Lilly Helveg Petersen

Lilly Helveg Petersens fader var skipper på Tåsinge, moderen en stærk person, der styrede hjemmet i hans fravær. Lilly Helveg Petersen var den ældste i en søskendeflok på seks, fire piger og to drenge. Hjemmet var politisk engageret, moderen var bestyrelsesmedlem i Det Radikale Venstres (RV) vælgerforening i Svendborg, og Lilly Helveg Petersen deltog som barn i vælgermøder med kredsens folketingsmedlem P. Munch. Den velbegavede pige blev sendt i privatskole i Svendborg og tog almindelig forberedelseseksamen. Efter tre år i huset startede hun 1930 på Skårup Statsseminarium, hvor hun mødte den lidt ældre lærerstuderende Kristen H. P. I 1933 tog hun eksamen og flyttede til Odense, hvor kæresten havde fået stilling ved det kommunale skolevæsen. Sammen gik de til deres første møde i Radikal Ungdom. Lilly Helveg Petersen arbejdede de følgende år som vikar i Odense og som timelærer ved Døveskolen i Nyborg, men fik samtidig med ægteskabet i 1936 ansættelse i Odense. Mens ægtefællen byggede sin karriere op, fødte hun tre børn, men slap hverken skolen eller det politiske arbejde. Begge ægtefæller engagerede sig i forsøgsarbejde med ungdomsskoleundervisning, rettet mod den såkaldte restgruppe, og Lilly Helveg Petersen udgav sammen med bl.a. Ingefred Juul Andersen Arbejdskundskab for Kvinder, 1942. Bogen, der var en overvejende praktisk introduktion til kvinders opgaver i hjem, erhvervsliv og samfund, blev stærkt benyttet i ungdoms- og aftenskolen og udkom 1944 i en udvidet udgave. I spørgsmålet, om kvinder skulle arbejde ude eller hjemme, opfordrede hun de unge piger til selv at veje for og imod. Fra 1947 til 1970 var hun folketingskandidat for RV, men opnåede ikke valg. Op gennem 1950'erne og 1960'erne fulgte hun med sin mand i hans forskellige ansættelser i København, Nykøbing S. og på ny til København, hvor familien boede fast fra 1957. Alle steder fortsatte hun sit arbejde i folkeskolen, og 1960 udgav hun bogen Familiekundskab, rettet mod det nye fag af samme navn, der blev obligatorisk fra 1960. I 1960'erne blev hun tillige medlem af Nordisk Kulturkommissions udvalg om kønsroller i undervisningen.

Lilly Helveg Petersens stærke interesse for kvinde- og skolespørgsmål førte til, at hun udpegedes som RVs repræsentant til Kvindekommissionen, hvor hun 1965-74 var formand for Udvalget vedrørende uddannelsesforholdene. Udvalgets arbejde bekræftede til fulde, at det stod sløjt til, bl.a. ved at dokumentere, at kun en tredjedel af alle kvinder, mod to tredjedele af mændene, fik en erhvervsuddannelse. Inspireret heraf involverede hun sig fra 1967 i etablering af Oplysningsforbundenes Forberedelseskursus, hvor hun 1969 blev ansat som konsulent og leder af dagkursus for voksne. Ligesom hun tidligere havde brændt for restgruppen af unge, engagerede hun sig nu stærkt i at skabe nye muligheder for voksne kvinder, som ønskede at komme ud på arbejdsmarkedet.

Lilly Helveg Petersens indsats på dette område blev dog kun kort. I 1970 blev hun valgt ind i Borgerrepræsentationen, og da partifællen Arne Guttermann døde kun et halvt år senere, måtte hun i sommeren 1970 overtage hans post som borgmester for 5. magistrat. Hun blev dermed Københavns anden kvindelige borgmester efter Edel Saunte. De næste otte år beklædte hun posten som sporvejsborgmester med ansvar for energiforsyning, trafik og kommunens kørsel og håndværk. Hun havde ingen tekniske forudsætninger for posten, men tog energisk og målrettet fat på opgaven. Det påhvilede hende at fuldføre omlægningen fra sporvogns- til busdrift, og i 1972 kørte den sidste sporvogn i remise. Lilly Helveg Petersen var en indædt tilhænger af kollektiv trafik og af forbedringer for de almindelige brugere, kvinder, børn og gamle, mens hun ofte rettede skytset mod de 25-65-årige mandlige individualbilister. Hun forestod overgangen til Hovedstadsområdets Trafikselskab 1973, gik i åben krig mod farlige olietransporter gennem byen og beskæftigede sig med byplanlægning og udvikling af Københavns havnefront. Hun har udtalt, at "Byen interesserer mig meget mere end naturen ... det er det sted af en halv snes, jeg har været gladest for at bo." Som borgmester beklædte hun en række tillidsposter, bl.a. i Dansk Vandteknisk Forening, Elværkernes energiudvalg og Kraftimport.

Lilly Helveg Petersen var i en årrække medlem af RVs hovedbestyrelse og 1968-69 formand for Københavns Radikale Vælgerforening. Som medlem af Helvegdynastiet har hun til dels stået i skygge af mand og søn. Hun har udtalt, at hun ofte har fortrudt, at hun ikke beholdt sit pigenavn. I arbejdsdelingen med den idealistiske og drømmende ægtefælle udgjorde hun det faste og viljestærke midtpunkt i hjemmet, og sønnen, den senere udenrigsminister Niels H. P., har med sine pragmatiske politiske holdninger snarere slægtet hende på end faderen. Som borgmester trådte hun for en tid i forgrunden og demonstrerede både politisk flair, sund fornuft og venlighed i sin forvaltning af embedet. Lilly Helveg Petersen forlod det politiske liv i 1978, men højt op i alderdommen fortsatte hun med at tilkendegive sin uforgribelige mening om byudvikling, trafikplanlægning, Ørestad og fremmedsprogede børns undervisning i kronikker og læserbreve.