Lily Weiding

Lily Weiding debuterede 1942 uden uddannelse som Emily i T. Wilders Vor By på Frbg. Teater. Hun blev optaget på Det Kgl. Teaters elevskole året efter og blev efter endt elevtid i 1945 ansat på teatret. Men allerede i 1947 forlod hun teatret på grund af manglende opgaver. I de følgende år foldede talentet sig ud på forskellige kbh.ske scener. En stor poetisk præstation var således den frustrerede præstedatter Alma i Tennessee Williams Flyvende sommer på Riddersalen i 1949. Samme sted var hun i 1956 fortryllende i Den sovende prins, og på Frbg. Teater var hun en poetisk Anja i Tjekhovs Kirsebærhaven. I Shakespeares Som man behager på Odense Teater i 1958 var hendes Rosalinde så fremragende, at hun gentog rollen på Det Kgl. Teater, hvortil hun nu blev knyttet frem til 1966. Selvom Lily Weiding her fik store roller inden for både det klassiske og moderne repertoire, fandt hun ikke de udfoldelsesmuligheder, hun havde brug for. Til gengæld havde hun en ikke ringe andel i Ernst Bruun Olsens succes på Det Ny Teater, hvor hun i 1966 spillede arbejderkonen Ellinor i Bal i den borgerlige og i 1968 titelrollen i Hvor gik Nora hen, da hun gik ud.

På Bristol Teatret var Lily Weiding under sin mand Morten Grunwalds ledelse teatrets førstedame, og hun spillede her i såvel det klassiske som moderne drama. Hun var en kølig Hedda i Henrik Ibsens Hedda Gabler, 1971, en vittig Alice i Dürrenmatts Play Strindberg, 1973, og uhyggelig som den skizofrene titelfigur i P. Zindels Frøken Reardon drikker lidt, 1973. I Ibsen- og Strindbergrepertoiret fornyede hun figurerne med moderne ironiske virkemidler, fx demonstrerede hun som fru Alving i Ibsens Gengangere et intelligent spil med underfundig sans for tekstens undertoner. Lily Weiding påtog sig også instruktionsopgaver i disse år, bl.a. S. Becketts Mens vi venter på Godot og American Buffalo. Med Grunwalds overtagelse af Betty Nansen Teatret i 1980 fik hun ligeledes betydelige roller som fx produceren i Bruun Olsens Prometeus i saksen, 1981, hvor et vittigt spil viste hendes originalitet.

I de senere år har Lily Weiding med stor elegance varetaget det ældre rollefag. Som moderen i P.O.Enquists Tupilak, 1993, viste hun en arketype ved sit absurde spil med pludselige skift, og i 1997 var hun fremragende i Astrid Saalbachs to skuespil Morgen og aften og Aske til aske – støv til støv, begge på Husets Teater. Et af hendes væsentligste virkemidler er den store beherskelse af stemmen, der kan være tørt konstaterende, vittig eller lunerig. Hun er en karakterskuespiller, der plejer sit talent. Med sine begrænsninger inden for den rumlige figurtegning er hendes force talentets spændvidde, gående fra naturalisme, psykoanalyse frem til en absurd spillestil, der gør hende til en moderne skuespiller i dybeste forstand. Hun har sædvanligvis kun spillet én eller to roller pr. sæson, og på denne måde har hun haft tid til et privatliv og samvær med børn og børnebørn. Hun er tildelt flere priser, bl.a. Holger Gabrielsens Æreslegat 1956 og samme år Teaterpokalen, Läkerols Kulturpris 1963, Henkel-Prisen 1966, Tagea Brandts Rejselegat 1970 og Olaf Poulsen-Legatet 1973. Hun udnævntes 1968 til ridder af Dannebrogordenen.