Lise Roos

Lise Roos blev født ind i en filmfamilie. Faderen Karl R., der døde, da hun var ti år, skrev i 1936 sammen med filminstruktøren Theodor Christensen den første danske filmteoretiske bog Film. Moderen Louise R. var mangeårig filmarkivar på Det Danske Filmmuseum. Farbroderen Jørgen R. var en betydelig filminstruktør, og broderen Ole R. fortsatte familietraditionen og blev instruktør. På trods af Lise Roos' faste beslutning om ikke selv at blive filminstruktør eller at gifte sig med én blev hun begge dele. Først uddannede hun sig dog til børnehavelærerinde og arbejdede i en periode med psykotiske børn på statshospitalet i Glostrup.

Det var på teaterscenen, Lise Roos først trådte frem i rampelyset. Sammen med filminstruktøren Franz Ernst grundlagde hun i 1963 Surpriseteatret, der spillede revyer efter collageprincippet, dvs. med anvendelse af både nye og gamle tekster, der blev ironiseret over. Andre medlemmer af gruppen var forfatterne Poul Borum og Inger Christensen. Revyen Mennesket i kønssamfundet var et tidligt forsøg på at revidere de fastlåste kønsroller. I forestillingen ironiseredes bl.a. over Viggo Stuckenbergs digt For to som elsker hinanden. Revyen blev rost i pressen for sin sikre og elegante stil, men vakte også forargelse ved at berøre homoseksualitet, ikke mindst chokerede Lise Roos' vise Jeg kan bedst li’ piger. I 1966 var hun initiativtager til Christianshavnergruppen, hvis første forestilling havde premiere i 1969, og som var inspireret af amerikansk undergrundsteater og af Odin Teatret.

Fra slutningen af 1960’erne arbejdede Lise Roos dog med film. I 1967 filmatiserede hendes ægtefælle, filminstruktøren Sune Lund-Sørensen hendes historie Trommen, der havde premiere året efter, og i 1968 skrev og instruerede hun selv børnefilmen Sofus. I 1969 indledte hun spillefilmstrilogien om pigen Stine. I den første Hej Stine! er Stine otte år. Denne film blev i 1973 fulgt op af I din fars lomme og i 1980 af Sådan er jeg osse, hvor Stine er blevet 18 år. Ved at anvende improviseret dialog og den samme pige i hovedrollen, Stine Sylvestersen i forskellige aldre, udforskede Lise Roos grænsen mellem fiktion og dokumentarisme, den genre, hvor hun ydede sin mest markante indsats. Ligesom flere andre kvindelige filminstruktører, bl.a. Astrid Henning-Jensen, tog hun således sine første skridt i filmbranchen med børnefilm, dvs. film om og for børn, bygget på egne erfaringer og præget af hendes faglige kendskab til børns udvikling. I dokumentarfilmene Pigen Silke, 1971, og Eline, 1972, der blev rost for at vise det normale barns udvikling, var det hendes egne børn, kameraet fulgte. De to film blev som størstedelen af hendes film udlejet af Statens Filmcentral og var henvendt både til fagfæller og til det brede publikum. En af Lise Roos' kongstanker var, at børn skulle have mulighed for at udvikle sig uden indblanding fra velmenende pædagoger. Blandt hendes mest bemærkelsesværdige film var Kan man klippe i vand, 1983, hvor hun og instruktørkollegaen Anne Vinterberg fulgte børnene i en børnehave i en periode, hvor alle tidsplaner var blevet ophævet, og det indkøbte legetøj fjernet. Kønsdebatten tog hun op igen omkring 1970, bl.a. med filmen Hendes verden, produceret for Arbejderbeskyttelsesfonden.

Lise Roos var sig yderst bevidst, at hun var kvinde i et mandsdomineret filmmiljø, og hun var ikke bange for at tage ordet “mandschauvinist” i sin mund. Hendes slagfærdighed fremgik af selvkarakteristikken “den hellige enfoldighed: Kvinde, Kunstner og Enlig Mor”. På den anden side understregede hun, at hun selv havde haft gode betingelser for at producere film, idet hun modtog både manuskriptstøtte og produktionsstøtte til sine spillefilm. Desuden havde hun talrige opgaver for både Statens Filmcentral og tv. Som enlig mor til to børn lagde hun dog distance til rødstrømpebevægelsen, som hun anklagede for ikke at være tilstrækkeligt optaget af børns og mødres situation, og rødstrømpebevægelsens kvindefilmmiljø kritiserede hun for ikke at kende sine egne rødder, nemlig den stærke danske tradition af kvindelige filminstruktører. Det var en kritik, der havde den personlige baggrund, at Lise Roos følte, at hendes egen produktion blev overset i bevægelsens satsning på mere direkte feministiske film.

En række marginaliserede og undertrykte grupper fik stemme gennem Lise Roos' kamera, fx dokumentarfilmene Den tid den sorg, 1987, om ældre og bofællesskaber og Kolonihaven,1990, der skildrede nogle grønlændere i Danmark. Der var ikke noget patetisk over hendes socialt engagerede film. Filmen om et “olde-kolle” fulgte et aktuelt projekt og gav konkrete handlingsanvisninger, det var en gør-det-selv-film, der som de fleste af hendes film blev fulgt op af trykt materiale. I 1990’erne udfoldede hun sin socialt bevidste dokumentarfilmstil i en række serier, der gav hende et stort publikum på TV2. I Familien Danmark, 1994, byttede to familier, den ene fra Christiania, bolig i en uge. Frikvarteret, 1995, skildrede gymnasieskolen. Den lidet idealiserede skildring, som bl.a. kom til udtryk i seriens motto “Vi er de børn, du ikke må lege med” vakte en del debat. Hun benyttede her en karakteristisk collagestil, hvor fluen-på-væggen-optagelser blandedes med iscenesatte samtaler og børnenes egne hjemmevideooptagelser. Derimod blev traditionelle interview og kommentarer undgået. Lise Roos afsluttede i 1977 sin markante filmiske indsats for det almindelige menneske og hverdagslivet med en serie interview med ansatte på kommunikationsvirksomheden Dafolo i filmen Fik du set det du ville ...? og den selvbiografiske Portræt af et menneske, hvori hun har opsummeret sit livsværk. Lise Roos' heftige engagement i sin samtid gav sig også udtryk i mange indlæg i dagspressen, især omkring børns forhold og de statslige filminstitutioner.