Vibeke Grønfeldt

Vibeke Grønfeldt voksede op på en gammel slægtsgård i Nordby på Samsø. Da hun var fem år, døde faderen. Den tidlige oplevelse af at miste og det efterfølgende savn har kastet sine egne skygger i et imponerende vedholdende forfatterskab, der frem for alt stiller skarpt på forandringer og sammenbrudstendenser i provinsmiljøer. Efter otte års skolegang forlod Vibeke Grønfeldt skolen og købte sig en skrivemaskine for de penge, som egentlig var blevet sparet op til en motorcykel. I stedet for at rejse ud i verden på ryggen af en kværn valgte hun bøgerne og skriveriet og besluttede sig for at fortsætte barndommens øbotilværelse på Samsø, hvor hun siden har boet.

Efter at have fået sine første manuskripter retur fra flere forlag fik Vibeke Grønfeldt i 1975 sin debut med romanen Djævlens trekant, snart efterfulgt af endnu en roman Din tavshed er min skrift på væggen, 1976. I bøgerne ses spor af Efterkrigstidens moderniseringsproces, provinsmiljøets begyndende opløsning og de sammenstød, opbrud og menneskelige skæbner, som fulgte i kølvandet på fremvæksten af et moderne samfund. I Din tavshed er min skrift på væggen, hvor fortællingens ramme er et sindssygehospital, skildrer Vibeke Grønfeldt civilisationskritisk, men lavmælt menneskers berøringsangste liv. Psykosen eller de altid kværnende tanker er trådt i stedet for den fælles samtale. Tabs- og modernitetserfaringerne sætter hun også i tale i de efterfølgende romaner Sommerens døde, 1978, Den første sne, 1979, og i forfatterskabets eneste novellesamling Baglandet, 1981. I Sommerens døde møder læseren kvinderne Franziska og Christine, der begge kommer fra landet og rammes af sammenstødet mellem land og by. Christine har tidligt opsøgt byen og er havnet i et eksistentielt tomrum, mens Franziskas nedtur først begynder, da den moderne udvikling bryder ind i hendes liv på landet.

I romanen Den blanke sol fra 1985, der er fortalt fra en lille piges synsvinkel, skildrer Vibeke Grønfeldt igen, hvorledes landbrugssamfundets modernisering fører til indre krise og sammenbrud i familien. Barnet udvikler en psykose, selv sproget og den mening, det kunne etablere for hende, sprænges itu. Bogens grumme logik består således i den store histories indgriben i den enkeltes liv og de store tab, der bliver følgen. Barnet, der mister eller svigtes, er en hyppigt forekommende figur i forfatterskabet, der også tæller mængder af alkoholikere, ludere, syge, eneboere, mislykkede forfattere og andre skæve eller sære eksistenser. Marginaliserede og udstødte er fx personerne i såvel Tidens tilbud, 1983, Stenbillede, 1986, som i det fabulerende og monumentale romanværk Mulighedernes land fra 1989, der med sit mylder af personer og typer fra alle mulige lag i samfundet skildrer træk af Efterkrigstidens historie i Danmark. At dømme ud fra forfatterens nærmest kliniske registreringer af ødelagte skæbner levner vækstsamfundet ikke mange muligheder for menneskeligt nærvær og ægte kontakt. Når de basale værdier og livsmønstre forsvinder, er mennesket, siger Vibeke Grønfeldt indirekte, henvist til en ødelagt verden, der emmer af grådighed, magt og manipulation. Også i robinsonaden Opdagelsen, 1993, lader hun civilisationskritikken komme til syne i skildringerne af drengen Hans’ aleneliv på en menneskeforladt ø efter krigen og hans senere konfrontation med plejeforældre, skole og samfundsregler.

Overalt i forfatterskabet, der inden for en 20 års periode omfatter 13 romaner og en novellesamling, fornemmer læseren Vibeke Grønfeldts motto “Virkeligheden er større end fantasien.” Trods alt det sære og forvrængede i hendes litterære univers, der ofte er beskrevet som vanskeligt tilgængeligt, er det virkeligheden og de store og små historier i menneskers liv, som hun på en stille og skarpsynet måde lægger stemme til. Dette mærkes især i nogle af de senere værker, fx i Et godt menneske, 1995, der fortæller en aldrende malersvends historie, i Et let liv, 1996, og ikke mindst i romanen I dag, 1998, der markerer et nyt kunstnerisk højdepunkt i forfatterskabet. Med en underspillet, nærmest objektiv stemmeføring skildrer bogen et lille provinssamfund og dets indbyggere gennem et halvt århundrede fra 1950’ernes landbrugssamfund til hverdagen med tv og fastfood anno 1996. I 30 korte livsforløb, skrevet i en slags dagbogsform, fremviser forfatteren her en vifte af mennesker, deres sorg, glæder, drømme om kærlighed og bristede illusioner. Hun hverken dømmer eller fordømmer personer og begivenheder, men lader det være op til læseren at tænke og opleve. Vibeke Grønfeldt er gennem årene blevet interviewet i forskellige sammenhænge, men har aldrig deltaget direkte i den offentlige litteraturdebat. Hun modtog i 1976 Thit Jensens Forfatterlegat og er siden blevet tildelt en række legater og litteære priser, bl.a. den prestigefyldte Det Danske Akademis Store Pris 1996 og Tagea Brandts Rejselegat 1999.