isolationen og de snævre forhold og søgte de første år forgæves stillinger i større byer, især Århus. Hun fik imidlertid hurtigt ry for at være en dygtig lærerinde og opnåede så stor popularitet, at der opstod stemning for at ansætte hende som skolens førstelærer efter kollegaens pensionering i 1916. Dette var noget hidtil uhørt på et tidspunkt, hvor man kun kunne forestille sig førstelæreren som en mand. På samme tid havde en lovændring i 1916 skabt grundlag for at udnævne kvinder til overordnede stillinger i skolen. Forældrekredsens opbakning sikrede sammen med støtten fra det radikale flertal i Tranebjerg sogneråd Mine Hvids udnævnelse til Danmarks første kvindelige førstelærer.

Tidligere på året var skoleinspektørerne Theodora Deissner og Theodora Müller blevet ansat under stor offentlig opmærksomhed. Mine Hvids udnævnelse gik heller ikke stille af. Der fremkom skarpe protester i lærernes blad Folkeskolen mod, at en lærerinde var blevet foretrukket til et vellønnet førstelærerembede frem for mandlige ansøgere, der havde forsørgerpligter over for kone og børn. Mine Hvid fik under debatten støtte fra kvindelige kolleger, der så udnævnelsen som et led i lærerindernes ligestillingskamp. Hun fik dog kun få efterfølgere i førstelærerembedet, der længe vedblev at være et af de vanskeligst opnåelige for kvinder på skoleområdet.