Louise von Plessen

Louise von Plessens fader var gesandt i Wien, og her boede hun det meste af sin barndom. Efter at have opholdt sig et par år hos en moster, der var stiftsdame på Vallø, blev hun i 1740 hofdame hos dronning Sophie Magdalene. 1744 ægtede hun Christian Siegfried von P., der efter en militær karriere i 1750 blev amtmand over Københavns amt og to år senere deputeret for finanserne. Efter hans død i 1755 ønskede Louise von Plessen at leve ubemærket. Sammen med sin trofaste veninde baronesse Amalie Charlotte Schack opholdt hun sig derfor mest på familiens landsted Kokkedal i Hørsholm frem for i det store domicil i Bredgade, det nuværende Odd Fellow Palæet, begge opført af faderen. 1761 solgte hun palæet til den kommende magnat H.C. Schimmelmann. Hun var på det tidspunkt optaget af at etablere en opdragelsesinstitution for unge piger på Christianshavn, et projekt, der imidlertid ikke var bæredygtigt.

I 1766 lod Louise von Plessen sig modstræbende overtale til at vende tilbage til hoftjenesten, nu som overhofmesterinde for Christian 7.s dronning Caroline Mathilde. Hun skulle, fortæller hun selv, sørge for “en vis Værdighed og Sømmelighed ved Hoffet”, en opgave, der måtte synes noget nær umulig. Dronningen, der endnu kun var et stort barn, knyttede sig stærkt til hende, og Louise von Plessen gjorde hvad der stod i hendes magt for at beskytte hende mod de fornærmelser, der blev hende til del ved det ejendommelige hof, hvor unge lømler og samvittighedsløse hofsnoge dominerede. Louise von Plessen blev både dengang og af en senere tids historikere beskyldt for at have holdt de to ægtefæller adskilt og herved bidraget til ufreden. Det er dog et spørgsmål, om der har været noget reelt alternativ. På dette tidspunkt turede den sindssyge konge rundt med Støvlet-Cathrine og gjorde byens gader usikre, og intrigemagerne ved hoffet gjorde, hvad de kunne for at sætte kongen op mod dronningen. Nødvendigvis, men mod sin vilje blev overhofmesterinden således samlingspunkt for de standspersoner, bl.a. overkammerherre Ditlev Reventlow, som følte sig tilsidesat i den herskende uorden. Vel ikke helt uden grund opfattedes kredsen som modstandere af den bernstorffske udenrigspolitik omkring en mageskiftetraktat med Rusland om de gottorpske besiddelser i hertugdømmerne. Den holstensk-russiske forhandler C. von Saldern følte sin stilling truet og fik udvirket en kgl. ordre om overhofmesterindens fjernelse fra hoffet. Med få timers varsel blev hun i 1768 tvunget til at forlade tjenesten uden at måtte tage afsked med sin dronning, der først blev adviseret, efter at Louise von Plessen var rejst.

Louise von Plessen begav sig til Kokkedal, men så bange var man for hendes mulige indflydelse, at hun kort efter blev beordret til at forlade landet. Hun tog bolig i den hannoveranske by Celle. Dronningen glemte hende ikke, og 1771 var hun blandt de få modtagere af den nystiftede Mathildeorden. Allerede det følgende år blev også dronningen landsforvist, og de to ofre for den herskende turbulens kunne gense hinanden i Celle. Efter bortvisningen nedskrev Louise von Plessen nogle kortfattede erindringer om tiden ved hoffet i København Mémoire de la cour de Danemark, der senere er udgivet. De er præget af forståelig bitterhed.