Dorrit Willumsen

Dorrit Willumsen er født på Nørrebro. Forældrene blev skilt i 1944, og det blev især moderen og morforældrene, hun knyttede sig til. Efter at have taget klassisk-sproglig studentereksamen i 1960 fra Metropolitanskolen arbejdede hun dels på kontor og dels i et laboratorium. 1963 giftede hun sig med digteren Jess Ørnsbo. Ægteparrets søn Tore Ørnsbo er siden fulgt i forældrenes fodspor og debuterede som digter i 1997. Dorrit Willumsens debutbog, en novellesamling med titlen Knagen, 1965, placerede hende som en del af den centrale modernisme, men viste også en forfatter, der fra starten havde sin egen pointerede stil. Hun afslørede allerede her blik for detaljerne og særheden i hverdagen og ikke mindst for relationerne mellem mand og kvinde. Stranden, 1968, forfølger nogle af de samme temaer i sin fortælling om mandens fremmede forhold til den kvindelige krop, og netop kvindekroppen bliver central i forfatterskabet, der med stor følsomhed beskriver det moderne samfunds betydning for vores opfattelse af identitet, krop og køn.

I 1970’erne skrev Dorrit Willumsen især om kvinderne som forbrugere af skønheden og kærligheden og deres ulykkelige forhold til deres egen krop. Det er typiske temaer for tidens kvindelitteratur og kønspolitiske debat, men Dorrit Willumsens blik for kønnets betydning førte hende også ind i en omfattende kritik af moderniteten og en stadig overvejelse over kunstens betydning. Kvinderne bliver billedet på det moderne, men også ofrene for varesamfundet. Grotesk og vittigt fortæller hun i romanen The, krydderi, acryl, salær, græshopper, 1970, om den 18-årige Ivy Yvonne, der i et stormagasin underkastes en voldsom og drabslignende skønhedsbehandling. I skildringen kombinerer Dorrit Willumsen kras realisme med mytologiske træk, de små sansede detaljer peger ud mod et større betydningsunivers. I titelnovellen fra samlingen Modellen Coppelia, 1973, forvandler en kvinde sig stadig længere væk fra sin krop og sit køn. Til sidst er hun blevet ren form, og igen ser man foreningen af hverdagsrealismen med det groteske og åbningen mod det mytiske. Dorrit Willumsen bruger også science fiction-genren til at demonstrere, hvor fremmede moderne mennesker er blevet for deres egne behov og smerte, fx i En værtindes smil, 1974. Et stadigt tema er de tragikomiske forsøg på at nå lykken gennem forbruget, kærligheden, skønheden og den teknologiske udvikling. I Manden som påskud, 1980, kredser kvinderne om en mand i angst for selv at tage livet på sig, og i Programmeret til kærlighed, 1981, får en videnskabskvinde den ulyksalige idé at konstruere en dukke, der skal være svaret på mænds ønsker og derigennem afværge deres aggressioner. Kønnenes vanskelige liv med hinanden er også et vigtigt tema i digtsamlingerne Kontakter, 1976, og Umage par, 1983. Og stadig føjer hun modernismens skrivestil og følsomhed over for fremmedgørelsen sammen med blikket for kønnets og kvindernes betydning. Hun skriver om den kvindelige identitet som et spørgsmål om både eksistens, social rolle, krop og æstetisk selviscenesættelse og peger i sin form også ud mod 1980’ernes engagement i krop og filosofi.

Samtidig fortsætter endnu et spor i forfatterskabet, der bliver dominerende i de seneste faser. Dorrit Willumsen har fra starten arbejdet med historien, enten som et rent fiktivt forløb eller i form af romanbiografien. Da, 1968, er en familiehistorie inspireret af Dorrit Willumsens egne erindringer om morforældrene, og også Suk hjerte, 1986, fortæller om flere generationers liv. Romanbiografien Marie, 1983, førte for alvor til et læsergennembrud. Bogen, der blev belønnet med De Gyldne Laurbær, fortæller om Marie Tussauds liv under Den Franske Revolution og hendes senere vanskelige karriere i Frankrig og England. Romanbiografien etablerer den sammenhæng i livet, som Dorrit Willumsen sjældent finder i nutidsfortællingerne, og de skaber samtidig et historisk perspektiv. Fortællingen er baseret på en række historiske kilder, men i sprog, psykologi og fokus klart moderne. Klædt i purpur, 1990, beretter om kejserinde Theodoras liv fra tilværelsen som barneludder i Rom til dødslejet i Byzans. Romanen er i sin form inspireret af den mosaik, der endnu findes i Ravenna af kejserparret. Historien bliver således fortalt i småbidder, der tilsammen viser et mønster af motiver og præsenterer et livsforløb med en kvinde i centrum, der har iscenesat sig selv og sin krop i sin kamp for overlevelse, mænd og siden magt. I 1997 fik Dorrit Willumsen Nordisk Råds Litteraturpris for sin seneste roman Bang, 1996. Det er en kunstnerbiografi om digteren Herman Bang, der betoner sammenhængen mellem liv og værk, men også viser forskellen mellem Bang selv og de personer, han skaber i sine bøger.

I Dorrit Willumsens forfatterskab går en bevægelse fra de tidlige bøgers kritiske blik på modernitetens prioritering af det ydre til en optagethed af det ydre som perceptionens og den æstetiske praksis’ vilkår. Den sensitive og omhyggelige bearbejdning af formen bliver hendes eget bud på en etisk forsvarlig kunstnerisk praksis. Dorrit Willumsen har modtaget en lang række priser, foruden De Gyldne Laurbær bl.a. Det Danske Akademis Store Pris i 1981, LOs Kulturpris i 1991 og Dansk Litteraturpris for Kvinder i 1996. Hun fik Statens Kunstfonds livsvarige ydelse i 1980.