Martha Malthe

Martha Malthe var datter af den senklassicistiske billedhugger Rasmus Secher M., der gennem mange år ledede marmorarbejdet ved H.V. Bissens værksted. I 1890’erne gennemgik hun Marie Kruses Skole og Kursus for Privatlærerinder og var derefter lærerinde ved privatskoler i Skive, på Holsteinsborg og ved Østersøgades Latinskole. 1902 var hun medstifter af Lærerindernes Missions-Forbund (LMF) og forbundets første sekretær. Året efter stiftelsen besluttede hun selv at rejse ud som missionær. Lægemissionæren Marie Holst var på dette tidspunkt i Danmark for at vinde tilhængere til sin teltmission, dvs. opsøgende lægemissionsvirksomhed. Og da Holst vendte tilbage til det nordvestlige Indien, det nuværende Pakistan, fulgte Martha Malthe med, støttet af Kvindelige Missions Arbejdere (KMA) og LMF. Sidstnævnte forbund støttede hendes arbejde gennem alle årene.

I området nær ved grænsen til Afghanistan, hvor befolkningen næsten udelukkende var muslimer, fungerede Martha Malthe sammen med Holst indtil 1909. Det var en stor hjælp for Holst at have Martha Malthe ved sin side, da det ikke var velset, at en kvindelig missionær rejste på egen hånd. Martha Malthe fungerede både som lærer og som sygehjælper for Holst. En vigtig del af teltmissionens virke var at aflægge besøg hos de nye kristne familier, der havde svært ved at rejse til de byer, hvor missionærerne var udstationerede. Desuden var det ikke tilladt en kvinde at bevæge sig for langt væk hjemmefra, hverken alene eller i selskab med sin familie. Men som følge af Holsts store og betydningsfulde indsats blev det muligt for hende og Martha Malthe at etablere en slags ambulant missionsvirksomhed. I en teltkolonne drog de fra sted til sted og drev både læge- og skolemission. Efterhånden fik de to missionærer også etableret faste stationer. I Mardan fik Holst 1909 bygget et kvindehospital, mens Martha Malthe grundlagde en skole. Efter dette tidspunkt kom der mere dansk personale til området, udsendt af Det Danske Missionsselskab (DMS). Det betød, at de nye missionærer kunne overtage teltmissionen, mens Holst og Martha Malthe blev i Mardan.

I 1910 blev Martha Malthe tilknyttet DMS og sendt til Nellikuppam i Arcot-distriktet, Sydindien. Den nye ansættelse betød, at hun herefter blev ansat og lønnet som almindelig missionær. Da DMS fandt det værdifuldt, at hun havde stort kendskab til islam, fik hun i Sydindien til opgave at missionere blandt muslimer, hvilket de øvrige danske missionærer i det hindudominerede område ikke havde erfaring med. Muslimerne var indvandrere, der havde bosat sig langs kystlinien fra Madras til Cape Comorin, og de talte et helt andet sprog end den øvrige befolknings tamil. Størstedelen af de muslimske indvandrere var købmænd, som handlede med udlandet både til lands og til søs. Det var således en helt anden gruppe mennesker end den bofaste bondebefolkning, som de andre danske missionærer havde med at gøre. Martha Malthe blev i Nellikuppam frem til 1929, hvor hun måtte rejse hjem på grund af dårligt helbred og afbryde forbindelsen med DMS. I Danmark deltog hun i Folkeforbundets arbejde for Østens kvinder og repræsenterede Danske Kvinders Nationalråd på flere internationale konferencer. I første halvdel af 1930’erne fortsatte hun sit omfattende organisationsarbejde for kvinder, denne gang med støtte fra europæiske kvindeorganisationer. Desuden gjorde hun sig gældende som bidragyder til LMFs blad Meddelelser til Lærerindernes Missions-Forbund.

I 1935 rejste Martha Malthe tilbage til Indien og blev tilknyttet den amerikanske missionær S. Jones’ arbejde ved Lucknow i Nordindien. Jones, der var en tilhænger af Mahatma Gandhi og indisk selvstændighed, havde i 1930 grundlagt en institution, hvor den ligeværdige samtale skulle skabe forståelse mellem mennesker fra forskellige religioner. Her fungerede Martha Malthe ikke som almindelig missionær, men brugte sin tid på et mere indgående studium af de muslimske grupper, især deres sociale forhold. Under Anden Verdenskrig blev Martha Malthe i Indien, men vendte tilbage til Danmark i 1946. Her fortsatte hun sit arbejde for LMF og boede fra 1955 og til sin død to år senere på Sarepta, et plejehjem tilknyttet Diakonissestiftelsen.