Lucie Marie Reventlow

Lucie Marie Reventlow stammede fra en af Tysklands højaristokratiske familier. Faderen var officer, og familien levede et kosmopolitisk liv i Tyskland, Italien og Danmark, hvortil der var traditionelle slægtskabsbånd. I 1909 giftede hun sig med lensgreve Christian-Einar R., en af Danmarks største jordbesiddere, der residerede på Brahetrolleborg på Sydfyn. Lucie Marie Reventlow var en charmerende, livlig og udadvendt kvinde, der forstod at udnytte de muligheder, som hendes sociale og økonomiske position gav hende. På mange måder var hun en diametral modsætning til sin indadvendte og noget sky ægtefælle, der fordybede sig i familiehistorien og kunststudier, men forholdet var efter alt at dømme tilfredsstillende for begge parter.

Efter Første Verdenskrig deltog Lucie Marie Reventlow i hjælpearbejdet for wienerbørn, ligesom hun tog sig af faderen og søsteren Naka Haugwitz. De var kommet til Danmark, fordi familiens gods og formue var gået tabt efter krigsafslutningen og revolutionen i Tyskland. Gennem søsterens engagement i Det Danske Pigespejderkorps (DDP), stiftet 1910, blev også Lucie Marie Reventlow inddraget i spejderarbejdet. 1921-33 var hun således formand for DDPs bestyrelse og en af drivkræfterne bag oprettelsen af Spejderskolen i 1922. Forstander for skolen blev Elisabeth Flagstad, der også fungerede som privatlærerinde på Brahetrolleborg. Spejderskolen havde først til huse i Brahetrolleborgs skovridergård, og sammen med Flagstad og søsteren hjalp Lucie Marie Reventlow med til at sætte lokalerne i stand, ligesom hun skaffede møbler fra andre af slægtens godser. Skolen blev drevet som en husholdningsskole. Der var plads til 24 elever, men på grund af den store søgning måtte den allerede efter et år flytte til nyindrettede og større lokaler i en tidligere stolefabrik i Korinth, tæt på Brahetrolleborg. I 1938 døde Flagstad, og da hun ikke havde skrevet testamente, overgik skolen til hendes familie. Men gennem Lucie Marie Reventlows økonomiske støtte lykkedes det året efter Haugwitz at købe den tilbage. Lucie Marie Reventlow så spejderbevægelsen som “den største Afrustningsfactor, – for alle de Unge, Verden over, der har lovet at være Venner – at arbejde for det samme Maal – vil aldrig kunne føre Krig”. På grund af hendes personlige engagement og økonomiske støtte var Brahetrolleborg-Korinth i en lang årrække den centrale akse i pigespejderarbejdet i Danmark. Spejderskolen eksisterer stadig ved årtusindeskiftet, men har fra 1988 fungeret som efterskole i tilknytning til spejderbevægelsen.

I 1928 døde Lucie Marie Reventlows eneste søn Christian Ditlev kun 16 år gammel under et skoleophold i England. Sønnens død knækkede hendes mand, der døde året efter. Dødsfaldene komplicerede yderligere lensafløsningens gennemførelse på godserne Brahetrolleborg, Christianssæde og grevskabet Reventlow i Sønderjylland. Hertil kom, at landbruget i 1930’erne var i dyb krise. Hun var stillet over for udfordringer, hun ikke havde forudsætninger for at løse, og fik næppe den bedste rådgivning; fra et økonomisk synspunkt var det således mindre heldigt, at hun af venerationshensyn valgte at beholde og blive boende på Brahetrolleborg, mens de øvrige besiddelser blev afhændet. I denne forbindelse bidrog hun afgørende til, at hovedbygning og park på gården Pederstrup på Lolland blev overdraget til Reventlow-Museet, der 1940 blev oprettet til minde om statsminister Christian Ditlev R.

Lucie Marie Reventlow tilbragte megen tid på udenlandsrejser, især i England, hvor hun opholdt sig under Anden Verdenskrig og i 1940 giftede sig med en engelsk officer. Hun deltog i Air Raid Precaution’s hjælpearbejde under bombardementerne af London, hvilket hun senere modtog en engelsk medalje for. Lucie Marie Reventlow var endvidere æresmedlem af DDP.

Efter sin anden mands død i 1947 vendte Lucie Marie Reventlow tilbage til Brahetrolleborg, som hun først i 1960 overdrog til svigersønnen Erik Mourier. Hun blev boende på slottet til sin død, næsten 100 år gammel, hvor hun, så langt kræfter og muligheder rakte, stræbte efter at opretholde de traditioner, ikke mindst i forholdet til lokalsamfund, der fra 1700-tallet knyttede sig til stedet og slægtens virke.