Kirstine Ladefoged Jensen

Kirstine Ladefoged Jensen voksede op i en politisk engageret gårdmandsfamilie i den lille landsby Vium i Salling. Hun markerede sig tidligt som en velbegavet elev, som i 1923 tog almindelig forberedelseseksamen og i 1926 studentereksamen fra Viborg Katedralskole. Hendes sociale sindelag og engagement i samfundsforhold gjorde det naturligt for hende at ønske at blive læge. I studietiden i København boede hun på den nyindviede Kvinderegensen sammen med 55 andre studenter af vidt forskellig herkomst. Her fik hun indblik i forskellige livsindstillinger og kunne drøfte politik med både kommunister og borgerlige, ligesom hun mødte religiøse holdninger fra Tidehverv over grundtvigianisme til Indre Mission. Det netværk, hun således blev en del af, og som omfattede mange fremtidige kvindelige ledere, bl.a. justitsminister Helga Petersen, medicinaldirektør Esther Ammundsen og retspsykiater Emma Vestergaard, satte sig dybe spor i resten af hendes liv.

1934 tog Kirstine Ladefoged Jensen lægevidenskabelig embedseksamen og havde som mange andre nyuddannede læger vanskeligt ved at få fast arbejde. Hun tog i første omgang et vikariat på Skive Sygehus. Da muligheden for at blive vikarierende distriktslæge i Maniitsoq (Sukkertoppen) på Grønland opstod, var hun ikke sen til at slå til. Hendes beslutning, der efter datidens begreber var usædvanlig for en kvinde, vakte opmærksomhed, men det lå ikke til hende at lade sig bremse af vedtagne normer. Vikariatet varede kun et år, 1935-36, men hendes kærlighed til Grønland varede livet ud. Hendes engagement i grønlandske forhold var legendarisk og gav hende kælenavnet Stine Grønlænder. I 1939 etablerede hun sammen med kollegaen Karen Marie Sveistrup en lægekonsultation på Christianshavn.

Besættelsen aktiverede den politiske interesse, Kirstine Ladefoged Jensen havde haft med hjemmefra og fået næret i studietiden. 1943 blev hun medlem af bestyrelsen for Den liberale Venstreforening i Hovedstaden, 1945 opstillet som folketingskandidat i Søndre Storkreds for 1947-50 at blive medlem af Folketinget. Som læge havde hun gode forudsætninger for at repræsentere sit parti i Svangerskabskommissionen af 1950, og hendes medlemskab af Grønlandskommissionen af 1948 var ligeledes oplagt. Hun havde tilsluttet sig modstandsbevægelsen som bestyrelsesmedlem i Frit Danmarks lægegruppe og fulgte efter fredsslutningen Røde Kors på opgaver i Tyskland og Østrig. Hendes arbejde blev belønnet med organisationens fortjenstmedalje 1953. Men hendes væsentligste politiske indsats kom til at ligge i Folkevirke. De første spæde forberedelser til dannelsen af denne organisation skete efter valget i 1943, hvor antallet af kvindelige folketingsmedlemmer faldt fra fire til to, en halvering, som vakte uro blandt de politisk interesserede kvinder. Bodil Koch var bannerfører og stiftede sammen med ligesindede kvinder som Kirstine Ladefoged Jensen oplysningsbevægelsen Folkevirke i 1944. Organisationen forberedte et stormøde på Københavns Rådhus, som skulle holdes, lige så snart Anden Verdenskrig sluttede, og de snærende restriktioner på bl.a. offentlige møder blev ophævet. 1. juni 1945 præsenterede Folkevirke på det planlagte arrangement i Rådhushallen sin målsætning således: "En Kvinderejsning til Gavn for det folkelige Liv og dansk Folkestyre ud fra den Overbevisning, at først naar Mand og Kvindes politiske Indsats gaar jævnbyrdigt Haand i Haand, vil Folkestyret naa sin fulde Blomstring."

Kirstine Ladefoged Jensen fik sæde i Folkevirkes første forretningsudvalg og deltog aktivt i de mange arrangementer. Hun talte også grønlændernes sag i dette forum og var den drivende kraft i Folkevirkes mange aktiviteter på Grønland. Efter at de grønlandske kvinder i 1948 havde fået stemmeret, lå det næsten i kortene, at Folkevirke måtte inddrage dem mere aktivt. Med støtte fra Folketingets finansudvalg rejste Kirstine Ladefoged Jensen i 1949 til Grønland på et flere måneder langt ophold. Hun opsøgte meget systematisk en lang række kolonier på vestkysten, tog kontakt til alle familierne og arrangerede møder med op til 1.350 deltagere. Rejsen resulterede i, at Folkevirke udgav to grundbøger, som kunne bruges i det videre oplysningsarbejde. Få år senere vendte hun tilbage for at se, hvordan det gik, samt opmuntre og inspirere til fortsat arbejde. Også denne rejse blev fulgt op af studiekredsbøger. Kirstine Ladefoged Jensens indsats vandt så stor respekt hos grønlænderne, at hun i 1953, da revisionen af den danske Grundlov gav den grønlandske befolkning ret til repræsentation i Folketinget, blev opfordret til at opstille for vælgerne i Nordgrønland. Hun sagde ja, men betonede, at så snart området selv kunne stille med en kandidat, ville hun trække sig. Det blev dog aldrig aktuelt, da hun ikke opnåede valg.

Op gennem 1950'erne og frem til sin død i 1964 blev Kirstine Ladefoged Jensens sociale engagement stadig tydeligere. Hun fik sæde i en række sociale institutioner, bl.a. var hun tilsynsførende for børnehjemmet Egelundshuset, medlem af Landsnævnet for Børneforsorg og bestyrelsesmedlem for børneforsorgsseminariet Jægerspris. Hendes meget brede menneskesyn udmøntede sig også i den måde, hun drev praksis på det folkerige Christianshavn. Hun gav sig altid god tid til at tale med sine patienter og sætte sig ind i deres sociale og økonomiske forhold. Hun ønskede at inddrage hele menneskeskæbnen i sin behandling og prioriterede derfor også hjemmebesøg højt. Hendes interesserede og hjertevarme behandling efterlod mange taknemmelige patienter, hvoraf en stor del mødte op til hendes begravelse. Kirstine Ladefoged Jensen blev ridder af Dannebrogordenen i 1957.