Louise Sophie Thora Nimb

Louise Sophie Thora Nimb var Danmarks betydeligste kogebogsforfatter og tillige en fornyer af restaurationsbranchen. Hun var den yngste i en børneflok på ni. Faderen, en jødisk købmand, var indvandret til Holstebro fra Dresden. Moderen, der var født i Hamburg af italienske forældre, var en dygtig husmoder, kyndig i det praktiske og økonomiske og med kunstneriske talenter. Med små midler forstod hun at skabe smukke rammer om familielivet, sang til eget guitarakkompagnement og gav børnene indblik i en verden ud over det materielle. Hun hjalp ægtefællen i forretningerne og deltog aktivt i byens liv. Børnene blev alle inddraget i det huslige arbejde, og Louise Sophie Thora Nimb lærte både husvæsen og kogekunst af moderen og af familiens tjenestepige. I 1852 flyttede familien til København, hvor Louise Sophie Thora Nimb gik i Frøken Rosa Bendixens Skole.

18 år gammel blev Louise Sophie Thora Nimb gift med restauratør Vilhelm N., og sammen overtog de bestyrelsen af Nyholte Kro, som svigerfaderen ejede. Kroen var velbeliggende, her rastede diligencen, godsejernes og de kongeliges vogne. Louise Sophie Thora Nimb indrettede kroen, så den blev hyggelig og bekvem, bl.a. med en dagligstue for de rejsende damer, hvor de kunne hvile sig ved knitrende kaminild. Køkkenkunsten videreuddannede hun sig i ved at knytte sig til kroens dygtige og erfarne jomfru. Men da jernbanen kom, smuldrede grundlaget for forretningen, og i 1863 brød de op for at overtage restauranten i Studenterforeningen. Her stod de både for store fester og for den daglige middag til et par hundrede gæster i to hold. I 1862 havde de fået en søn, som imidlertid døde samme år, og snart efter kom deres to døtre til verden. Ægteparret udvidede i 1868 med restauranten Nytorv 3 og restaurationen i Rigsdagsbygningen. Men det vigtigste blev deres overtagelse af Divan 2 i Tivoli 1877. Her var de kontraktligt bundet til at servere kolde og lune retter, og det udviklede de til fuldkommenhed. Udfordringen i Tivoli var at servere et begrænset antal retter til et bredt publikum, og i Louise Sophie Thora Nimbs hænder ændrede Divan 2 stil og karakter. Fra at være et ret jovialt sted, blev det et sted, hvor både herrer og damer kom, og hvor høj og lav blev behandlet med omhu og respekt. Hjertet var buffeten, hvor Louise Sophie Thora Nimb hjalp gæsterne til rette og overvågede serveringen. Hun tilførte restaurationslivet et kvindeligt element, som var ganske nyt. Som redaktør Peter Nansen skrev, så civiliserede hun det kbh.ske restaurationsliv: “... og naar fru Nimb om Sommeren, stærk og smuk, endnu ungdommelig, stod midt imellem al sin Mad og tog mod smigrende Ord af mætte Gæster, saa var det Spisekunstens Dronning, der hyldedes af skatskyldige Vasaller.” De to døtre var ikke ret gamle, før de kom med i arbejdet og efterhånden overtog ansvarsfulde opgaver. Henriette N. var således kun 17 år, da hun for forældrene overtog ledelsen af Væddeløbsbanens restaurant.

Familien Nimb udvidede til stadighed virksomheden. I 1882 overtog de restaurationen i Industriforeningen, som senere overgik til datteren Zerina N., i 1885 restauranten i det nyåbnede Panoptikon, og 1886 indrettede de restaurant i Erichsens Palæ på Kongens Nytorv. Endelig overtog de restauranten i Officersforeningen og 1896 den i Den Adelige Klub. I 1890’erne havde de endvidere diner transportable, de udbød selskaber i deres private bolig for indtil 30 personer, og Louise Sophie Thora Nimb ledede kurser for vordende husmødre. Overalt kom hendes evne som stilskaber til udfoldelse. Med små midler skabte hun interiører, der i udstyr og farver harmonerede, og hun anskaffede kgl. porcelænsservice. Samtidig deltog hun aktivt i det regnskabs- og forretningsmæssige arbejde. Familien Nimb var driftige, hårdtarbejdende folk med mange jern i ilden, sommetider gik det godt, sommetider galt. Rige blev de aldrig. Louise Sophie Thora Nimb var både aktiv forretningskvinde og familiemenneske. Hun skabte et smukt og livligt hjem for sin familie og deres mange venner. De første år boede de ved Studenterforeningen, men i 1875 flyttede de til Ny Toldbodgade 35. Her logerede i 1880 den unge forfatter Herman Bang hos dem. Han var netop begyndt på romanen Haabløse Slægter, og i den proces blev Louise Sophie Thora Nimb en vigtig støtte. Hun holdt ham til, opmuntrede og trøstede, da retssager fulgte udgivelsen. Han omfattede hende livet igennem med varme og taknemmelighed og skrev smukt om hende ved hendes død i 1903.

