Karen Marie Løwert

Karen Marie Løwert startede som 15-årig ved Pantomimeteatret i Tivoli, hvor hun frem til 1937 var en yndig Kolumbine. I 1933 blev hun den første officielle Miss Danmark, og efter elevtiden på Folketeatret havde hun samme år sin skuespillerdebut på Apollo Teatret i operetten Tre gamle Jomfruer. Efter nogle år ved de kbh.ske privatteatre fulgte hun sin mand Arne Weels turnéteater og medvirkede bl.a. i Peter den Store og Den grønne Elevator, der i 1945 blev en stor succes. Hun gæstespillede ligeledes på teatrene i Odense og Århus. Da Weel i 1952 blev direktør for Alléscenen, det nuværende Betty Nansen Teatret, var de fælles om at lede teatret administrativt, samtidig med at Karen Marie Løwert optrådte i både større og mindre roller.

I 1959 forlod ægteparret Alléscenen, og i 1960 udnævntes Karen Marie Løwert til chef for Ålborg Teater. Hendes femårige direktionstid, der i starten blev mødt med skepsis, fordi valget syntes at være begrundet i hendes ægteskab med Weel, blev et højdepunkt i moderne dansk teaterliv. hendes erfaring, ukuelighed og intuitive fornemmelse blev drivkraften, der bevirkede, at hun på få sæsoner gjorde den nordjyske scene til en af landets mest omtalte med forestillinger som også tiltrak det kbh.ske publikum. Hendes valg af repertoire, instruktører og skuespillere var eminent. Lone Hertz fik her sit gennembrud i Henrik Ibsens Vildanden, Preben Uglebjerg imponerede i Gogols Revisoren og Bodil Udsen trak fulde huse i B. Behans Gidslet. Men det var især hendes fornemmelse for, at tiden var moden til opsætninger af Bertolt Brecht, der imponerede, og med i alt fire forestillinger blev Ålborg Teater landets førende Brechtscene. Instruktøren Hans-Henrik Krauses Brechtopsætninger, som han forlenede med en episk spillestil, var uvante i Danmark. Efter succes med Mutter Courage, 1961, med Inge Hvid-Møller i titelrollen opførtes Den kaukasiske kridtcirkel, 1963. Gennem studier i Brechts modelbog blev teatret omdannet til en Brechtscene med synlige lyskilder og få udvalgte rekvisitter. Det var det samfundsdebatterende, der stod i centrum i disse opsætninger. Denne forestilling blev den største succes, selvom både Hr. Puntila, 1964, og Svejk i anden verdenskrig, 1965, også var interessante forestillinger. Repertoiret var særdeles alsidigt. Moderne udenlandsk dramatik som fx F. Arrabals Automobilkirkegården, 1964, og M. Frisch’ Andorra, 1963, blev afløst af operetter og “gamle travere”, ligesom Karen Marie Løwert gjorde en indsats for skolesøgende børn med sine egne iscenesættelser af bl.a. T. Egners Folk og røvere i Kardemommeby, 1961, og Dyrene i Hakkebakkeskoven, 1964. Til trods for hendes flair for at give publikum, hvad de forventede og samtidig holde på det lødige, var repertoiret for avanceret for Ålborg byråd. Samtidig med at publikum strømmede til teatret, begyndte kritikken at indfinde sig. Borgmesteren angreb teatrets moderne forestillinger og blev fulgt op af det kommunale teaterudvalgs formand. De forskellige begivenheder i teaterudvalget tyder på, at man bevidst ønskede at chikanere Karen Marie Løwert. Således blandede udvalgsformanden sig i teatrets ledelse, og i 1964 blev konflikten optrappet mellem de socialdemokratiske medlemmer og teaterdirektøren. “Kultursnobberne” skulle ikke bestemme, hvad publikum skulle underholdes med, lød udsagnet, der foregreb den senere rindalisme, og i 1965 blev Karen Marie Løwert nærmest tvunget til at opsige sin stilling.

I 1966 blev Karen Marie Løwert direktør for Københavns Stadsteater, en selvejende institution med tilskud fra Københavns kommune. Teatret var i 1955 blevet ombygget og havde fået et nyt fashionabelt navn: Det Ny Scala, det nuværende Nørrebros Teater. For at udvide repertoiret foretog Karen Marie Løwert en studietur til USA i den hensigt at bane vej for musicals i Danmark. Hun satsede i starten på et bredt repertoire som en videreførelse af Ålborgtiden og mente, at det absurde teaters tid var forbi. Der var således politiske forestillinger som F. Kafkas Processen og Brechts Den kaukasiske kridtcirkel. Men der blev også opført kendte klassikere som Ibsens Bygmester Solness og Shakespeares En skærsommernatsdrøm i Preben Neergaards moderne iscenesættelse med det ukonventionelle valg af Ove Sprogøe som Puk. Men efterhånden blev repertoiret mere folkeligt og musicals stod ofte på plakaten som fx Sholem Aleichems Spillemand på en tagryg, B. Wilders Nøglen under måtten og G. Cukors My Fair Lady. Karen Marie Løwert mente, at hendes opgave var at få nogle af pengene tilbage gennem billetlugen. Der måtte være så megen offentlig interesse for et teater, at der “anes en mening med galskaben”. Der blev måske alligevel skelet for meget til pengekassen, når Den glade enke og Sommer i Tyrol endnu engang travede over scenen. Til Karen Marie Løwerts ros skal dog siges, at hun fx i 1968 satte S. Mrozeks Tango op med det resultat, at salen kun var besat med få personer, mens en klassiker som Shakespeares Som man behager, 1974, spillede for udsolgte huse. Nørrebroårene blev en blanding af succes og fiasko. Karen Marie Løwert varetog jobbet i 15 år, og især i de sidste sæsoner fik hun opført folkekære operetter og lettere lystspil. Det bevirkede, at hun fik en flot sortie af et trofast stampublikum.

Selvom hun gennem en lang årrække var teaterdirektør, optrådte hun selv på både Ålborg Teater og på Det Ny Scala, og da hun i 1981 forlod chefstolen, fortsatte hun som skuespiller, bl.a. på Amager Scenen, Det Ny Teater og i Lorry, og så sent som i 1988 medvirkede hun i Shaws Major Barbara på Nørrebros Teater. Hun modtog en række priser, bl.a. Kaj Munks Mindelegat og Johanne Luise Heibergs Æreslegat. I 1963 udnævntes hun til ridder af Dannebrogordenen og i 1974 til ridder af 1. grad.