Faktaboks

Agnes Henningsen
Agnes Kathinka Malling Henningsen
Født
18. november 1868, Skovsbo, Rynkeby sogn
Død
21. april 1962, København
Arbejdsliv
Forfatter
Familie

Forældre: forpagter Peter Andersen (1837-83) og Ophelia Petrea Amalia Cathinca Malling (1839-74).

Gift 24. oktober 1887 med adjunkt Mads H., født 27. juli 1862 i Fredericia, død 19. juni 1929 i New York, s. af kæmner Jens Christian H. og Mette Kirstine Pagh. Ægteskabet opløst 1917.

Gift 5. september 1919 med overretssagfører, direktør Jens Sigvard Simon Koch, født 18. februar 1871 på Frbg., død 20. oktober 1935 i København, s. af kirkegårdsinspektør Rudolph Sigvard K. og Martha Charlotte Jensen.

Børn: Ellinor (1887), Esther (1889), Tage (1891), Poul (1894).

Agnes Henningsens ideal var den stærke kvinde, der tør vedgå sig sit begær og lade det være grundlaget for personligheden. I hendes samtid vakte hendes romaner stort postyr i det københavnske borgerskab. Hun skrev nådesløst om den klassiske elskerinderolle og om frigiditet som en naturlig følge af et samfund behersket af brutale, hensynsløse mænd. Fotografi fra 1894.

.
Agnes Henningsen
Som 26-årig havde Agnes Henningsen fire børn. På billedet har hun den senere arkitekt og forfatter Poul Henningsen (PH) på armen. Efter separation fra Mads Henningsen i 1895 blev hun eneforsørger. Foto fra ca. 1895.
Agnes Henningsen
Af /Det Kgl. Bibliotek.
Agnes Henningsen
I 1917 rejste der sig en decideret hetz imod Agnes Henningsen, og planerne om at sætte hende på finansloven med en livsvarig forfatterydelse blev forpurret. Kun Edvard Brandes stemte for. Foto uden år.
Agnes Henningsen
Af /Det Kgl. Bibliotek.
Agnes Henningsen
Fra 1941 til 1955 udkom Agnes Henningsen otte bind erindringer med de sigende titler: Let Gang paa Jorden, Byen erobret, Kærlighedssynder, Dødsfjende-Hjertenskær, Jeg er Levemand, Den rige Fugl og Skygger over Vejen. Værket betragtes i dag som hendes største bedrift. Tryk efter tegning af Ludvig Find, uden år.
Agnes Henningsen
Af /Det Kgl. Bibliotek.