Louise Sophie Thora Nimb var praktiker uden formel uddannelse, men hun besad usædvanlige evner for at planlægge og systematisere. Det ses af hendes liv, og det afspejles i hendes bøger. Hovedværket er Fru Nimbs Kogebog, der udkom i 1888. Her præsenteredes tidens internationale, franskudviklede køkken for første gang på dansk i en version, der omfattede hele det klassiske repertoire, men også træk fra Tyskland, England og ikke mindst Danmark. De danske retter blev hermed indplaceret i det internationale køkken. Systematikken var stringent, betegnelser og navne entydige, og opskrifterne gennemarbejdede og klare. Målgruppen var de private hjems fruer, kokkepiger og kogekoner, der fik en håndbog, der satte dem i stand til at præstere store og små middage. Middagsselskaberne blomstrede i anden halvdel af 1800-tallet, og med Fru Nimb i hånden behøvede man ikke at være født ind i miljøet for at tackle det. Hendes angivelse af såvel danske som franske navne sikrede, at ingen faldt igennem, men kunne præsentere middagen på det korrekt skrevne menukort. Fru Nimbs Kogebog var til fest, men så sandelig også til hverdag. Der var opskrifter på stege, men også på fornuftig anvendelse af resterne. Store fiskeretter og plukfisk blev anført side om side. Hors d’oeuvre kunne være østers, men også sild. Hun angav, hvilken kaviar og hvilke trøfler der var bedst, men skrev med lige så stor seriøsitet om kartofler og makrel. Det var ikke råvarernes pris, det handlede om, men deres kvalitet og rette brug. Det var gastronomien, hun førte ind i husholdningerne.

I 1896 udsendte Louise Sophie Thora Nimb en bog om anvendelse af grønsager til vegetarmiddage og en syltebog. Alle tre bøger blev sat ind i en sammenhæng i bogen Menuer, 1897. Her bragte hun eksempler på menuer, dvs. sammensætning af måltider i forskellige befolkningslag og skrev hermed et stykke historie. Hendes historiske interesse mærkedes sporadisk, og da Emma Gad i 1903 udgav værket Vort Hjem, skrev Louise Sophie Thora Nimb ikke om nutidig husførelse, men om køkkenet før i tiden. Hendes tilgang til stoffet var en anden end tidens sædvanlige damestil. Således udgav hun i 1894 Karen, hvis formål var at række en hjælpende hånd til de piger, der gennem en karriere som tjenestepiger forberedte sig til at få eget hus og hjem. I fiktionens form indflettede hun al den viden, der var brug for, men ud fra et klart arbejdsgiverperspektiv, der bl.a. indebar et hierarkisk forhold mellem husmoder og tjenestepiger. Bogen havde i øvrigt navn efter tjenestepigen Karen Jensen fra Louise Sophie Thora Nimbs barndomshjem. 1899 udgav hun en menuordbog på fransk, engelsk, tysk og dansk og året efter en lille bog med opskrifter på tomater, den første i Danmark. Hun søgte ofte råd hos tidens førende forskere. Således samarbejdede hun med havebrugsteoretiker St. Nyeland om syltebogen og med læge Knud Faber om Kogebog og Menuer for Sukkersyge-Patienter, 1900. Baggrunden for bogen var, at hun selv havde fået sukkersyge, hvilket svækkede hende i de sidste år.

Louise Sophie Thora Nimbs døtre fortsatte restaurantvirksomheden, men hendes kogebog, der kom i tre oplag i hendes levetid, gik langsomt i glemmebogen. Gullaschtidens vulgaritet levnede ikke plads til Fru Nimbs stil. Mellemkrigstiden druknede i margarine og smalhans, og op igennem 1940’erne og 1950’erne udpintes det danske køkken af mangel på fornyelse. Da reaktionen kom i 1960’erne med den gastronomiske bølge, som bl.a. Grete Grumme og Lilian Kaufmann repræsenterede, var det fortrinsvis udenlandsk inspiration, man søgte. Først i 1990’erne vågnede interessen for de danske rødder, og Louise Sophie Thora Nimbs kogebog blev genudsendt i 1996.