Anna Bramsen

Anna Bramsen voksede sammen med to søstre og en broder op på slægtsgården Lauridsminde nær Juelsminde. Hjemmet var indremissionsk, præget af moderens ildfulde og følelsesbetonede religiøsitet og faderens mere reflekterende væsen. Anna Bramsen blev sammen med sine søskende undervist hjemme, og i 1909 tog hun studentereksamen som privatist. 1915 blev hun cand.med. fra Københavns Universitet, og i 1919 supplerede hun sin eksamen på Tropical School of Medicine i London. Året efter valgte hun at tilslutte sig Teltmissionen, senere Dansk Pathan Mission (DPM), der var stiftet 1903.

DPM drev teltmission, dvs. omrejsende lægemissionsvirksomhed, i det nordvestlige Indien, det nuværende Pakistan. I byen Mardan tæt ved Afghanistans grænse overtog Anna Bramsen det arbejde, der var blevet afbrudt ved lægemissionæren Marie Holsts pludselige død i 1917. Holst havde i 1909 grundlagt et hospital i Mardan, som Anna Bramsen 1920 overtog ledelsen af med megen dygtighed. Hun blev stillet over for to store opgaver, dels at arbejde for områdets kvinder, dels at behandle folk for den medfødte syfilis, som var meget udbredt. Det missionsarbejde blandt kvinder, som Holst havde startet, fik under Anna Bramsen en ny drejning, idet hun i særlig grad tog sig af de kristne kvinder i området, der på grund af deres tro var blevet udelukket fra deres muslimske familier. Kvinderne samlede hun i et fællesskab, som gav dem mulighed for at arbejde og bryde ud af hjemmenes isolation. Der var ikke tale om et klosterfællesskab, hvor kvinderne skulle bo sammen eller have fælles økonomi. Men inspireret af den tyske teolog F. Heiler ville hun anvende hospitalet som “moderhus” for et fællesskab, der var mere reguleret og omfattende end almindeligt blandt kristne kvinder.

I 1935 opholdt Anna Bramsen sig et år i Danmark, hvor hun søgte sin afsked fra DPM. Bestyrelsen var utilfreds med hendes forsøg på at etablere en søsterorden på hospitalet, da man fandt idéen alt for katolsk præget. Desuden ønskede DPM også mission taget op blandt mænd, mens teltmission henvendte sig til og blev udført af kvinder. I den anledning havde bestyrelsen udsendt Jens Christensen, DPMs første mandlige missionær, men han og Anna Bramsen var ikke kommet godt overens, og især kunne han ikke tolerere hendes planer om moderhuset. For at undgå yderligere splittelse besluttede Anna Bramsen at forlade hospitalet. Adskillige af de andre kvindemissionærer sagde op i sympati med hende, og en tredjedel af missionens kredse trak sig ud af arbejdet. 1936-38 fik Anna Bramsen ansættelse ved det nærliggende skotske missionshospital i Rawalpindi.

Efter hjemkomsten til Danmark 1938 nedsatte Anna Bramsen sig som praktiserende læge i Christiansfeld, hvor hun virkede i mange år, afbrudt af et ophold i Finland 1940 for Dansk Røde Kors og i Pakistan 1950-54 for et engelsk missionsselskab. I 1944 blev hun speciallæge i gynækologi. Hun fandt tid til politisk arbejde og var i 1940’erne opstillet til Folketinget for Dansk Samling, men blev ikke indvalgt. Efter at være kommet i forbindelse med pastor Haakon Rabjerg, der planlagde at grundlægge et økumenisk kloster Hellig Kors Kloster, bosatte hun sig 1959 på Lem Hede ved Skjern. Hun blev leder for De økumeniske Mindresøstre, en orden, der var inspireret af franciskanerne, men på evangelisk-luthersk grundlag. Ordenen fungerede i flere år, men blev aldrig en klosterorden, og søstrene havde hverken bo- eller arbejdsfællesskab. Anna Bramsen udgav flere bøger om teologiske emner, bl.a. De vita franciscana, 1950, og hun skrev sin slægts historie i Af Mindegårdens Saga, 1955.