Kirsten Auken

Kirsten Auken fødtes ind i en københavnsk familie præget af lige dele religiøs strenghed, grundtvigiansk frisind og positivistisk videbegær. Moderen døde, da Kirsten Auken var seks år gammel, og ansvaret for hende og tre mindre søskende var dermed overladt til faderen Svend Lomholt, senere professor i dermato-venerologi og hele sit liv en uhyre flittig formidler, ikke mindst inden for emner som kønssygdomme og seksuel hygiejne. Karakteristisk for hans egensindighed blev de fire børn i adskillige år undervist hjemme, dels af en privatlærer, dels af ham selv.

Efter studentereksamen 1931 fra Rysensteen Gymnasium kom Kirsten Auken på husholdningsskole i Sorø, læste siden historie og gymnastik ved Københavns Universitet og tog bifagseksamen i sidstnævnte, før hun i 1934 lod sig immatrikulere på medicinstudiet. På dette tidspunkt skimtede man første gang hendes legendariske sociale ildhu, da hun hos Kristeligt Studentersettlement i Saxogade påbegyndte et livslangt frivilligt arbejde blandt kvarterets børn og unge. I 1940 giftede hun sig med en medstuderende Gunnar A., og sammen satte de igennem 1940’erne en imponerende standard med fem børn og et hjem præget af varme og stor dynamik. Kirsten Auken blev læge i 1941, og efter en kortvarig ansættelse ved et Røde Kors-lazaret i Finland virkede hun i en årrække ved forskellige hospitalsafdelinger. Under den tyske besættelse var hun sammen med sin mand involveret i modstandskampen, og parret engagerede sig efter krigen i midterpartiet Dansk Samling, der forfægtede et pragmatisk “tredje standpunkt” som alternativ til både liberalisme og socialisme. I en periode fungerede hun som partiets familiepolitiske rådgiver og opstillede til Folketinget i 1945 uden at opnå valg. I efterkrigstiden ernærede Kirsten Auken sig som tilsynsførende ved en række institutioner for børn og unge, og hun engagerede sig tillige i flere foreninger med fokus på den yngste generation, herunder Landsforeningen Forebyggende Børneværn og Et År i Huset, som hun selv var medstifter af. Hun udviklede sig samtidig til en dreven og efterspurgt debattør på samlivsområdet, hvortil hun naturligt regnede spørgsmålet om kvalificeret seksualoplysning til de yngste generationer. På fornem og folkelig vis blev Kirsten Auken således en af efterkrigstidens mest kompetente arvtagere til 1930’ernes livlige seksualreformdebat.

Under en ansættelse på Marselisborg Hospital i 1944 begyndte Kirsten Auken indsamlingen af et omfattende empirisk materiale til afdækning af 20-35-årige kvinders seksuelle viden og adfærd. Med forskningsprojektet ønskede hun at kaste fordomsfrit lys på et forsømt og tabuiseret felt, og med bemærkelsesværdig iver lykkedes det hende i løbet af de følgende tre år at indhente over 300 personlige interviews, alle forestået af hende selv. Undersøgelsens tematiske spektrum var bredt og inddrog bl.a. forhold som opdragelse, menstruation, præventionsvaner, graviditet, abort, kønssygdomme og prostitution. Hertil kom spørgsmål om seksuel erfaring, præference og aktivitet. Mere end en femtedel af kvinderne angav aldrig at have opnået fuld seksuel tilfredsstillelse ved coitus, mens hele to tredjedele mente at lide af total eller periodisk frigiditet. Kun en fjerdedel angav at have erfaring med onani, og halvdelen af de seksuelt erfarne havde indvilget i første samleje efter stærkt partnerpres. Resultaterne afslørede endvidere, at færre end 2% var gift ved første samleje, og at godt halvdelen af opståede graviditeter var uplanlagte. Under massiv bevågenhed fra kolleger, journalister og en nysgerrig offentlighed forsvarede Kirsten Auken i 1953 sin doktordisputats Undersøgelser over unge kvinders sexuelle adfærd som den første kvindelige mediciner ved Århus Universitet. Hun var selv opmærksom på, at undersøgelsen havde metodiske mangler, men betragtede arbejdet som det første skridt i en mere vidtrækkende bestræbelse for afdækning af den skandinaviske befolknings seksuelle forhold. Intentionen var med den amerikanske seksualforsker A.C. Kinseys ord at belyse, “hvad folk virkelig gør”. Og netop hans opsigtsvækkende rapporter fra 1948 og 1953 var til stor videnskabelig stimulation for Kirsten Auken. Da Kinsey i 1955 besøgte København, var han en selvfølgelig frokostgæst hos familien Auken.

