Marie Arnesen

Marie Arnesens fader, den lærde islandske filolog Paul A., opdrog sine børn uanset køn til at efterleve en streng arbejdsmoral, som indebar boglig skoling i barndommen og selvstændig livsvirksomhed siden hen. Ligesom søsteren Benedicte Arnesen Kall blev Marie Arnesen huslærerinde.

Medens Marie Arnesen var ansat på en sjællandsk herregård, blandede hun sig i 1845 i en politisk strid om forholdet mellem dansk og tysk i Slesvig-Holsten. Stridens hovedperson var den tyske digter og historiker E.M. Arndt, som i Augsburger Allgemeine Zeitung havde offentliggjort et brev fra en slesvig-holstener, der opfordrede Tyskland til at tage herredømmet over Slesvig-Holsten og i øvrigt omtalte danskerne ringeagtende. Arndt havde for egen regning tilføjet, at tyskerne let kunne fordrive det danske mindretal fra Slesvig. Marie Arnesen kritiserede i et privat brev til Arndt, at han udtalte sig om danskerne og den danske sag i hertugdømmerne uden at kende til forholdene og i fornærmende vendinger, og hun opfordrede ham til at offentliggøre hendes brev. Da han ikke efterkom opfordringen, indsendte hun det selv til Fædrelandet, hvor det blev trykt under navnet Valgerda, som Marie Arnesen kendte fra de islandske sagaer, og som også hendes faster bar. At en ung pige ytrede sig offentligt i en kontroversiel politisk strid, vakte stærkt delte meninger. På det tredje store nationale møde på Skamlingsbanken ved Kolding fremhævede politikeren Laurids Skau indlægget i sin tale som et vigtigt tegn på, at danske kvinder kunne gå med i kampen for modersmålet og fædrelandet. Omvendt latterliggjorde et indlæg i Berlingske Tidende den tanke, at unge piger skulle kunne udtale sig om offentlige forhold og kaldte det et skridt på vejen til kvindeemancipation.

J.L. Heiberg bidrog til pseudonymets berømmelse ved at skrive komedien Valgerda, 1847, hvor han digtede videre på brevepisoden: En ung mand er blevet betaget af den ukendte kvinde bag Valgerdas brev og tror at have fundet hende i en intellektuelt politiserende og praktisk orienteret ung pige på en herregård, som han derfor overilet vil fri til. Han bliver dog i tide klar over, at han foretrækker hendes stilfærdige, men mere dybtfølende kusine. Heiberg sympatiserede med den fædrelandssindede og frimodige Valgerda og ønskede at vise, at kvindelig selvstændighed ikke behøvede at være i modstrid med kvindelighedens sædvanlige væsen. Han havde dermed gjort kvindeemancipation til hovedtemaet i Valgerda, og det foranledigede senere Mathilde Fibiger til at bede ham udgive Clara Raphael, 1851, som for alvor satte kvindeemancipationen på dagsordenen.

Marie Arnesen levede i øvrigt tilbagetrukket; hun var ugift og beskæftigede sig med socialt arbejde som ulønnet underviser i asylskolerne. Hun skrev yderligere nogle få avisindlæg om nationale og kvindesaglige spørgsmål. I 1864 offentliggjorde hun et indlæg i Fædrelandet imod Danmarks nærmere tilknytning til Tyskland, i 1880 skrev hun samme sted imod hustruvold, ligesom hun bidrog til den diskussion om vielsesritualet, som en anden tidlig kvindesagsforkæmper Pauline Worm havde været med til at rejse; Marie Arnesens indlæg udkom som flyveskrift med titlen Svar paa Spørgsmaal, fremsatte i Roskilde Konvent i Anledning af Vielses-Ritualet, 1880.