Faktaboks

Bodil Udsen
Bodil Birgitte Udsen
Født
12. januar 1925, København
Død
2008
Arbejdsliv
Skuespiller
Familie

Forældre: klaverstemmer Carl Frederik U. (1879-1941) og lægesekretær Agnes Hinrichsen Nielsen (1896-1985).

Gift 20. december 1947 med programchef Kaj Marius Bruun, født 22. september 1921 i Hoptrup sogn, s. af politibetjent Christian B. og Cicilie Maria Seidel. Ægteskabet opløst.

Gift med forlagssekretær Ole Holger Krøyer, født 29. maj 1921 i Nakskov, død 2. juli 1958 i København, s. af købmand Jens Vrigsted K. og Ellen Wiboltt.

Gift 23. oktober 1978 (b.v.) med købmand Jens Lemos Therkildsen, født 23. oktober 1907 i Ålborg, død 7. marts 1999 i København, s. af murermester Johan Lemos T. og Nielssine Nielsen.

Det var i S. Becketts Glade dage, at Bodil Udsen i en alder af 37 år fik sit store gennembrud som Winnie, urkraften, der begravet i en jordbunke kan holde livsmodet oppe med en djærv tragikomik. “Mit livs rolle”, sagde hun dengang ganske træffende, for uanset de senere store karakterroller rummede hendes Winnie i sin essens den dobbelthed af fandenivoldsk latter og ulmende sjælsmørke, som er kernen i Bodil Udsens personlighed som skuespiller. Allerede som egenrådig lillesøster i hjemmet på Hulgårdsvej i København, hvor der var plads til, at de tre søskende kunne tumle sig med kvarterets unger, elskede Bodil Udsen at optræde og digte historier. Hertil blev hun opmuntret af moderen, som ivrigt læste højt af eventyr, digte og romaner, mens faderen, der var klaverstemmer, holdt af at synge og arrangere musikaftener i hjemmet. Men det før så åbne hjem ændrede sig radikalt, da han døde i 1941. Bodil Udsen var kun 15 år og begyndte allerede da at gå sine egne veje, bl.a. at pjække fra Rysensteen Gymnasium for i stedet at gå på Det Kgl. Bibliotek, for bøger har hun altid været glad for. Hun fik dog sin studentereksamen i 1944, og kort efter kom hun ind på Det Kgl. Teaters elevskole, 19 år gammel. Derfra blev hun smidt ud efter blot et år, uden begrundelse, men sandsynligvis fordi hun havde for meget temperament til, at hun kunne indordne sig.

Efter fem år på kontor og i huset kom Bodil Udsen til Studenterrevyen, hvorfra teaterdirektør Stig Lommer i 1952 hentede hende til ABC Teatret. Siden gik det slag i slag med revyerne, hvor hun fra grunden lærte kunsten at få kontakt med publikum og turde gribe øjeblikket, hvad hun siden har trukket stærkt på. Da hun i 1956 først havde indtaget Helsingørrevyen og hylede af karsken bælg som Fløjtetønden Victoria, var hendes ry som frodig humørbombe slået fast. Den folkelige gennemslagskraft, som hun selv mener hidrører fra hoftemålene, har hun gennem årene med succes gjort brug af i talrige underholdningsfilm og på tv, ikke mindst i rollen som værtshusmutter Emma i Paul Hammerichs og Lise Nørgaards serie Huset på Christianshavn i 1970’erne. Hendes uforbeholdne, både hjertelige og skallesmækkende gemyt var en appel, der hang ved, selvom komikeren Bodil Udsen, sideløbende med opgaver som fx Madam Rust i Henrik Hertz’ Sparekassen på Ålborg Teater og i Svend, Knud og Valdemar i Riddersalen, efterhånden bevægede sig over i det seriøse rollefag.

Med B. Behans Gidslet på Ålborg Teater i 1962 som afsæt kom Bodil Udsen ind på karakterrollerne. Det skete takket være samarbejdet med instruktøren Erling Schroeder, som har været den person, der har haft størst indflydelse på hendes karriere. Det store gennembrud i Glade dage på Fiolteatret samme år i Palle Skibelunds regi blev et par år senere fulgt op af E. Albees Hvem er bange for Virgina Woolf? på Det Ny Teater med en Martha, der var både grovkornet, sårbar og tragisk furie. Af Schroeder lærte hun ikke bare vigtigheden af grundige forstudier til en rolle, men han formåede at give hende det væsentligste: modspil. Også de senere foretrukne instruktører Kaspar Rostrup og Bent Mejding, der har karakteriseret hende som “en tyfon” og “russisk i sin voldsomhed”, har fremhævet nødvendigheden af at give modstand, for at talentet kunne komme ud på det nødvendige overdrev. Dermed var Bodil Udsen godt rustet til at tage kampen op med teatrets store stridbare kvinder. Hun var en duvende uhyrlig madame i B. da Costas absurde farce Storhertugindens afsked på Ålborg Teater, 1972, som hun siden har betegnet som “et konglomerat af alle, jeg har spillet, lidt for meget af alting”. I 1973 fulgte på Det Danske Teater en prægtig Mutter Courage, titelrollen i Bertolt Brechts stykke, mejslet i sin nådesløse menneskelighed, samt udfordringer som titelrollen i Medea på Det Ny Teater, 1973, og Alice i Strindbergs Dødedansen på Ålborg Teater, 1975.

Med monologen Gertrude Stein på Ålborg Teater i 1981 og siden på Betty Nansen Teatret fik Bodil Udsen skabt sin karrieres største og mest originale præstation som den jødisk-amerikanske forfatter i Paris, der imod alle odds fik tilkæmpet sig en position som kulturmonument. Den store ener foldede sig her ud med en nærmest skulpturel karisma, en glødende løveværdighed og en tilintetgørende tør humor. Samtidig rummede figuren selvironiske sprækker, der bag den punkterende accent og majestætiske pauseringskunst lod ane skyggen af en såret sjæl. Gertrude Stein blev genopsat på Det Ny Teater ved Bodil Udsens 50-års jubilæum i 1995 som cadeau til en kunstner, der snarere end ensembleskuespiller altid har været i sit es, når hun var i front, og ikke mindst når hun spillede solo. Senere fulgte andre enerådende kvindemastodonter, der ligeledes var fatalt splittede mellem kunsten og privatlivet, i 1997 Maria Callas i Masterclass, det sårede divadyr som suveræn domptør, og 1998 Selma Lagerlöf i P.O. Enquists Billedmagerne, tynget af skyld bag det imposante korset som nationalkoryfæ. Begge stykker blev opført på Betty Nansen Teatret.

I takt med, at Bodil Udsen nu var fyldt 70 år, blev hendes kritiske holdning til valget af roller yderligere skærpet, og hun koncentrerede en stor del af sin indsats om oplæsningens kunst, især af yndlingsforfatterne H.C. Andersen og Karen Blixen. Hun har i øvrigt aldrig lagt skjult på, at det altid har været en kamp at nå frem til en premiere. Dels har hun foretrukket udfordringer, der umiddelbart lå uden for hendes rækkevidde, dels har hun aldrig dyrket det tekniske skuespil, men er til gengæld perfektionist, når det gælder om at kulegrave en rolle.

Bodil Udsens store personlighed som skuespiller har gjort hende til et monument i dansk teater, hvor hun omtrent har fået alle de priser, man overhovedet kan få, bl.a. Henkel-Prisen 1970 og Tagea Brandts Rejselegat 1973. I 1975 udnævntes hun til ridder af Dannebrogordenen og i 1995 til ridder af 1. grad. Sideløbende med karrieren har hun formået at insistere på, at der skulle være plads til et privatliv, ikke mindst siden hun i starten af 1970’erne mødte sin tredje ægtemand Jens Therkildsen.

Beskrivelser og portrætter af Bodil Udsen

  • Karikatur af Arne Ungermann. Foto i Det Kgl. Bibliotek.

Læs mere i Dansk Biografisk Leksikon

Om den digitale udgave

KVINFO's logo
Fra 2001 til 2022 stillede KVINFO Dansk Kvindebiografisk Leksikon gratis til rådighed for befolkningen i den digitale udgave, der nu findes på lex.dk.
KVINFO's logo
Af .

KVINFO erhvervede de digitale ikke-kommercielle rettigheder til Dansk Kvindebiografisk Leksikon i 2001 og stillede værket til rådighed for offentligheden i en gratis online-udgave, hvor læserne fik mulighed for at søge på kryds og tværs i leksikonet.

Siden oktober 2022 har den digitale udgave været videreført på lex.dk, hvor man ved søgning tillige får resultater fra de øvrige værker på platformen. På lex.dk er mange af biografierne også blevet forsynet med fotos og illustrationer.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig