Lone Bastholm

Lone Bastholm blev født i Grønland, hvor hendes forældre arbejdede som læge og sygeplejerske. Familien flyttede snart efter til Danmark, men glemte fødselsattesten. “Et barn er født, vist nok et pigebarn,” stod der på den eftersendte attest. Og det er, har Lone Bastholm siden sagt, desværre den eneste gang, der har været tvivl om den ting, for i hendes barndom lærte piger at være flittige og venlige, og undgå vrede og aggressivitet. Barndomshjemmet var præget af interesse for kultur, nysgerrighed over for livet samt respekt for andre mennesker og deres holdninger. Med denne ballast kastede Lone Bastholm sig ud i en karriere, der er blevet kaldt “en serie flotte salto’er i dansk kulturliv – i flyvende trapez og uden sikkerhedsnet”.

Efter studentereksamen fra Frbg. Gymnasium i 1953 studerede Lone Bastholm fransk på Sorbonne og klassisk ballet i Paris. Atter hjemme i Danmark arbejdede hun i nogle år freelance som danserinde, bl.a. ved Pantomimeteatret i Tivoli. 1960-65 var hun ved Odense Teater, først som elev, siden som skuespiller, inden hun flyttede med sin norske ægtefælle Eigil Nansen til Oslo, hvor hun læste teaterhistorie på universitetet og arbejdede som instruktørassistent på Oslo Ny Teater. I 1969 blev hun skilt, flyttede til København og arbejdede som speaker ved Danmarks Radio. Hun tog bifag i teatervidenskab ved Københavns Universitet 1972 og redigerede i en årrække radioprogrammet Dramatisk forum. I 1976 debuterede hun som sceneinstruktør med den norske forfatter Bjørg Viks debatstykke Om fem kvinder, og i de følgende år instruerede hun adskillige skuespil med kvindepolitisk indhold med Jøsses piger på Århus Teater i 1978 som et af højdepunkterne. Samtidig høstede hun ros for vellykkede instruktioner af den svenske forfatter, hendes senere ægtefælle P.O. Enquists dramatik, bl.a. Chez nous, 1977, på Værkstedsteatret i Odense og Tribadernes nat for Radioteatret året efter.

I 1978 blev Lone Bastholm skuespilchef på Det Kgl. Teater, en post med tradition for øretæver. Teatret var i disse år udskældt af pressen for at være elitært og konservativt. Samtidig havde skuespillet dårlige scenevilkår, ligesom økonomien skrantede. Mens Lone Bastholm var skuespilchef, blev der foretaget en større ombygning af Gamle Scene, og skuespillet var derfor i et par år henvist til at spille i Stærekassen, der blev karakteriseret som Europas grimmeste og mest uanvendelige skuespilhus. Samtidig fik Lone Bastholm dog en gammel drøm opfyldt, idet der blev etableret en ny intimscene, Gråbrødrescenen, i Kvindernes Bygning i Niels Hemmingsens Gade. Ombygningen var ledsaget af krav om besparelser på teaterdriften, og chefgruppen mødte voldsom kritik. Lone Bastholm lærte i de år at “barske sig op” og træffe ubehagelige beslutninger, men samtidig pointerede hun vigtigheden af at hæge om sin sårbarhed og tilføre ledelsesrollen både mandlige og kvindelige egenskaber. Det sidste har hun skrevet om i Kvindens plads, en antologi fra 1984 om kvindelige ledere. Trods alle besværligheder gik det godt for skuespillet i hendes tid som chef. Publikum strømmede til, repertoiret var alsidigt med både klassiske og moderne stykker, såvel danske som udenlandske. Unge skuespillere og nye instruktører inspirerede til en fornyelse af skuespillet bort fra den traditionelle, naturalistiske stil. Fra de år kan nævnes Nils Schous skuespil Marx og Coca Cola på Gråbrødrescenen i 1981, Astrid Saalbachs Dansetimen, 1986, i Line Kroghs instruktion og adskillige opsætninger af den svenske forfatter L. Noréns stykker. Opførelsen af P.O. Enquists dramatik står som højdepunkter fra disse år, især Fra regnormenes liv, der 1981 var åbningsforestilling på Gråbrødrescenen. Lone Bastholm var skuespilchef i otte år og blev ridder af Dannebrogordenen i 1985. Da hun gik af året efter, karakteriserede hun sine arbejdsår på teatret som de morsomste og mest interessante i sit liv, men også som meget slidsomme. Hun advarede mod de store økonomiske nedskæringer, som hun mente ville gøre det umuligt at opretholde kvaliteten i teatrets arbejde.

Lone Bastholm skiftede atter spor og blev i 1986 presse- og kulturråd ved den danske ambassade i Paris. Her blev hun leder og koordinator af de mange projekter, der var planlagt i anledning af det dansk-franske kulturår, som erhvervslivet ventede sig meget af. Det blev kun til knap to år på posten, idet det nyoprettede TV2 i 1988 lokkede med en stilling som fiktionschef. Lone Bastholm kunne ikke modstå den udfordring, det var at bygge en ny institution op. Hun havde ambitioner om, at kanalen skulle være opsøgende og nyskabende inden for dansk tv-fiktion, men blev snart klar over, at økonomien hindrede det. En stor del af indtægterne skulle skaffes via reklamer, og hun gjorde sig til talsmand for at opbløde de stramme regler for varighed og placering af reklameblokke. Fra 1993 har hun fungeret som kulturredaktør på kanalen og her tilrettelagt udsendelser af høj lødighed om kunst og kunstnere, bl.a. et meget rost portræt af Ghita Nørby i 1994 og en udsendelsesrække om Det Kgl. Teater bag kulisserne Tyl, sved og tårer, sendt i 1999.

Lone Bastholms karriereforløb har ikke været planlagt. Men hun har haft en usædvanlig evne for det, hun kalder serendipity, et udtryk, der kommer fra et eventyr om to prinser, der drog ud fra landet Serendipi og klarede sig godt i verden, fordi de mødte alt fremmed og uventet med den ballast, de havde med sig hjemmefra. Således har Lone Bastholm også været i stand til at bruge sine kvaliteter og erfaringer fra et alsidigt liv som udøvende, formidlende og administrerende i dansk kulturliv.