Louise Hegermann-Lindencrone blev fra barnsben opmuntret til at beskæftige sig med kunst og litteratur; fra sit 15. år publicerede hun digte i årbøger og tidsskrifter. Bedstefaderen Christen Lindencrone havde tjent en formue i Ostindisk Kompagni og købt godset Gjorslev på Stevns, hvor han forbedrede forholdene for bønderne, indførte kartoffeldyrkning og byggede skoler; han blev adlet i 1756. Louise Hegermann-Lindencrones fader skrev lejlighedsdigte og oversatte Grimms eventyr, moderen var datter af Sjællands biskop Ludvig Harboe. Ud over denne kulturelle bagage medbragte Louise Hegermann-Lindencrone en betydelig formue i ægteskabet med officeren Johan H.-L., som i 1818 blev adlet og endte sin militærkarriere som generalløjtnant i stor gunst ved hoffet. Når han lærte soldaterne eksercits, boede den børnerige familie i Kastellet og ellers i villaen Rolighed ved Kalkbrænderihavnen, hvor Louise Hegermann-Lindencrone holdt salon for kredsen omkring Adam Oehlenschläger.
Louise Hegermann-Lindencrone udsendte sine tre litterære hovedværker under eget navn, to læsedramaer Eleonora Christina Uhlfeldt, 1817, og Troubadouren, 1820, og en novellesamling Danske Fortællinger, 1825. Historierne udspiller sig alle i fortiden, men hovedtemaet er kvindens sociale situation og udviklingsmuligheder set fra Louise Hegermann-Lindencrones eget perspektiv. Troubadouren foregår i Middelalderen og har ligesom Oehlenschlägers Correggio, 1811, som hun beundrede, en kunstner i hovedrollen; sangeren Olivier lovpriser naturens guddommelighed i dansk romantiks lyriske sprog, men dramaet kommer først i gang, da hans lille søn bliver bortført, hvorved hustruens moderfølelse udfoldes. Louise Hegermann-Lindencrone hengav sig til rollen som moder og hustru, men mente, at kvinden kunne have en videre samfundsmæssig betydning. Både i Eleonora Christina Uhlfeldt og i to af historierne fra Danske Fortællinger er Leonora Christina billedet på denne mere indflydelsesrige kvindetype. I dramaet vælger hun at efterlade sine mindre børn i en ældre datters varetægt for at dele Corfitz Ulfeldts skæbne i landflygtigheden; Louise Hegermann-Lindencrone bruger her det historiske stof, som Oehlenschläger langt senere tog op i Dina, 1842. I Faster Dorothea møder vi barnet Leonora Christina som kongens yndlingsdatter; det er en kriminalhistorie og Louise Hegermann-Lindencrones bedst skrevne fortælling, som også blev trykt på tysk og engelsk. Den romanlange historie Billedet, som er hendes mest personlige arbejde, handler om en hollandsk kvinde, der som barn møder Ulfeldtparret som ambassadører i Haag og bevarer billedet af deres fornemme væsen som et indre ideal, samtidig med at hendes skæbne konkret flettes sammen med deres. Forholdet mellem den fiktive og historiske hovedperson i Billedet minder om forholdet i Steen Steensen Blichers Brudstykker af En Landsbydegns Dagbog, 1824, mellem degnen og Sophie, som er et dæknavn for Marie Grubbe. Louise Hegermann-Lindencrone foregreb som prosaist Thomasine Gyllembourgs noveller, men valget af historisk stof, som hang sammen med hendes adelige baggrund, fængslede ikke læserne i samme omfang som Gyllembourgs Hverdagshistorier. Louise Hegermann-Lindencrones store korrespondance med især Peder Hjort, som han udgav i Udvalg af Breve, 1867, rummer interessante overvejelser over den kvindelige forfatters forhold til offentligheden.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.