Astrid Saalbach

Astrid Saalbach er en af sin generations betydeligste dramatikere. I en tid med meget underholdningsteater har hun fastholdt dramaet som et medium for eksistentielle overvejelser og vist, at æstetik og holdning ikke er uforenelige størrelser. Astrid Saalbach skriver i en realistisk og nøjsom stil, som samtidig rummer poetiske og surreelle indslag. Karakteristisk er, at den psykiske og fysiske virkelighed får lige megen vægt. Med sin registrerende, næsten nøgterne og samtidig stærkt sansende stil forbinder Astrid Saalbach sig med kvindelige forfattere som Inger Christensen og Vibeke Grønfeldt. Forfatterskabet byder hverken på løsninger eller moralske domme. I stedet kredser Astrid Saalbach om det moderne menneskes angst. Stærkest angsten for de fremmede, som hun fremstiller som en spejling af en individuel, livstruende angst for det fremmede og kaotiske i det enkelte menneske selv. Angsten skaber paranoia, intolerance og frygt for forandring, fordi selv den mindste uorden kan vælte de skrøbelige systemer, som det fx fremgår af tv-spillet Myung, 1988. Det handler om et ægtepar, der adopterer en femårig koreanerpige, men som ikke har rummelighed nok til at klare, at pigen allerede er sin egen og dermed en fremmed. Pigen bliver en katalysator, der bringer alle ægteparrets fortrængninger frem.

Astrid Saalbach voksede op i Snekkersten og blev student fra Helsingør Gymnasium i 1975. Den brændende ungdomsdrøm om at blive skuespiller gik i opfyldelse, da hun som 19-årig strøg direkte ind på Statens Teaterskole, hvor hun uddannede sig 1975-78. På skolen, hvor eleverne bl.a. blev trænet i at spille uden ord for i stedet at udtrykke sig gennem kroppen, skærpedes hendes sensibilitet over for det nuancerede sprog, der ligger i gestik og bevægelser. Evnen til at notere de mindste kropslige reaktioner har således været karakteristisk for hendes produktion. Som færdiguddannet skuespiller havde hun forskellige teaterroller, men efterhånden blev der længere mellem engagementerne. I en periode som arbejdsløs besluttede hun at bruge sin situation til noget produktivt og begyndte at skrive. Hun startede med hørespil, og for debuten Spor i sandet, 1981, fik hun 1983 Nordisk Radiospilspris. De følgende to arbejder Bekræftelsen, 1981, og Skyggernes børn, 1983, var ligeledes lavet for radio. Efter et tv-spil 1984 debuterede hun året efter som skønlitterær forfatter med novellesamlingen Månens ansigt. Det var en sikker debut, holdt i en lavmælt stil med hverdagsscener, hvor dramatikken ligger i små brud og psykiske temperatursvingninger. Et typisk eksempel er novellen Kødet, hvor en mand får sine tre store døtre på besøg. Til middag optør han den sidste ret, som hans nu afdøde kone nåede at lave. Da det går op for døtrene, hvad de spiser, kan to af dem næsten ikke få maden ned, og den ene finder pludselig sin kæreste frastødende og grådig. For den tredje datter derimod bliver måltidet en nadver, en hellig handling.

I julen 1985 fik Astrid Saalbach og hendes mand, musikeren Jens Kaas, deres første søn. Tre uger efter stod hun på Folketeatret og overværede prøverne på sit første skuespil Den usynlige by, der var et bestillingsarbejde fra teatrets direktør Preben Harris. Scenen var et plejehjem, og stykket handlede om den grusomhed, der trives inden for små lukkede systemer, hvor alle er magtesløse, men netop derfor bruger den lille magt til at undertrykke hinanden. Stykket, der var med til at rejse debat om de ældres forhold, rummede en stærk indignation over institutionaliseringen af døden og det kyniske blik som samfundet har på ældre mennesker. Samme år uropførtes et andet drama af Dansetimen på Gråbrødrescenen. Et tilbagevendende tema hos Astrid Saalbach er symbiosen mellem offer og bøddel, hvor det undertiden er offeret, der selv skaber sin bøddel.

For Astrid Saalbach har der ikke været noget skarpt skel mellem de litterære genrer, og i 1988 debuterede hun således som romanforfatter med Den glemte skov. Den handler om Milena, en 30-årig kvinde, der får at vide, at hendes moder, der døde meget tidligt, faktisk blev myrdet, og at mordet aldrig blev opklaret. Den nye viden omkalfatrer hendes erindring og sætter en række skæbnesvangre identifikationer med moderen som offer i gang. Også hendes anden roman Fjendens land, 1994, handlede om relationen mellem moder og barn. Moderen forskanser sig i sin egen verden med barnet, mens faderen bliver ved med at være en fremmed, som med en enkelt gestus kan forvandle sig til en imaginær fjende. “Der findes handlinger, som får den, der udfører dem, til at passere grænsen for sin egen identitet,” har Astrid Saalbach udtalt i et interview, der peger lige ind i kernen af dramaet Aske til aske, støv til støv. Dette stykke afsluttede i 1998 dramatrilogien Morgen og aften, 1993, og den apokalyptiske komedie Det velsignede barn, 1996. Aske til aske, støv til støv, som hun skrev efter at have genlæst de klassiske græske dramaer, er en moderne variation over Medea-myten. Heri tematiseres passionen og kærlighedens destruktive kraft samt videnskabens fallit over for de menneskelige uberegnelige faktorer. 1999 kom den anmelderroste Den hun er.

Dansk dramas svære vilkår har ligget Astrid Saalbach meget på sinde, og 1984-98 var hun medlem af bestyrelsen for Danske Dramatikeres Forbund. 1987-89 var hun medredaktør af det litterære tidsskrift Kritik og 1992-94 tilknyttet Århus Teater som husdramatiker. Desuden har hun været medlem af bestyrelsen for Kulturfonden og af repræsentantskabet for Statens Kunstfond. Astrid Saalbach har modtaget en række legater og hædersbevisninger, bl.a. Danske Dramatikeres Forbunds Hæderspris 1995 og Holberg Medaillen 1996. I 1997 blev hun tildelt den livsvarige ydelse fra Statens Kunstfond.