Josephine Zinck

Josephine Zincks bemærkelsesværdige stemmegaver blev opdaget, allerede mens hun gik i skole, og som barn optrådte hun i det musikalske selskab Rekreationen. Hendes stemme, der var en udpræget alt, skal have været så omfangsrig, at hun kunne synge både den høje og den dybe stemme i en duet. Gennem halvandet år fik hun sangundervisning af operasanger Peter Schram, hvorpå hun blev elev af komponisten og sangpædagogen Carl Helsted.

Josephine Zinck indledte sin musikalske karriere i Musikforeningen, hvor hun blev medlem af koret og i 1851 debuterede som solist i et uddrag af E.N. Méhuls opera Uthal. Gennem de næste tyve år blev hun en af de oftest benyttede solister ved Musikforeningens koncerter, der fra 1850 havde Niels W. Gade som dirigent. Josephine Zinck sang i adskillige af Gades værker, bl.a. var hun 1854 moderen i førsteopførelsen af balladen Elverskud, 1858 sang hun Agnete i en scene af Agnete og Havfruerne, ligesom hun var Frigge i korværket Baldurs Drøm. Sammen med Julius Steenberg introducerede hun Schuberts og Schumanns sange for et dansk publikum. Hendes stemmepragt og dramatiske nerve kom særlig til sin ret i Peter Heises store sange og ballader, fx Bergliot og Genovevas Sang. Heise, som satte stor pris på at høre hende synge, tilegnede hende i 1864 sangkredsen Mellem Sivene. Med inderlighed og patos udførte hun også et ældre repertoire, og hun sang uddrag af Glucks, dengang så godt som ukendte, operaer Alceste og Orfeus.

I 1857 videreuddannede Josephine Zinck sig hos den fremtrædende sangpædagog M. Garcia i London, og efter en vellykket solosangaften, som hun i 1858 afholdt i Casinos store sal, fik hun samme år sin debut på Det Kgl. Teater. Skønt hendes spil ikke var på højde med hendes brillante sanglige formåen, udførte hun frem til 1871 en lang række roller på teatret, fx Mor Ingeborg i Liden Kirsten, Sextus i Titus, Klytemnestra i Iphigenia i Aulis, Orsini i Lucrezia Borgia og Martha i Faust. Rollen som Azucena i Troubaduren blev hun først betroet, efter at Charlotte Bournonville i et par sæsoner havde udført den mindre tilfredsstillende. I 1869 havde hun orlov fra teatret for på Gades anbefaling at synge i Leipzig, hvor hun bl.a. præsenterede det tyske koncertpublikum for sange af Heise. Bortset fra en gæsteoptræden som operasanger i Brunsvig afslog hun yderligere tilbud fra udenlandske operascener. Hendes sidste store rolle på Det Kgl. Teater blev Ortrud i Lohengrin, som hun ved førsteopførelsen i 1870 sang med “stor Kraft og Skjønhed”. Fra sæsonen 1871-72 var hun sygemeldt i længere tid, men til trods for at hun varslede sin tilbagevenden til teatret, modtog hun i 1874 sin afsked.