Johanne Petersen (skoleleder)

Samfundet, som antager sig vanføre og lemlæstede Børn (SB) blev stiftet i 1872 af præsten Hans Knudsen. Samfundet var en selvejende institution, hvis økonomi trods nogen offentlig støtte afhang af filantropi, en kombination, der var typisk for 1800-tallets sidste halvdel. Samfundet udvikledes til en af dansk socialforsorgs betydelige institutioner og blev på grund af sin rationelle behandlings- og oplæringspraksis et mønster til efterfølgelse i Europa. I 48 år var Johanne Petersen tilknyttet virksomheden, i de 36 år, fra 1886 til 1922, som dens ubestridte leder.

Johanne Petersen kom fra en velstillet håndværkerfamilie. Søsteren Henriette Petersen blev Danmarks første kvindelige skoleinspektør og var livet igennem sin søsters og vanføresagens trofaste forbundsfælle. I modsætning til sin stærke søster var Johanne Petersen svagelig som ung og fik formentlig derfor ingen uddannelse. Under en indlæggelse på Diakonissestiftelsen omkring 1870 traf hun Hans Knudsen, på det tidspunkt stiftelsens præst, og han fattede tillid til den unge pige og indviede hende i sine planer om at skabe en institution for handicappede børn. Det var hans kongstanke, at de vanføre ikke blot skulle hjælpes rent lægeligt, men oplæres til at blive “et virksomt Led i Samfundet og ikke en Byrde for dette”. Da han i 1872 havde stiftet SB, opfordrede han Johanne Petersen til at påtage sig arbejdet som lærerinde for de vanføre børn. Først afslog hun, men en dag sendte han hende en lille enarmet pige, der skulle hilse og sige, at hun gerne ville lære at sy og strikke, og dermed var sagen afgjort. Johanne Petersen begyndte at arbejde for SB i 1874, og da Knudsen døde i 1886, blev hun hans efterfølger som forstander. Den skrøbelige unge kvinde fik med tiden et jernhelbred og en tilsvarende energi.

Fra begyndelsen var Johanne Petersens ansvarsområde oplæring af de vanføre, og disse var fra 1880 ikke blot børn, men handicappede i alle aldre. Ved Christian 9.s mellemkomst var det lykkedes at få det beskedne statstilskud på 4.000 kr. fordoblet, og vanføre blev sat i lære hos forskellige håndværksmestre i København, ligesom nogle af børnene blev sendt i skole. Men en svært belastet gruppe kunne ikke hjælpes ad den vej, og Skolen for Enhaandede og Lamme blev Johanne Petersens første pionerindsats, hvor hun fra 1874 i sit eget hjem samlede en lille gruppe piger, og fra 1878, da SB ved Diakonissestiftelsens hjælp fik eget værksted, tillige drenge. Med assistance fra SBs bandagist konstruerede Johanne Petersen en sypult, den første tekniske landvinding i oplæringen af de vanføre børn, senere kom adskillige andre hjælpemidler til. Og hun måtte selv gå i lære. Først hos nogle gamle koner, der lærte hende at sy kludesko og sække, og med tiden skaffede hun sig indsigt i mange håndværk. Hun satte sig ind i talrige produktionsprocesser og det dertil knyttede maskineri, en nødvendig forudsætning for etablering af arbejdsgange og hjælpemidler, der var egnede for handicappede. De forskellige håndværk, der med tiden blev inddraget, afspejlede de voksende forventninger til patienternes oplæring, som den indhentede erfaring muliggjorde. Hvor Knudsens udgangspunkt havde været, at Johanne Petersen skulle lære nogle lamme småpiger at reparere deres eget tøj, tog hun initiativ til talrige nye gøremål, der satte børnene i stand til også at forarbejde salgbare artikler, det første skridt på vejen mod en selvstændig tilværelse. Med sygeplejersken Thora Fiedlers ansættelse i 1894 fik Johanne Petersen en medarbejder, der gennem næsten 25 år i SBs bandageri skabte en række fremragende hjælpemidler til brug i de vanføres hverdag.