Agnes Henningsen blev født på godset Skovsbo ved Rynkeby på Fyn og voksede op som den mellemste af tre søstre. Allerede i 1874 døde deres livsglade og omsværmede moder, og det betød en dramatisk omvæltning i de tre små pigers liv. Faderen giftede sig hurtigt igen med børnenes lærerinde, men ægteskabet blev ikke lykkeligt, både børnene og ægtefællerne vantrivedes. Faderen sygnede hen og døde fordrukken og forgældet i 1883. De traumatiske oplevelser omkring forældrenes dødsfald betød, at Agnes Henningsen vendte sig fra religionen, og hun forblev ateist hele sit liv. Efter faderens død besluttede familien at sende de tre søstre på pigekostskole i Antvorskov ved Slagelse. Der skulle rettes op på deres skolekundskaber, men også i deres almene pigeopdragelse var der, målt med tidens målestok, mangler. Agnes Henningsens fader havde nok straffet dem, når han fandt det påkrævet, men skammede dem aldrig ud; i stedet havde han aftalt et særligt sandhedskrav med sine børn, og dette var blevet håndhævet med omhu. I en sommerferie hos Agnes Henningsens moster på skovridergården ved Glorup på Sydfyn traf Agnes Henningsen den unge Mads H., som hun forelskede sig i. Trods familiens modstand blev de to gift i 1887. Mads H. havde læst teologi, men valgte herefter at blive magister og fik stilling som gymnasielærer ved Ordrup Latinskole. Det unge ægtepar lavede forsøgsvis, i pagt med tidens progressive strømninger, en aftale om det sande ægteskab med frihed og plads til begges selvrealisering. Men de fik tre børn, der krævede deres moder og samlivet bar mest præg af slid, fattigdom og uforløst seksualitet. Fra denne traditionelle, bundne kvindesituation valgte Agnes Henningsen selv at agere. Hun fik kontakt med Herman Bang, som hun var en stor beundrer af, og med hans hjælp og vejledning fik hun i 1891 trykt en række noveller i avisen København. Af hensyn til mandens lærerembede valgte hun at skrive under et pseudonym, Helga Maynert. På avisens redaktion mødte hun forfatteren Carl Ewald, der også var gift, og forelskede sig i ham. Han blev fader til hendes fjerde barn Poul H. For Mads H. var idealerne fra “det sande ægteskab” ved at være slidt op. Han trivedes ikke med Agnes Henningsens nye, litterære venskaber og havde svært ved at tolerere hendes brug af den aftalte frihed. I 1895 blev han grebet i uterlighed over for en skoleelev, afskediget fra sin stilling og emigrerede til USA. Ægtefællerne blev separeret samme år og siden skilt. Som aleneforsørger til fire børn var udfordringerne store, også for store. Agnes Henningsen flyttede for en tid ind med den lille Poul hos Ewald, der fortsat boede sammen med sin hustru. Imens blev Agnes Henningsens tre andre børn passet hos bedsteforældrene i Fredericia. De sidste arvepenge blev sat i en frisørsalon på Vimmelskaftet, Manon kaldte hun den. Med sin udsøgte smag og sans for farver og påklædning var Agnes Henningsen ikke uden talent for at drive en sådan forretning, men hun blev trist af mangel på opmærksomhed fra sine litterære bekendte, som ikke syntes, de kunne omgås en damefrisør, og hun blev såret af byens skadefro sladder over hendes nederlag. Efter nogle nedslidende år som gæst i sit yngste barns faders hjem flyttede Agnes Henningsen i 1898 først til Vesterbro og siden til Roskilde. Nu fik hun omsider arbejdsro. I 1899 kom debutromanen Glansbilledet og samme år romanen Strømmen. De to romaner har kvindelige hovedpersoner, begge har depressive overtoner, og en stor del af skylden for kvindernes ulykke lægges af forfatteren i deres manglende arbejde og forstenede selvopfattelse. I 1900 lykkedes det Agnes Henningsen at få finansieret en rejse til Polen, og året efter kom romanen Polens Døtre, en fin og nærgående sædeskildring af to forskellige kvinders skæbneforløb omkring den samme mand. I kampen om hans gunst svigter begge kvinderne sig selv og deres egen værdighed. De går til grunde som ofre for konventionens krav om passivitet og dydighed, samtidig med at de indhentes af kønsangst og frigiditet. Bogens mandsportræt har Georg Brandes som model; Agnes Henningsen kendte ham personligt og erkendte ham som tidens stærke mandssymbol. Påvirkningen fra den Herman Bangske impressionisme, der prægede debuten, er her aftaget; Agnes Henningsen havde fundet sin egen ubarmhjertigt åbne stil, som udleverer og forklarer uden at pege fingre eller moralisere. Efter romanen De Spedalske, 1903, forsøgte Agnes Henningsen sig med skuespil. To af disse er trykt, Den Uovervindelige, 1904, og Elskerinden, 1906. Det er karakteristisk, at tidens store skuespillerinde Betty Nansen nægtede at spille hovedrollen i Elskerinden. Det er en nådesløs skildring af den klassiske elskerinderolle, kvinden, for hvem manden er alt, og manden, der bruger elskerinden som underholdning og adspredelse. Tiden har kendt disse skæbner alt for godt, teatertraditionen var ikke til så grel realisme. Med romanen Lykken, 1905, problematiserer Agnes Henningsen en anden af tidens kollektive fortielser, frigiditeten. Med sviende ærlighed viser hun, hvorledes den frigide og fordømmende kvindetype naturligt udvikles i et samfund behersket af brutale, hensynsløse mænd. Romanen var modig, men kom til at nære den foragt og angst for Agnes Henningsen, som det kbh.ske borgerskab i forvejen led af. Som hendes litterære succes voksede i disse år, voksede også denne moralske kvababbelse i den borgerlige offentlighed. Efter romanerne Den elskede Eva, 1911, og Den store Kærlighed, 1917, rejste der sig en decideret hetz imod hende, og planerne om at sætte hende på finansloven med en livsvarig forfatterydelse blev forpurret. Der udspandt sig en hidsig debat i regering og rigsdag om, hvorvidt statsstøttet kunst skulle være til gavn for samfundet. Hele forløbet blev tæt fulgt af pressen. Ved tingets afstemning om Agnes Henningsens ydelse stemte kun én for; det var Edvard Brandes. Delvis på baggrund af alt dette postyr ønskede Agnes Henningsen sig i sikkerhed i et ægteskab, og i 1919 giftede hun sig med vennen, juristen Simon Koch. Hun oplevede dog også nogen offentlig opbakning; en gruppe af tidens store forfattere bragte et brev til hende i pressen, hvori de støttede hende og hendes ret til at udtrykke sig frit. Blandt brevets underskrivere finder man ingen af tidens toneangivende kvinder, og også Dansk Kvindesamfund svigtede hende. Romanen Den Guderne elsker, 1921, er Agnes Henningsens forsvar mod de mange beskyldninger for usædelighed og moralsk fordærv, hendes kærlighedscredo. Med romantrilogien Kærlighedens Aarstider, Det rige Efteraar og Den sidste Aften, 1927-30 giver Agnes Henningsen sin endelige version af kærlighedens muligheder. I 1935 døde hendes anden ægtefælle, og endnu en epoke i hendes liv var forbi. Sorgen bragte refleksionerne fra hele hendes egen livshistorie frem, genoplevet med alderens indsigt, nådesløshed og humoristiske overskud. Fra 1941 til 1955 udkom hendes otte bind erindringer med de sigende titler: Let Gang paa Jorden, Byen erobret, Kærlighedssynder, Dødsfjende-Hjertenskær, Jeg er Levemand, Den rige Fugl og Skygger over Vejen. Læst i dag er disse værker hendes største bedrift, Danmarkshistorie og kvindehistorie vævet sammen af et dramatisk, fintsansende menneske, som uden forbehold blotlagde sit inderste og insisterede på at være i sin egen ret. Hendes samtid var sjældent forstående, men Agnes Henningsen kom til at leve længe nok til at opleve anerkendelsen og en ny generations interesse for sine værker. Da Det Danske Akademi stiftedes 1960, blev hun medlem her som den eneste kvinde ud over Karen Blixen.

