Louise Sahlgreen

I 1830, da Louise Sahlgreen var 12 år gammel, forliste hendes fader med skib og mandskab, hvilket efterlod moderen med mange munde at mætte. Samme år blev Louise Sahlgreen elev på Giuseppe Sibonis konservatorium, hvor hun i tilgift til en fortrinlig sanguddannelse fik kost, klæder og undervisning i de almindelige skolefag. I 1834 optrådte hun ved en aftenunderholdning til fordel for konservatoriet, og to år senere blev hun ansat som korist ved Det Kgl. Teater. Hendes fyldige, høje sopranstemme blev i 1840’erne yderligere uddannet af den italienske kapelmester Paolo Sperati fra Hofteatret.

Med et udseende, der mildest talt lå fjernt fra romantikkens skønhedsideal, syntes Louise Sahlgreen at være henvist til kun at gøre tjeneste i koret. Men i 1842 formåede hun i al hast at springe ind i rollen som barnet Gemmy i Wilhelm Tell, og i de følgende år sang hun med succes flere drengeroller, fx pagen i Huguenotterne og Cherubini i Figaros bryllup. Efter således at have demonstreret sin solistiske stemmekvalitet blev hun i 1845 fastansat som sangerinde ved Det Kgl. Teater. Skønt hendes fremtoning gjorde hende bedst skikket til de komiske madammeroller, hun udførte i Capricciosa og Et Eventyr i Rosenborg Have, kom hun i kraft af sin omfangsrige stemme og fremragende teknik også til at synge en række dramatiske roller som Elvira i Don Juan, Anna i Jægerbruden, Gertrud i Hans Heiling og titelpartiet i Norma. Endog koloratur-sopranpartiet som kejserdatteren Vitellia i Mozarts Titus bestred hun. Gennem mange år var hun desuden en bærende kraft ved teatrets passionskoncerter, der blev holdt i Vor Frue Kirke.

Ofte medvirkede Louise Sahlgreen også ved Musikforeningens koncerter, og ligesom altsangerinden Josephine Zinck gjorde hun sig her gældende både som solist i værker for kor og orkester og som liedsanger. Navnlig i tiden efter 1850, da Niels W. Gade var tiltrådt som dirigent, og repertoiret blev stærkt præget af Leipzig-romantikerne, kom hun til at spille en fremtrædende rolle, idet hun bl.a. fremførte solosange og duetter af Felix Mendelssohn og Schumann. I 1854 sang hun elverkongedatteren i den første opførelse af Gades Elverskud, og i 1859 var hun den første dryade i J.P.E. Hartmanns korværk Dryadens Bryllup. Ved udgangen af sæsonen 1867-68 fik hun sin afsked fra Det Kgl. Teater, og i 1869 optrådte hun for sidste gang i Musikforeningen. Måske i erindring om sin egen beskedne herkomst tog hun sig varmt af den senere skuespillerinde Betty Hennings, hvem hun opmuntrede til at gøre springet fra balletten til skuespillet.