Med sin disputats introducerede Kirsten Auken den sociologiske sexologi i Danmark, og hendes undersøgelse kom i et vist omfang til at danne skole og er siden blevet flittigt benyttet som inspiration og reference for lignende studier. Med disputatsen var hendes faglige løbebane endegyldigt afstukket, og overvejelser om en karriere som børnelæge måtte vige til fordel for psykiatrien. I 1964 udnævntes hun til assisterende overlæge ved det nystartede Montebello i Gentofte. To år senere blev hun den første kvindelige overlæge ved Rigshospitalets psykiatriske afdeling O. Kirsten Auken blev en nøgleperson i dansk socialpsykiatri samtidig med, at hendes faglige prioriteter forblev klare: det var de yngste generationer, der havde hendes bevågenhed, og til sin død syslede hun med planer om en ungdomspsykiatrisk klinik på loftet over afdeling O. I 1962 var hun drivkraften bag en sociologisk undersøgelse blandt unge storbyfamilier Familien lever, og da hun i 1966 skulle forestå en psykiatrisk forelæsningsrække på Københavns Universitet, valgte hun for første gang i fakultetets historie systematisk at introducere de medicinske studenter til sexologien.

Trods Kirsten Aukens deltagelse i flere kommissioner, herunder Kvindekommissionen af 1965, blev karrierens største faglige udfordring formandskabet for det regeringsnedsatte seksualoplysningsudvalg af 1961. Udvalgets kommissorium lød på en afdækning af behovet for “oplysning, etisk vejledning og rådgivning på det seksuelle område”, og dets formand gik til opgaven med vanligt højt ambitionsniveau. Ikke alene skulle det tværfaglige ekspertpanel kaste lys over gældende praksis, hun ønskede også selv at foranledige videnskabelige undersøgelser, bl.a. via et formaliseret samarbejde med Socialforskningsinstituttet. Gennem denne alliance håbede hun at kunne tilvejebringe en storstilet sexologisk tværsnitsundersøgelse, men efter et mindre pilotstudie afbrød instituttet samarbejdet til stor fortrydelse for Kirsten Auken. Skønt muligheden for en ultimativ dansk Kinseypendant således syntes forpasset, samlede hun en stab af yngre kolleger omkring sig og iværksatte med dem flere større og mindre empiriske studier. Formandshvervet var slidsomt, men kom om noget til at demonstrere hendes usædvanlige evner som inspirator og samlingsfigur. I udvalgets to betænkninger udtryktes en både fremsynet og nuanceret holdning til unges seksuelle udvikling, og udvalget var utvetydigt i sin anbefaling af seksualundervisning som et obligatorisk element i folkeskolen. Dette blev til virkelighed i 1970, to år efter Kirsten Aukens død.

For Kirsten Auken var seksuel oplysning og rådgivning i første omgang kædet sammen med et sundt familieliv, og i forlængelse af ældre kolleger som Johanne Næser og Dida Dederding var motivet for ungdommens seksuelle opdragelse i højere grad pragmatisk end flyvsk seksualpolitisk. Uforskrækket satte hun kønslivet i fokus, men gjorde i samme åndedrag sit til at nedtone det: “Recepten for et godt ægteskab er 2 dele venskab, 1 del troskab og 1 del sex, og det med venskabet er det vigtigste!” Kirsten Auken blev en overgangsfigur mellem Mellemkrigstidens seksualreformbevægelse og vore dages klinisk-sexologiske praksis, som i årene efter hendes død foldede sig ud omkring eleven og efterfølgeren Preben Hertoft. Kirsten Auken var en uovertruffen igangsætter, og med smittende humanisme evnede hun at indgyde fællesskabsfølelse, hvor hun kom. Nogen brillant teoretiker var hun næppe, men med lige dele vitalitet og social tæft blev hun et fikspunkt for den tidlige danske seologi og samtidig et forbillede for tidens kvinder, der i hende så en unik balance mellem borgerlige kvindeidealer og professionel integritet. Kirsten Auken var en ener. Og som dagbladet Politiken skrev efter hendes alt for tidlige død: “Hvor Kirsten Auken kom, blev der lyst.”