Beskrivelser og portrætter af Agnes Henningsen

  • Mal. fra 1901 og 1910 af L. Find. Tegn. fra 1922 af Albert Naur. Foto i Det Kgl. Bibliotek.
  • Elisabeth Møller Jensen (red.): Nordisk kvindelitteraturhistorie, 1993-98. Lise Busk-Jensen (red.): Nordiske forfatterinder, 1990. Bodil Wamberg: Letsindighedens pris, 1983.

Tilknytning til organisationer

Læs mere i Dansk Biografisk Leksikon

Om den digitale udgave

KVINFO's logo
Fra 2001 til 2022 stillede KVINFO Dansk Kvindebiografisk Leksikon gratis til rådighed for befolkningen i den digitale udgave, der nu findes på lex.dk.
KVINFO's logo
Af .

KVINFO erhvervede de digitale ikke-kommercielle rettigheder til Dansk Kvindebiografisk Leksikon i 2001 og stillede værket til rådighed for offentligheden i en gratis online-udgave, hvor læserne fik mulighed for at søge på kryds og tværs i leksikonet.

Siden oktober 2022 har den digitale udgave været videreført på lex.dk, hvor man ved søgning tillige får resultater fra de øvrige værker på platformen. På lex.dk er mange af biografierne også blevet forsynet med fotos og illustrationer.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig