Marie Holst

Efter at have oplevet en kristelig vækkelse blev Marie Holst uddannet på Diakonissestiftelsen. I 1896 tog hun lægeeksamen på London School of Medicine for Women for derefter at blive dr.med. i Bruxelles. Efter dette lange uddannelsesforløb besluttede hun at rejse til Bangalore i Sydindien, hvor hun arbejdede på et missionshospital under Church of England Zenana Missionary Society. Herfra flyttede hun efter kort tid til Peshawar i Nordindien, det nuværende Pakistan, nær grænsen til Afghanistan. Her blev hun 1898 leder af et missionshospital for kvinder. Mange af hendes patienter kom fra Afghanistan, og hun begyndte nu i stigende grad at rejse ud til sine patienter og drive teltmission, dvs. omrejsende lægemissionsvirksomhed, hvilket på dette tidspunkt var noget forholdsvis nyt. Allerede fra sin tid i Bangalore havde hun erfaringer med lægemissionsvirke blandt kvinder, der levede afsondret i hjemmene og isoleret fra det omgivende samfund. Arbejdet som lægemissionær var mere end almindeligt krævende, da Afghanistan som et muslimsk land påbød streng isolation og tilbageholdenhed af sine kvinder. End ikke mandlige læger måtte tilse dem. Teltmissionen var således en god måde at løse problemerne på, da Marie Holst som kvindelig lægemissionær kunne opsøge kvinderne dér, hvor de opholdt sig, og hjælpe dem med sygdomsproblemer.

1902-03 var Marie Holst på et kortvarigt ophold i Danmark. Her vandt hun mange tilhængere for sine planer om teltmission. En støttekomité blev etableret, og Det Danske Missionsselskab (DMS) tilbød at betale hendes løn. Det var en stor hjælp for Marie Holst, som ikke tidligere havde fået støtte fra DMS, fordi selskabet i lang tid mente, at grænseområdet mellem Nordindien og Afghanistan lå uden for dets interessesfære. I missionæren Martha Malthe, der fulgte med ved tilbagerejsen til Nordindien, fik Marie Holst en uvurderlig støtte. Sammen med Malthe drev hun intensiv teltmission og blev efterhånden bedre kendt blandt patienterne og deres pårørende samt i by- og landområderne omkring Peshawar. Selvom Marie Holst ikke drev direkte kvindemission, udførte hun alligevel et stort arbejde med missionskarakter. Med sin teltmission brød hun med den almindelige praksis, at missionærer først og fremmest opholdt sig på en missionsstation, hvor de modtog besøg. Det vildsomme område omkring Peshawar og Mardan krævede en “ambulant” missionsstation, hvilket teltmissionen var et fremragende svar på.

I 1907 blev der dannet en støttekomité i Danmark, som havde til opgave at samle penge ind til opførelsen af et kvindehospital. Samtidig fik missionen sit eget blad Fra Teltmissionen. I 1909 blev hospitalet indviet uden for Mardan med Marie Holst som leder. Samme år blev der dannet en permanent støttekomité i Danmark med professor Chr. Saugman som formand. Efter at den første konvertit i 1909 var blevet døbt på hospitalet, fulgte mange flere. Marie Holst arbejdede med alle typer sygdomme, herunder medfødt syfilis. Dette vakte modstand, da syfilis var en sygdom, der ikke skulle tales højt om, og spørgsmål om smittebærere blev ikke vel modtaget. Den generelle holdning var, at det ikke var missionærens opgave at sætte sig til doms over det samfund, som han eller hun arbejdede i. Der er ingen tvivl om, at Marie Holst i mange kredse blev opfattet som en af dem, der unødigt blandede sig i alt og for åbenmundet fremførte sine meninger. Alligevel lykkedes det hende i stigende grad at rejse rundt i grænseegnene og drive kombineret læge- og missionsvirksomhed. I 1916 udgav hun Foran Afghanistans lukkede Døre, en historisk fremstilling af missionens vanskelige vilkår siden 1850’erne.

1917 blev der sat en brat stopper for Marie Holsts aktivitet, da hun blev dræbt ved en påkørsel. Mange mente, det var mord. Der gik rygter om, at det var en hævnakt fra en lokal khan, som Marie Holst ikke havde villet hjælpe i en voldtægtssag. Men sagen blev efterforsket af både de engelske myndigheder og repræsentanter for Teltmissionen, og de konkluderede, at det var et ulykkestilfælde. Hun blev begravet i Mardan. Marie Holst var en stor personlighed med en karismatisk udstråling, som gjorde det let for hende at vinde tilhængere for sagen. Overalt var hun anerkendt som en dygtig læge, der engagerede sig fuldstændigt i sit arbejde. Men hun var også kompromisløs, når hun havde truffet en beslutning, og kunne derfor være vanskelig at arbejde sammen med. Efter hendes død efterfulgte lægemissionæren Anna Bramsen hende som leder af hospitalet i 1920. I Danmark levede mindet om Marie Holst videre, og Teltmissionen, senere Dansk Pathan Mission, fortsatte hendes virke i Afghanistan og Nordindien.