Gennem sin daglige omgang med SBs patienter indså Johanne Petersen, at et handicappet barn ikke nødvendigvis også var ubegavet. Men alt for mange fik end ikke almindelig skoleundervisning. Mange børn kunne ikke færdes på gaden, adskillige kom fra dårligt stillede hjem, og provinsbørn var udelukket fra antagelse i SB, med mindre der kunne skaffes dem husly i en københavnsk familie. Det var derfor et stort fremskridt, da det i slutningen af 1880’erne lykkedes at åbne et pensionat for udenbys patienter. Der var kun plads til syv, så Johanne Petersen opløste sit hjem og lejede for egen regning to lejligheder i det indre København, den ene til piger, hvor hun selv boede, den anden til en flok drenge. I løbet af kort tid husede hun 45 børn. Denne anden pionerindsats skulle vise sig at blive afgørende for vanførearbejdet: Uden omhu for de vanføres liv i alle detaljer var det umuligt grundlæggende at hjælpe dem. I 1893 stiftedes foreningen Hjemmet for Vanføre, hvis forudsætning var, at hjemmet kun måtte huse børn og unge, der var antaget til behandling eller oplæring i SB. Hjemmet kom dermed i faste rammer og fik fra 1899 statstilskud.

Skolespørgsmålet løstes, da lærerinden Thora Constantin- Hansen i 1896 blev ansat til at undervise i de almindelige skolefag. Skolen blev støttet af Københavns kommune fra 1898, og Constantin-Hansen og Johanne Petersen kappedes om at sætte sig stadig højere mål for deres børn og unge. Få år før var nogle af de uddannede vanføre blevet ansat som lærere ved institutionen, der således også blev arbejdsgiver for vanføre. Omkring 1890 arbejdede seks vanføre lærere og 12 udlærte, lønnede vanføre på institutionens værksteder, arbejdsstuer, som de nu kaldtes. I 1896, året før SBs 25-års jubilæum, flyttede institutionen ind i egen bygning på Toldbodvej. Værksteder, poliklinik, bandageri, skole og hjem kom under samme tag, og få år efter kunne en ortopædkirurgisk sengeafdeling åbnes. Et sanatorium og et børnehjem var da allerede inddraget under SBs virksomhed. Fra 1903 modtog man så vidt muligt klinikpatienter af alle aldre og begge køn i hjemmet.

Johanne Petersen var i så høj grad drivkraften i arbejdet, at hendes samarbejde med hjemmets bestyrelse nu og da blev belastet af hendes mange “Ideer”. Bestyrelsen kunne med nogen ret hævde, at hun overskred foreningens vedtægter, men efter Johanne Petersens mening var intet for godt til de vanføre, hvis tilværelse i forvejen var byrdefuld. Naturligvis hæmmedes hendes virketrang af de snævre økonomiske bånd, og pengemangel hvilede som et tryk over hendes ellers så lykkelige arbejdsliv. Johanne Petersen havde en sjælden evne til at begejstre medarbejdere for sagen. I adskillige år hed det ved lønudbetaling ikke: “Hvor meget skal De have?” men: “Hvor lidt kan De nøjes med?” Omvendt tålte hun måske ikke, at nogen kom helt op på siden af hende, et par fremragende medarbejdere forlod efter mange års indsats institutionen lidt brat. I 1908 blev Samfundet, som antager sig Vanføre og Lemlæstede omsider sammensluttet med Hjemmet for Vanføre under navnet Samfundet og Hjemmet for Vanføre, og i 1910 indviede man dets udvidede og ombyggede domicil. Både på skrift og i tale deltog Johanne Petersen i debatter om abnormskoleundervisningen, og ved 25- års jubilæet i 1897 modtog hun Fortjenstmedaljen i guld. Med tiden blev hun internationalt hyldet som pioner i vanførearbejdet.