Mette Marie Rose

Mette Marie Rose var 16 år, da hun i 1761 optrådte første gang på Den danske Skueplads som Mélite i den franske komedie Den gifte Filosof eller Ægtemanden, der blues ved at være det. Tre dage efter blev hun antaget som skuespillerinde. Hendes uddannelse kender man intet til, dog er det rimeligt at antage, at hendes fader, teatrets stjerneskuespiller Christopher Pauli R. har forberedt hende på faget. Meget tyder på, at moderen og faderen på dette tidspunkt ikke boede sammen mere. Af samtidige vidnesbyrd fremgår det, at hun ikke valgte sin faders mangeårige veninde L.C.A. R. og dermed den franske tradition som sit forbillede. Vores første teaterkritiker Peder Rosenstand-Goiske oplevede hende på teatret som ganske ung, og hun indgav ham håb om en fornyelse i skuespilkunsten. Den var for ham uløseligt forbundet med det stik modsatte af, hvad L.C.A. R. repræsenterede. Da Mette Marie Rose trådte ind i truppen, var det med henblik på at erstatte tabet af både Anna Catharina von Passow og Caroline Thielo. Hendes rollefag var elskerinderne, fx Ludvig Holbergs Leonora.

Desværre nåede det håb, som Mette Marie Rose gav om fremtiden, ikke at blive indfriet. En mærkelig affære kom nemlig til at sætte en stopper for hendes scenekarriere. Hun blev bortført fra teatret på foranledning af Christian Conrad greve Danneskiold-Laurvig og bragt til hans palæ, da hun i 1765 havde spillet rollen som Bélise i den franske komedie Vulcani Kjæp. Hendes fader blev samtidig opholdt af greven i et selskab, hvorunder han blev underrettet om bortførelsen. Faderen var resolut og meget ihærdig i sine klager over det skete. Frederik 5. følte sig presset af situationen, ikke mindst fordi affæren satte den enevældige monark i den helt uacceptable situation, at et medlem af adelen satte sig ud over hans autoritet. Dermed skete det besynderlige, at en aktør, som blot var at betragte som en af kongens tjenere, vandt over den mægtige greve. Danneskiold-Laurvig måtte udlevere pigen, han blev for en kort tid forvist til sine norske besiddelser og dømt til at betale Mette Marie Rose erstatning. Hun fik en årlig pension på 200 rigsdaler og en stor engangssum, hvis og når hun giftede sig. Efter sagens udredning blev hun sendt på landet for at leve i opbyggelige omgivelser hos en præst, der hvert kvartal skulle rapportere om hendes anger.

Historien er symptomatisk for synet på skuespillerstanden i 1700-tallet og for standens egen selvforståelse og livsførelse. Ifølge en samtidig kilde var både Mette Marie Rose og hendes moder indforståede med bortførelsen. Den var altså iscenesat. Faderen, der ikke havde medvirket, var dog selv klar over sagens rette sammenhæng. I et brev til Danneskiold-Laurvig, skrevet to dage efter bortførelsen, skriver han om datteren: “Saa uværdig, som hun end er, til at bære mit Navn, saa forlanger jeg dog at have hende tilbage.” Mærkværdigt nok er denne del af historien blevet overset i mange år. I de fleste personalhistoriske skildringer omtales bortførelsen som en skammelig voldtægt af en pæn og ordentlig pige. Greven var i øvrigt en helt igennem skidt karakter, der var voldsomt gældsat. Om Mette Marie Roses motiver til at lade sig bortføre kan kun gisnes. Hun kan have været stærkt fristet af stormandens tilsyneladende rigdom eller have været grebet af den stemning, hun blev bragt i af den store hyldest på scenen. På grund af sin offentlige optræden på scenen var hun sat i en dobbeltrolle. Hun blev feteret og beundret, men tidens kvindelige skuespillere blev samtidig også anset for at være netop “offentlige”, dvs. kvinder, der falbød seksuelle ydelser uden for scenen. Tidens dobbeltmoral kom fx til udtryk ved, at teatret ikke havde moralske skrupler over at lade skuespillerinderne varte op ved et bal på Komediehuset i 1751. Uden tvivl for at lokke “husarerne”. Næsten samtidig revsede Holberg flere af truppens skuespillere for deres udsvævende liv og betegnede netop Christopher Pauli R.s livsførelse som en kæde af uordentligheder. Hans datter har dermed ikke haft de bedste forudsætninger for at forfølge drømmen om et såkaldt ordentligt borgerligt liv.

Mette Marie Rose kom aldrig mere til at stå på scenen. I 1774 giftede hun sig med cembalist og akkompagnatør ved teatrets syngeskole Niels Schiørring, med hvem hun fik 11 børn. Hun blev tidligt enke og levede af sin mands pension med den talrige børneflok af næsten voksne børn omkring sig.