Louise (Christian 9.s dronning)

Da Louise i 1863 ved Christian 9.s tronbestigelse blev dansk dronning, betegnede det et farvel til det oldenborgske dynastis epoke og et goddag til den glückborgske æra. Forud havde fire rivaliserende slægter hævdet deres arveretlige krav på den danske trone. Louise var i nærmere familie med den barnløse, sidste oldenborger Frederik 7. end sin ægtefælle, og da hendes brødre gav afkald på deres arvekrav på tronen i hendes favør, overdrog hun 1851 sin arveret til sin mand. Hun blev kronprinsesse i 1853, efter at de nordiske lande og de europæiske stormagter i Londontraktaten 1852 havde anerkendt Christian som tronarving, og han desuden i den danske tronfølgelov året efter blev anerkendt som sådan. Louises forhold til Frederik 7., der modarbejdede hendes mands tronkandidatur, var anspændt. Desuden nærede begge ægtefæller en utilsløret modvilje mod kongens hustru til venstre hånd Louise Danner, som de ikke ønskede at omgås.Louise var født i det tyske kurfyrstendømme Hessen. Hun havde tilbragt det meste af sin barndom og de unge år i København, da hendes familie gennem flere generationer var nært beslægtet med det danske kongehus. Ægteskabet med den temmelig farveløse Christian 9. synes at have været et inklinationsparti. Deres harmoniske forhold blev også sammensvejset af den beherskede modtagelse, hans tronkandidatur fik i politikerkredse, og af hans defensive position 1863-64 som den vaklende helstats forsvarer. Hendes loyalitet var til stor støtte for den konservative ægtefælle, der hjemme som ude hævdede sin mandlige førsteplads, men var dybt afhængig af hende, hvis intelligens, menneskeklogskab og psykiske styrke var større end hans. Deres levevis på en smal økonomi som børnerigt og familiecentreret par i Det gule Palæ i Amaliegade havde et borgerligt-puritansk og uglamourøst tilsnit, de som kongepar ikke ganske lagde bag sig. Udadtil skabte de indtryk af at være royale eksponenter for et betragteligt mere solidt og velfungerende familieliv end forgængerens. Indadtil blev den yngste datter Thyras skandaliserende kærlighedsforhold til en ordonnansofficer 1870-71 og nedkomst med et barn i udlandet en belastning, som Louise formåede at gøre til en velbevogtet familiehemmelighed over for den danske offentlighed. Som dronningetype søgte den stilfærdige Louise ikke publicity og opdyrkelse af en bred, social kontaktflade til befolkningen. Hendes politiske interesser havde sit fokus i en dynastipolitik, der var præget af ægteparrets stærkt antityske holdninger. Hun brugte sin indflydelse på at få flere af sine børn placeret i prestigegivende ægteskaber, som knyttede det danske kongehus til bl.a. de britiske og russiske stormagter samt til Sverige og Grækenland. Som den danske småstats majestæter fik hun og Christian 9. med disse forgrenede slægtsforbindelser international status som “hele Europas sviger- og bedsteforældre”. Mediebevågenheden over for de årlige, store familiesammenkomster på hendes yndlingslotte Bernstorff og Fredensborg bidrog til at øge parrets voksende folkelige popularitet i hendes senere leveår.Louise satte en række friske spor inden for filantropien i Danmark. Hun var protektor for talrige godgørende foretagender af ældre og nyere dato, bl.a. Kronprinsesse Louises praktiske Tjenestepigeskole og Dronning Louises Børnehospital. Allerede i 1857 tog hun initiativ til Louisestiftelsen, det næstældste børnehjem i Danmark, åbnet 1862 ved Sorø for forældreløse pigebørn med henblik på at forberede dem til et senere liv som tjenestepiger. Louises mest markante initiativ var Diakonissestiftelsen på Frbg., oprettet i 1863 med Louise Conring som første forstanderinde. Louise var blevet bekendt med diakonien under et besøg hos Frederik 7.s tidligere hustru prinsesse Mariane af Mecklenburg-Strelitz, og med støtte fra bl.a. enkedronning Caroline Amalie introducerede hun i Danmark den form for evangelisk-diakonalt arbejde, som den tyske pastor T. Fliedner havde grundlagt med den internationalt kendte diakonisseanstalt i Kaiserswerth. Sammen med sin kabinetssekretær Sophus Hennings, der tog sig af den praktiske udførelse af hendes filantropiske projekter, stod hun bag Foreningen til Oprettelse af Friskolebørneasyler i Københavns Arbejderkvarter, oprettet 1891. Sigtet var at få skabt eftermiddagsinstitutioner, forløbere for de senere fritidshjem, for skolesøgende børn og unge i de befolkningstætte brokvarterer. Hun synes også at have været hjernen bag Belønnings- og Forsørgelsesforeningen for Tyender i København og på Frbg. Den blev lanceret i 1881 som forsøg på at stabilisere tyendearbejdsmarkedet, motivere tjenestepiger til sparsommelighed og præmiere lang og tro tjeneste med brudeudstyr samt yde bistand ved overgang til selvstændigt erhverv, ved sygdom og ved alderdom. Frygt for socialismens og arbejderbevægelsens fremmarch var også en motiverende faktor bag foretagendet, skabt som en blanding af herskabelig filantropi og hjælp til selvhjælp i 1880’ernes hårde indenrigspolitiske klima.Louise var veluddannet, berejst og sprogkyndig. Sin sans for maleri og sin musikalitet udfoldede hun langt op i årene. Amatørtalentet blev plejet af den undervisning, bl.a. billedkunstneren Niels Simonsen og komponisten Fr. Kuhlau havde bibragt hende. Den indvandrede polsk-tyske maler Elisabeth Jerichau Baumann nød godt af hendes venskab, og Louises protektion var med til at skaffe Jerichau Baumann karrieremæssige kontakter til flere europæiske konge- og kejserhuse. Enkelte af Louises egne billeder blev udstillet, og hun skænkede bl.a. et af sine værker, en altertavle, til Gentofte Kirke. Som gammel blev hun belastet af døvhed. To diakonisser fra stiftelsen, som hun anså for at være sit vigtigste velgørenhedsværk og betænkte testamentarisk, plejede den alderdomssvækkede dronning i slutningen af hendes liv. Louise sad på tronen i 35 år, en længere periode end nogen anden dansk dronning.