Karen Hessel

Karen Hessel var på højskole 1881 og 1883, men tog herefter springet fra land til by. Hun arbejdede som korrekturlæser på dagbladet Politiken 1885-93 og aflagde undervejs almindelig forberedelseseksamen som privatist i 1888. I årene 1892-1906 var hun stenografassistent i Rigsdagen og 1906-18 revisor samme sted. Herefter blev hun protokolsekretær i Folketinget og virkede som sådan, indtil hun i 1933 gik af som 70-årig. Gennem sit erhverv fik hun et indgående kendskab til lovgivningsarbejde. Hun havde tillige tæt kontakt med landets journalistiske miljø og havde selv skribentarbejde i flere perioder. 1899-1908 var hun redaktionssekretær ved Kvindernes Blad, der udkom som tillæg til Nationaltidende, og 1910-13 var hun medarbejder ved dagbladet Riget. Fra 1913 blev Kvindernes Blad udgivet som et selvstændigt ugeblad af et interessentselskab. Karen Hessel blev redaktør for det nye blad, der startede som et bredt borgerligt kvindeblad, men det viste sig snart, at der var uenighed om den politiske linie, og hun trak sig af samme grund tilbage efter få måneder. Det nye magasin blev herefter videreført som et rent konservativt blad. Af bogudgivelser bidrog hun til Emma Gads store opslagsværk Vort Hjem, 1903, og til Dansk biografisk Leksikon, 1933-44.

Karen Hessel havde et alsidigt og stort samfundsmæssigt engagement. 1912-17 var hun medlem af Borgerrepræsentationen, hvor hun repræsenterede Venstre i en borgerlig fællesgruppe, og i 1924 var hun folketingskandidat for partiet. I sit kommunalpolitiske arbejde blev hun kendt for med varme og taktisk klogskab at tale kvindernes, ikke mindst de gifte kvinders sag; fx rejste hun i 1916, samme år som hun selv blev skilt, spørgsmålet om det rimelige i, at den gifte kvindes indtægter blev beskattet hårdere end den ugiftes. I landsforeningen Dansk Arbejde (DA), oprettet 1908 for at fremme forbruget af nationalt producerede varer, var Karen Hessel fra 1915 medlem af hovedbestyrelsen, forretningsudvalget og kontrolrådet. Landsforeningens udstillings- og oplysningsvirksomhed foregik i tæt samarbejde med bl.a. De Danske Husmoderforeninger (DDH), oprettet 1920, der havde husmoderens opgaver som forbruger som et centralt punkt i deres program. Karen Hessel markerede sig som en af DAs flittigste foredragsholdere og gjorde en særlig indsats for at få kvinderne til at slutte op om idéen. Endvidere var hun medlem af forretningsudvalget for Komitéen til Belysning af Statsmonopol 1919-24.

Også kvindepolitisk var Karen Hessel særdeles aktiv. Hun var medlem af Dansk Kvindesamfunds (DK) fællesstyrelse 1916-19 og landsformand 1922-24. En af hendes mærkesager var at få kvinder til at tage virksomt del i den økonomiske genrejsning efter Første Verdenskrig i samarbejde med såvel almene som kvindeorganisationer. Desuden lagde hun vægt på at inddrage ungdommen i kvindesagsarbejdet. Hun fik imidlertid ikke rigtig den opbakning i disse spørgsmål, som hun ønskede, og hendes indstilling til husholdningssagen, der var et af hendes hjertebørn, fjernede hende yderligere fra DK. Karen Hessel betonede i høj grad vigtigheden af en rationel uddannelse i husholdning, men lagde ikke nær den vægt på fagets teoretiske og videnskabelige side, som man gjorde i DK. Hun mente tillige, at formålet med en husholdningsuddannelse måtte være at højne respekten for husmoderens arbejde, som hun, skønt hun selv var selverhvervende under sit ægteskab, ikke mente kunne forenes med en stilling uden for hjemmet. Hun var i disse spørgsmål mere på linie med DDH, i hvis regi hun gjorde en indsats som medlem af bestyrelsen for Københavns Husmoderforening fra 1927 og sekretær for Nordisk Husmoderforbund, oprettet 1920. Da Karen Hessel i 1927 sammen med Magdalene Lauridsen og Ulla Pedersen oprettede Selskab for huslig Økonomi som husholdningssagens nye kontaktforum, var det uden større begejstring, at også DK sendte en repræsentant, og i de følgende år blev afstanden mellem Karen Hessel og hendes gamle bagland kun mere fremtrædende.

Skønt Karen Hessel ikke havde en husholdningsfaglig baggrund, blev hun i 1926 ansat som tilsynsførende for de statsanerkendte husholdningsskoler, en deltidsstilling, hun bestred frem til 1940 sideløbende med sit arbejde som protokolsekretær. Husholdningsskolerne havde siden 1907 modtaget statstilskud, men først i 1931 blev tilskuddene lovfæstet. Som statens tilsynsførende var Karen Hessel en vigtig aktør i denne periode, da man forhandlede om den nye lov, og husholdningsundervisningen for alvor blev statsanerkendt, standardiseret og udbredt. Hun kom i sine sidste år til at stå lidt alene som repræsentant for den yderste højrefløj inden for husholdningsområdets meget sammensatte organisering. Hun var medlem af Husholdningskommissionen af 1938, som udarbejdede forslag om en sammenhængende husholdningsundervisning på alle niveauer, og kom i dette forum med en markant mindretalsudtalelse. Efter hendes opfattelse burde piger gennem hele folkeskoleforløbet have husholdningsundervisning, desuden skulle husholdningsundervisning være obligatorisk for alle unge kvinder mellem 14 og 18 år, og yderligere skulle de kvinder, der giftede sig, inden brylluppet have modtaget et halvt års undervisning på en husholdningsfagskole. Endelig skulle de gifte husmødre, som personligt stod for husholdningen i deres hjem, have en husmoderløn, som skulle finansieres over skatten af ugifte og barnløse. Herigennem ville man opnå, mente hun, at kvinderne ville vende tilbage til hjemmene til gavn for sig selv, familie og samfund. Hverken denne markante satsning på kvindens opgaver som husmoder generelt eller det mere specifikke forslag om en direkte statsfinansiering af husmoderen vandt stor tilslutning i Danmark, men kan ses som parallel til den kvindepolitik, som totalitære stater i Europa førte i 1930’erne og 1940’erne.

Karen Hessel var i sit eget liv splittet mellem på den ene side en stærk ideologisk optagethed af husmoderens opgaver og på den anden side sin vedvarende praksis som en selverhvervende og særdeles aktiv kvinde med engagement i sin tid. Stod hun til slut noget isoleret, var hun dog respekteret som en uafhængig og retlinet personlighed, der besad indsigt i mange forhold og ydede en bred indsats både politisk og kvindesagligt.