Liss Burmester

Som barn gik Liss Burmester til gymnastik hos Agnete Bertram, der i 1920’erne og 1930’erne skabte sin egen stil inden for kvindegymnastikken. Allerede i skoletiden underviste Liss Burmester sine kammerater i gymnastik, og nogle år senere stod hun selv for en fornyelse af kvindegymnastikken. Hun fik realeksamen fra Den Classenske Legatskole i København, og efter et opgivet forsøg på at blive sygeplejerske uddannede hun sig med økonomisk støtte fra sin broder Willy B. til gymnastik-, danse- og svømmelærerinde på Paul Petersens Institut 1936-38. Her var undervisningen inspireret af en ny retning inden for tysk kvindegymnastik, udviklet af H. Medau. Medaugymnastikken var karakteriseret af totalbevægelser, ofte med brug af håndredskaber som køller og bolde til forlængelse af kroppens bevægelser. Efter eksamen underviste Liss Burmester på danseskoler og i foreninger, ligesom hun oprettede private hold. Samtidig videreuddannede hun sig hos tre forskellige gymnastikpædagoger, som hver især prægede hendes faglige udvikling. Hun var på universitetet i Helsingfors hos Hilma Jalkanen, og i to år studerede hun hos Else Hamburger, som havde et gymnastikinstitut i København Desuden fulgte hun kurser i rytmisk dans hos finnen Maggi Grippenberg. I 1941 var hun klar til at oprette sit eget gymnastikinstitut, som ca. 1950 blev udvidet med en treårig uddannelse for gymnastiklærerinder.

Fordi Liss Burmester havde oplevet spændinger i lænd og nakke hos sig selv og andre gymnaster, ønskede hun at finde frem til en gymnastik, som kunne modvirke kropslige skavanker. Kroppens balance, tyngde og elasticitet var vigtige faktorer i hendes gymnastik, som hun kaldte bevægelseskultur, og som andre ofte har kaldt jazzgymnastik. Den omfattede grundøvelser, fritstående øvelser og fri bevægelse med musikledsagelse, som ofte var jazz og rytmisk musik. Grundøvelserne var fx rulninger og kolbøtter, der skulle give smidighed, kraft, behændighed og forebygge infiltrationer i nakke, skuldre og lænd. De fritstående øvelser var karakteriseret af gennemløbende bevægelser, “kropsbølger”, startende fra fodleddene gennem knæled, hofteled til hvirvelsøjlens led. Bevægelserne blev ofte understreget ved hjælp af håndredskaber som rytmepinde, tamburiner og tøndebånd. Den frie bevægelse såvel som de gymnastiske serier med navne som Bjerggedernes Dans, Furioso og Energico havde et stærkt dramatisk udtryk.

Dansk gymnastik var inde i en periode, hvor det var svært at trække publikum til opvisningerne. Men når Liss Burmesters meget dygtige elitehold var på programmet, kom der altid mange og begejstrede tilskuere. Hendes gymnaster vakte ikke alene opsigt i kraft af de nye og dramatiske bevægelser, men også på grund af deres påklædning: tætsiddende sorte gymnastikdragter, sorte netstrømpebukser og sorte gymnastiksko med en effektfuld turkis sål. Da eliteholdet i begyndelsen af 1950’erne deltog i en opvisning, arrangeret af Dansk Gymnastik-Forbund, rejste der sig stærk kritik af, at et privat hold var med på den organiserede idræts stævne. Liss Burmester dannede herefter foreningen Elbe med sin mand Erik Sjøqvist som formand. Hun var 1961 sammen med bl.a. Nina Velin initiativtager til gymnastikkonkurrencer for hold, den såkaldte Grand Prix-gymnastik, som i mange år afholdt tv-transmitterede stævner i Tivolis koncertsal.

På opfordring af rektor Erik Hohwü-Christensen underviste Liss Burmester i gymnastik på Danmarks Højskole for Legemsøvelser 1963-70. Det traditionelt store fag var i krise, og hun fik til opgave at give de kvindelige studerende gymnastikglæden tilbage. Det løste hun bl.a. ved at indføre båndmusik i stedet for den traditionelle klaverledsagelse. Desuden holdt hun hvert år sommerkursus på Krogerup Højskole, hvor mange tusind danske og udenlandske gymnastiklærerinder gennem årene deltog. 1980 overdrog hun Liss Burmester Skolen til sin assistent gennem mange år Bente Lauritsen, men fortsatte i endnu fem-seks år som lærer og censor på den nu toårige faglæreruddannelse.