Elsa Gress

Forfatteren og kritikeren Elsa Gress blev født på Frbg., men voksede op i Ordrup, hvor familien boede på flere adresser. Den excentriske fader bortødte familieformuen på galopbanen, mens moderen trods angsten for social nedtur og et efterhånden nervøst sind møjsommeligt forsøgte at skabe rimelige rammer for familiens liv. Denne sørgmuntre historie kan man læse i Elsa Gress' første erindringsbog Mine mange hjem, 1965, hvor hun beretter om sin opvækst i 1920’erne og begyndelsen af 1930’erne. Familiens konstante økonomiske krise resulterede i utallige flytninger og betød ubehagelige drillerier i skolen, men forfatteren bebrejder dog ikke direkte sin fader for fattigdommen og den rodløse tilværelse. Med moderens død i 1938 døde også familielivet og trygheden for alvor. Erindringsbøgerne indtager en central plads i forfatterskabet, og de beskriver fra flere sider den outsiderposition og følelse af usamtidighed, Elsa Gress oplevede som barn og ung, og som kom til at præge stort set alt, hvad hun siden sagde og skrev. Langt senere har datteren Barbara G. skrevet videre på familiehistorien med erindringsromanen Huset og slottet, 1999.

Elsa Gress blev nysproglig student fra Ordrup Gymnasium i 1937, og samme år påbegyndte hun litteraturstudiet på Københavns. Universitet. I den næste erindringsbog Fuglefri og fremmed, 1971, som hun modtog Kritikerprisen for, beskriver hun bl.a. sine rejser i Tyskland, Frankrig og England i årene 1937-39 og sit møde med nazismen lige før Anden Verdenskrig, et møde, der blev vigtigt for hendes senere forfatterskabs så intense forsvar for demokrati og humanistisk sindelag. Under krigen arbejdede hun med afhandlingen Engelsk æstetisk Kritik fra 1680 til 1725, som hun indleverede i 1942 og modtog guldmedalje for. Hun var samtidig med i modstandsbevægelsen, hvor hun deltog i skydeøvelser i Utterslev Mose, sabotageaktioner og var tæt ved at blive taget, hvorfor hun for en tid gik under jorden. For Elsa Gress blev slutningen på krigen og Befrielsen ikke en lykkerus, men tværtimod en tragisk tid, da både hendes første kæreste og broderen Palle begik selvmord på grund af krigens uhyrligheder. Det var bl.a. disse smertelige erfaringer, hun trak på, da hun skrev den kulturkritiske, men følsomme debutroman Mellemspil, 1947. Romanen fortæller historien om en ensom, ung kvinde, som flygter til Efterkrigstidens London for at dulme oplevelsen af sin elskers selvmord og finde et holdepunkt i tilværelsen. Samme år som romanen udkom, modtog hun Schultz’ Litteraturpris for den. Elsa Gress var selv rejst til England efter krigen, hvor hun 1945-46 havde job på BBC i London.

Elsa Gress var i 1944 blevet magister i litteraturvidenskab. Hun anvendte dog aldrig sin uddannelse inden for den etablerede, akademiske verden, men foretrak det frie kunstnerliv. Trods gentagne, højlydte beklagelser over, hvor dårligt det moderne velfærdssamfund behandler sine kunstnere, brugte hun livet igennem sit kritiske talent og sin strålende formuleringsevne som romanforfatter, kritiker, kronikør, dramatiker, oversætter, forlagskonsulent, essayist og som den måske mest berømte og berygtede debattør i sin tid. Startskuddet til denne løbebane lød i 1945 med essaysamlingen Strejftog, der desuden skulle blive den første af en lang række debatskabende bøger om samfund, kunst og køn. En af pointerne for Elsa Gress var netop strejftoget eller rejsen i det fremmede, der, hvor middelmådighed og selvtilstrækkelighed holder op, og hvor nysgerrighed og åbenhed vokser frem. Bl.a. fandt hun et særligt blik på danskerne gennem det fremmede, og i essaysamlingen Fugle og frøer, 1969, beskriver hun, hvorfor rejsen og mødet med andre er så nødvendig for udviklingen af ens personlighed.

