Margrete Lomholt

Margrete Lomholt voksede op i et kærligt og åbent hjem. Hendes fader var provst på Frbg., hendes moder en fremstående sygeplejerske, der før ægteskabet var fire gange i USA for at videreuddanne sig og først giftede sig ret sent. Der var to børn i ægteskabet. Margrete Lomholt kaldte den godt et år yngre broder Hal, et navn, som den senere teologiprofessor Hal Koch tog til sig. Hun blev student fra Marie Kruses Skole i 1921. Allerede som barn besluttede hun at blive læge og arbejde med børn. Hendes forældre støttede hende på alle måder, og hun boede hjemme i studietiden.

I 1930 tog Margrete Lomholt embedseksamen fra Københavns Universitet og giftede sig med Esbern L., der var blevet læge året før. Han støttede hendes karriere, og målrettet gik hun i gang med en speciallægeuddannelse i psykiatri, idet specialet børnepsykiatri, som hun sigtede imod, endnu langtfra eksisterede. Hun var bl.a. ansat på Bispebjerg Hospital, Rigshospitalet og Skt. Hans Hospital. Margrete Lomholt fik fra 1931 sine fire børn, som hun kaldte lykkelige afbrydelser i karrieren, og det var karakteristisk for hende, at hun livet igennem tog sig tid til hjem og børn. Som en selvfølge havde familien rigelig hushjælp. Hendes mand blev overlæge ved Marselisborg Hospital i 1939, og familien flyttede til Århus. Medfølgende var hans moder, der var enke, en dygtig og trofast husbestyrerinde samt en dreng, som Margrete Lomholt havde fundet på børneobservationshjemmet på Frbg. og havde i pleje i nogle år. De flyttede alle sammen ind i en kæmpestor smukt beliggende villa.

Margrete Lomholt fik ansættelse på Kommunehospitalets børneafdeling, senere på neurologisk afdeling og blev speciallæge i psykiatri i 1944. Samme år blev hun dr.med. på afhandlingen Clinic and Prognosis of Malaria-treated Paralysis om malariabehandling af senfølger af syfilis. Hun var skolepsykiater i Århus 1940-55 og grundlagde her det skolepsykologiske arbejde med åbningen af Skolepsykiatrisk Kontor i 1940, omdøbt til Skolepsykologisk Kontor i 1947, da skolepsykologerne kom til. Desuden var hun praktiserende psykiater 1944-48. I 1948 blev hun afdelingslæge ved Statshospitalet i Risskov og begyndte fra grunden at opbygge børnepsykiatrien vest for Storebælt. Overlæge Erik Strömgren havde været med til at indføre det nye fag på Rigshospitalet omkring 1940 og så det gerne etableret på Risskov med Margrete Lomholt som leder. Samarbejdet mellem de to store personligheder forløb ikke altid helt gnidningsfrit, men respektfuldt. Hun startede i det små med ambulante konsultationer i besynderlige kælderlokaler på Kommunehospitalet og lånte lokaler i Randers, Silkeborg og Horsens. Selvom det nytilkomne fag gav spændinger i forhold til børneafdelingen, lykkedes et samarbejde alligevel. Efter et stort forarbejde blev børnehospitalet i Risskov indviet i 1958 med Margrete Lomholt som overlæge. Det var fremsynet indrettet med hjemligt udstyrede en- og tosengsstuer, og personalenormeringen var god og præget af en bred tværfaglighed, som aldrig før var set på et statshospital. Margrete Lomholt var fremragende til at lytte og påtog sig mange supervisionsopgaver, der fik stor betydning for lægers og andres engagement. Psykoanalysen prægede i høj grad arbejdet, og hun var selv uddannet af den norske Reichpåvirkede psykoanalytiker Nic Waal, som en overgang tilbragte hver anden til tredje weekend i Margrete Lomholts hjem. I den livlige og ukonventionelle uddannelse deltog bl.a. kollegerne Helge Kjems og Anker Østergaard. Waal var yderst dynamisk, og hjemmets børn nød hendes legelyst. På det gamle hospital i Risskov og i andre kredse i Århus gik rygter om tøjlesløsheden både i Margrete Lomholts hjem og på børnehospitalet. Desuden kunne skoler og børneværn være skeptiske over for børnepsykiaternes uformelle væremåde, men efterhånden værdsatte de fleste det nye seriøse arbejde. I 1948 skrev Margrete Lomholt med Børnepsykiatri fagets første danske lærebog, som udkom i 7. udg. 1979. Hun var undervisningsassistent ved Århus Universitet fra 1956 og lektor 1967-70.

Både på hospitalet og i hjemmet var Margrete Lomholt omgivet af progressive personer, hvoraf flere var kommunister, mens hun og hendes mand var kulturradikale, der stod Socialdemokratiet nær. Men de abonnerede på det kommunistiske dagblad Land og Folk. Hun viste ingen særlig interesse for kvindesagen, men var kendt for sin kamp for børnenes vel. I 1948 udtalte hun ved et møde i Århus Lægeforening: “Der tæves fantastisk i udmærkede århusianske hjem og i udmærkede århusianske skoler.” Århus Stiftstidende formidlede budskabet, og det førte til en femårig “kulturkamp” i Århus mellem fremskridtsvenlige forældre og bortforklarende lærere. Selvom de sidste stod sammen som en mur, måtte de til sidst bøje sig for en række triste beviser på deres voldsomme brug af spanskrør. Et direkte forbud kom dog først 1967. I 1950 tog Margrete Lomholt en anden tørn for børnene, da hun sammen med Kjems, forstanderinden for Social-Pædagogisk Seminarium Marie Benedicte Gregersen og ti forstandere fra børneforsorgsinstitutioner udsendte et opråb, der advarede mod straf i opdragelsen og samtidig plæderede for mere og bedre uddannet personale i institutionerne. Det medvirkede til mærkbare reformer. Ægtefællens synspunkter var endnu mere yderliggående end hendes egne, og de var begge med til at stifte Århus Friskole i 1952. Sammen med bl.a. professor Mogens Fog deltog Margrete Lomholt i den første danske kulturdelegation til Sovjetunionen i 1950. Hun modtog Tagea Brandts Rejselegat i 1970.