Julie Lembcke

Julie Lembckes fader, der var officer og adjudant hos Frederik 6., ansatte i 1832 Benedicte Arnesen Kall som huslærerinde for den seksårige Julie Lembcke og hendes halvblinde ældre søster. I sine erindringer skriver Arnesen Kall, at Julie Lembcke havde en hurtig opfattelsesevne, en energisk vilje og en stærkt udpræget retsfølelse, som særlig trådte frem i hendes forhold til dyr, som hun elskede og forsvarede. 1866 giftede hun sig med J.Chr. L., og da hun efter forældrenes død havde arvet en betydelig formue, var det barnløse ægtepar i stand til at lægge alle deres kræfter i arbejdet for dyrenes beskyttelse. Han var i 1875 medstifter af og blev senere formand for Foreningen til Dyrenes Beskyttelse; hun samlede i 1876 en kreds af kvinder, deriblandt Arnesen Kall og Josephine Schneider for at stifte filialen Kvindeforening til Dyrenes Beskyttelse (KDB). Indtil sin død var Julie Lembcke foreningens formand, og da hun ikke forstod at sætte andre i arbejde, skyldtes så godt som alt, hvad den udrettede igennem årene, hende.

KDBs opgave var at stræbe henimod en forædling af husførelsen, således at lidelsesfuld slagtning blev modarbejdet, samt at virke for at børn fra den tidligste alder blev bibragt ikke alene kundskab om dyr, men også kundskab om, hvordan de burde behandle dem på en hensynsfuld måde. Hvert medlem af kvindeforeningen forpligtede sig til personligt at påse, at al slagtning i hendes hjem skete på den hurtigste og for dyrene mindst pinefulde måde, samt at søge ved eksempel og opfordring at formå andre til at handle i samme ånd og navnlig hver i sin kreds at påvirke sit tyende og sine børn. Denne hensigt præsenterede Julie Lembcke i foredraget Om Kvindens Virken for en human Behandling af Dyrene, som blev udgivet i 1877 som første nr. af Blade udgivet fra Kvindeforeningen til Dyrenes Beskyttelse. Ligesom andre af tidens kvindeforeninger, der arbejdede for at højne sædelighed og moral, hævdede kvinderne, at selvom deres virkefelt var den nære familie, så kunne hele verden anskues som en husholdning. Det første, KDB gjorde, var at sende en Anvisning til Slagtning i Husholdninger samt til Drab af overflødige og skadelige Dyr til alle større offentlige og private køkkener samt at uddele den til husstande. Da hovedforeningen i 1891 udsendte en opfordring til at modarbejde misbrug ved slagtning, fulgte kvindeforeningen et par år efter sagen op ved at udsende en fortegnelse over de slagtermestre, der havde forpligtet sig til at gennemføre en slagtereform.

1878 udvidede KDB sin virksomhed til fuglefodring om vinteren, og 1896 beklagede foreningen tidens mode, hvor damer pyntede sig med fjer eller hele fuglehamme fra især sjældne tropiske fugle. Under et besøg i Stockholm 1882 mødte Julie Lembcke og hendes mand prinsesse Eugénie, som var engageret i dyrebeskyttelsesarbejde, og som samme år støttede oprettelsen af Nordisk Samfund til Bekæmpelse af det videnskabelige Dyrplageri, dvs. vivisektion, den eksperimentelle fysiologis anvendelse af forsøg på levende dyr. Efter opfordring fra disse svenske meningsfæller skrev Julie Lembcke 1884 Kvindens Opgave i Kampen mod det videnskabelige Dyrplageri og gennemgik kyndigt kampen mod vivisektion i udlandet. Da hun beherskede hovedsprogene, var hun i stand til at korrespondere med de kvinder, der i udlandet havde dannet lignende foreninger.

I 1890’erne intensiverede KDB sin oplysningsvirksomhed, især over for børn. Foreningen havde 1878-92 udgivet syv antologier med fortællinger Billeder fra Dyrelivet, som Julie Lembcke havde skrevet eller oversat fra engelsk. 1896 organiserede den det landsdækkende De unges Forbund til Dyrenes Beskyttelse. Året efter udskrev den en prisopgave og udgav i 1899 den præmierede afhandling Dyrebeskyttelsen i Opdragelsens Tjeneste af lærer Anton Andersen. Under Kvindernes Udstilling 1895 var foreningen repræsenteret i den filantropiske afdeling, og til lejligheden havde foreningen udgivet seks illustrerede småhefter Androkles Bibliotheket, ligesom Julie Lembcke havde skrevet bogen Nogle Kvinder i Dyrebeskyttelsens Tjeneste. Dyrebeskyttelse udsprang af middelklassens øgede følsomhed over for lidelser, hvad enten det drejede sig om mishandlede børn eller forførte kvinder. Det blev et udtryk for civilisation, at andres lidelser blev mildnet. Julie Lembcke og hendes mand var drivkræfterne i en bevidstgørelse om, at en anstændig livsførelse også medførte en anstændig behandling af de umælende medskabninger.

Benedicte Collin: Kvindeforeningen til Dyrenes Beskyttelse, 1901. Festskrift udgiven i Anledning af Kvindernes Udstilling, 1895. Kvinden og Samfundet, 1899, s. 69-72. Dyrevennen 3/1899. Husmoderens Blad 42/1896.