Karen-Lise Mynster

Da Karen-Lise Mynster blev optaget på Statens Teaterskole som 20-årig, sagde hun, at hun ville bruge sit talent til at afspejle tilværelsen. Dette har siden været den røde tråd i en karriere, som afspejler et stort og alsidigt talent, funderet i et samfundsmæssigt og kvindesagligt engagement, der altid har været politisk, men aldrig er blevet doktrinært.

Karen-Lise Mynster tog musiksproglig studentereksamen fra Birkerød Statsskole i 1972 og begyndte samme år på teaterskolen. Efter elevtiden var hun fra 1975 engageret ved Ålborg Teater i et par år, hentet dertil af Leon Feder, som var kendt for sin evne til at opspore og tiltrække unge talenter. Det blev fortrinsvis til mindre roller, men i 1978 slog hun igennem som Eliza i Det Danske Teaters opsætning af musicalen My Fair Lady og høstede ros for flere andre store roller, bl.a. i Elsa Gress’ revy Mandefald på Bristol Teatret 1978, og Svendborgrevyen Rottefælden 1979. Desuden tog hun initiativ til den samfundskritiske cabaret Vi længes sikkert mod noget andet med tekster af Bertolt Brecht, Harald Herdal og L. Forsell. Hun modtog LOs Kulturpris i 1982 for sin rolle som tillidskvinde i fjernsynsserien Krigsdøtre, og samme år stod hun på scenen i Margareta Garpes og Suzanne Ostens kønspolitiske revykomedie Jøsses piger på Det Kgl. Teater. I den forbindelse udtalte hun sin sympati for kvindebevægelsen og tilføjede, at “målet må selvfølgelig være, at vi skaber et menneskesamfund med samme muligheder for begge køn”.

Karen-Lise Mynsters talent spænder vidt, og hun har ydet fine præstationer i musical, revy, kabaret og på film og teater, hvor hun mestrer både tragedie og komedie i såvel det klassiske som det moderne repertoire. I klassiske skuespil har hun ofte tolket sine roller, så de fremstår i ny belysning. Det så man bl.a. i Henrik Ibsens Hedda Gabler på Det Danske Teater i 1990, hvor længsel efter frihed blev det bærende i hendes fremstilling af titelpersonen. Men det er i højere grad hendes talent for at fortolke kvindeskikkelser i moderne dramatik, der har gjort hende til en enestående skuespiller. Blandt hendes væsentlige roller er den kvindelige bryder i Claire Luckhams skuespil om kønskampen Trafford Tanzi, der opførtes 1984 i Saltlageret, og samme år høstede hun anerkendelse både som sanger, danser og skuespiller for sin fremstilling af frelserpigen Sarah Brown i musicalen Guys and Dolls på Det Kgl. Teater. I L. Noréns München-Athen på CaféTeatret i 1986 havde hun den kvindelige hovedrolle i stykket om et ungt par, der under en togrejse afslører deres smertefulde ensomhed trods mange års samliv med hinanden. Den undertrykte smerte i det tilsyneladende pæne, normale liv var også det bærende i hendes tolkning af andre kvindeskikkelser, fx den kølige, succesrige Julia i Noréns Skyld i kærlighed, 1993 på Rialto, og samme år i Dorrit Willumsens Så længe smerten er usynlig i Radioteatret. I Jess Ørnsbos Klubben, 1995 på Bådteatret, så man hendes talent fra en helt anden side i en vellykket blanding af komik, tragik og skærende melodrama.

Karen-Lise Mynster har spillet med i adskillige film, bl.a. Verden er fuld af børn, 1980, hun var den selvstændige landmandskone i Der er et yndigt land, 1983, og den frihedssøgende kvinde i titelrollen i Sofie, 1992. Desuden har hun haft hovedroller i familiefilm som de tre film om Krummerne, 1991-94, og i filmatiseringen af Dennis Jürgensens roman Kærlighed ved første hik, 1999. Trods et talent, der spænder over mange forskellige udtryksformer, er det dog teatret, der står hendes hjerte nærmest: “Det smukkeste ved teatret er efter min mening, når du kan give publikum oplevelsen af både gråden og latteren i deres egen sjæl på samme tid,” har hun sagt.

Karen-Lise Mynsters engagement har også udmøntet sig i den kulturpolitiske debat, og hun har især markeret sig i kampen for at bevare det lukningstruede Rialto Teatret på Frbg. “Dansk teaterpolitik er kortsigtet og rastløs, styret af luner,” lød hendes kritik i den forbindelse, og hun argumenterede for, at det er vigtigt at bevare små, velfungerende scener med mod til at eksperimentere, både med moderne teater og nytolkninger af det klassiske repertoire. Dette mod viste hun selv, da hun i 1999 optrådte på Café Liva med Tågænger, en kabaret med tekster af Tove Ditlevsen, udvalgt og sammensat af Karen-Lise Mynster. Et enigt anmelderkorps var bevæget og begejstret for hendes formidling af teksterne, som ramte midt ind i mange af de normer, som hverdagslivet omgives af, og som fortalte væsentlige ting om kvinders livserfaringer. Året efter debuterede Karen-Lise Mynster som instruktør i Ibsens Vildanden. Heri gjorde hun barnet Hedvig til stykkets bærende figur. Karen-Lise Mynster har modtaget adskillige priser, bl.a. Henkel-Prisen i 1984, Tagea Brandts Rejselegat i 1989 og Teaterpokalen 1995.