Rejserne og udvekslingen med de andre, danske og udenlandske digtere, venner, kunstnere og intellektuelle, blev da også en livslang inspirationskilde for Elsa Gress og afgørende for den måde, hun valgte at bo på. I første omgang gjaldt det lejligheden i Teglgårdsstræde, som i perioden 1948-56 blev centrum for datidens forskellige intellektuelle og kunstnerskikkelser, og som erindringerne Compania I, 1976, handler om. For at opretholde eksistensen for sig selv og sine skiftende logerende arbejdede hun i denne periode ofte i døgndrift som oversætter. I 1950 var Elsa Gress dansk deltager i de årlige seminarer om amerikanske studier i Salzburg, og der mødte hun den amerikanske litteraturforsker og senere professor R.W.B. Lewis, der blev fader til hendes søn David. Under Elsa Gress' studieophold i USA i 1951-52 fortsatte de deres affære. De amerikanske immigrationsmyndigheder afviste imidlertid i slutningen af 1952 at forny hendes visum, og hun vendte gravid tilbage til Danmark. Han var gift i forvejen, og deres forhold blev ikke siden genoptaget. Mødet med USA og amerikansk kultur i 1950’erne vakte Elsa Gress' vedvarende interesse for landet. I begyndelsen langer hendes krasse pen ud efter McCarthy-tidens holdningstyranni og koldkrigens snæversyn, men Amerika genopdages i essaysamlingen Nye strejftog, 1957, hvor hendes enorme kendskab og kærlighed til landets mangfoldige kultur og muligheder ikke er til at tage fejl af.

Allerede sommeren 1952 traf Elsa Gress sin anden store kærlighed, maleren Clifford Wright, i kunstnerkolonien Yaddo, New York. Han kom til Danmark i 1956, hvor de giftede sig, bosatte sig på Amagerbrogade og fik to børn sammen, Barbara og Jonathan. Alt dette skrev Elsa Gress om i Compania II, 1976, hendes erindringer fra perioden 1956-72, der også beretter om det utraditionelle kunstneriske miljø, som det gæstfrie ægtepar skabte rammerne for, da de i 1959 flyttede væk fra København og indrettede et familie- og kunstnerliv i Åsøs nedlagte skole ved Glumsø. Stedet blev døbt Decenter, og kunstnere og gæster fra hele verden kom og deltog i udstillinger, teaterforestillinger, foredrag, diskussioner m.m. Den amerikanske instruktør Tom O’Horgan, som Elsa Gress havde mødt i USA, var sammen med sin teatertrup blandt de mange gæster. Han iscenesatte i 1976 en tv-udgave af Elsa Gress' skuespil Den sårede Filoktet, 1970, der blev hendes egentlige gennembrud som dramatiker. Decenter truedes af tvangsauktion i 1971 og blev for en kort tid reddet af fondsmidler, men i 1972 flyttede familien ind i skovriderboligen ved Marienborg på Møn, hvorfra Elsa Gress fortsatte sit kunstneriske og kritiske virke.

Med sin intense kritik af sociale, kulturpolitiske og litterære fænomener førte Elsa Gress en dansk kulturradikal tradition fra Georg Brandes og Poul Henningsen videre i dansk åndsliv. Hun var et intelligent og imponerende polemisk anlagt menneske, som foragtede dominerende skikkelser og meninger, og hun blev hørt, men også tit udskældt og misforstået. Selv sagde hun, at det meste af det, hun skrev, var “forsvar for individets ret til at være individ og angreb på enhver form for dehumanisering ad politisk, kulturel, teknisk eller kunstnerisk vej.” 1964 udgav hun debatbogen Det uopdagede køn, hvori hun kritiserede det herskende “enkønssamfund”. Løsningen var for hende humanisme og ikke feminisme, og derved adskilte hun sig klart fra 1970’ernes kvindebevægelse. Den outsiderposition, hun livet igennem indtog som kritiker og kunstner har også haft sine slagskygger, og i flere essays, skuespil, noveller og ikke mindst i de seneste romaner, Salamander, 1977, og Simurghen, 1986, beskrives kunsten som et kompromisløst kald, der også er forbundet med smerte og tab. Elsa Gress modtog en lang række litterære priser og blev 1975 optaget i Det Danske Akademi. Det eksklusive forum havde indtil da kun haft to kvinder blandt sine medlemmer, Karen Blixen, der var med til at stifte akademiet i 1960, og Agnes Henningsen.