Thora Fiedler

Thora Fiedlers fader var den alsidige Har.V. F., der virkede som landmand, vejinspektør, birkedommer og fiskerikonsulent. Både hun og hendes to yngre søstre Thora (g. Knudsen) og Elisif F. fik et for den tid usædvanlig aktivt kvindeliv. Forældrene fulgte heller ikke selv ganske normerne; der var 22 år mellem dem, de blev gift seks år efter Thora Fiedlers fødsel, i dølgsmål under navnet Nielsen, og legitimerede hende først i 1869. Alle tre piger begyndte en sygeplejerskeuddannelse i 1886-87, Thora og Elisif på Frederiks Hospital, Thora Fiedler på Kommunehospitalet som elev under Dansk Røde Kors (DRK). Det tog dengang kun 15 måneder at blive Røde Kors (RK)-søster, men disse sygeplejersker havde høj status, idet foreningen i modsætning til hospitalerne havde et fast uddannelsesprogram, således at eleverne kom gennem alle discipliner.

I 1888 begyndte den nu 34-årige Thora Fiedler at gå ud som privatsygeplejerske for DRKs bureau. I 1893 var en af privatpatienterne forstanderinde Johanne Petersen, der siden 1874 havde ledet en lille skole for lamme piger og netop oprettet Hjemmet for Vanføre, begge dele i tilslutning til Samfundet for Vanføre (SV). Institutionen, der var stiftet i 1872 af pastor Hans Knudsen, havde ikke egen sygeplejerske, men brugte skiftende RK-søstre. Johanne Petersen fandt i Thora Fiedler ikke blot en fortrinlig sygeplejerske, men også “et Menneske, man ikke skulle slippe”. Interessen var gensidig, og i 1894 blev Thora Fiedler fastansat. Samfundets sygestue havde seks senge og et lille værksted, men inden der var gået to år havde hun udbygget det, så bandageriet både kunne forsyne institutionen selv og levere til hospitaler og private.

Thora Fiedler var en stor, kraftig kvinde, der beskrives som selve “den vandrende Energi”. Hendes hovedopgave lå på operationsstuen, men praktisk anlagt som hun var, begyndte hun snart selv at konstruere nye bandager og proteser. Efter arbejdstid eksperimenterede hun i et lille køkken med at hærde stål og læder, smede, dreje metal osv. Når prototyperne var udviklet, satte hun patienterne til at producere proteserne som arbejdsterapi. Med tiden blev det til regulære smede-, sadelmager- og skrædderværksteder, som Thora Fiedler ledede ved siden af sit sygeplejearbejde. Hun havde talent for at finde netop den rette til hver opgave, og med årene opbyggede hun en fast, og trofast, stab af handicappede til værkstederne, hvor også en snes unge til stadighed var i lære. For at lette patienter og medarbejdere opfandt hun sindrige proteser og andre hjælpemidler, så flere selv kunne klare spisning, påklædning, toilette og deltage i arbejdet. Værkstederne skaffede handicappede et godt lønnet arbejde og sparede SV mange penge, og efterhånden blev institutionen forbillede for andre lignende. Den voksede støt og flyttede fra beskedne omgivelser i Stormgade til en statelig ejendom på Esplanaden. I 1908 blev Thora Fiedler klinikforstanderinde. Omkring Første Verdenskrig havde klinikken 100 senge, hvor flere tusinde patienter årligt blev behandlet, og under krigen strømmede eksperter til fra de krigsførende lande for at lære at fremstille bandager og proteser efter Thora Fiedlers modeller.

Mens Thora Fiedler var drivkraften i klinikken og bandageriet, var Johanne Petersen “den sammensatte Organismes store urolige Hjerte”. De var energiske, havde begge evnen til retfærdig harme og drøftede alt. Med Thora Fiedlers impulsive og sprudlende temperament og Petersens mere rolige væsen kom de ikke sjældent i disput om institutionens anliggender, men “inderst inde var Venskabsbaandet, som ikke brast”. Thora Fiedler havde naturligvis støtte i SVs læger og bestyrelse, men der var i samtiden ingen tvivl om, at hun var primus motor i institutionens enorme udvikling, der førte til ansættelse af over 50 medarbejdere. I 1913, 100-året for stifterens fødsel, modtog hun Fortjenstmedaljen i guld, og ved sit 25-års jubilæum i 1919 blev hun fejret med store gaver, bl.a. et beløb fra personalet, som hun brugte til at stifte Frk. Fiedlers Legat. I et interview i anledning af jubilæet rådede hun journalisten til at skaffe sig oplysning om hendes meriter andetsteds: “forlang ikke, at jeg skal give mig til at fordybe mig i mig selv”. Hun ville kun udtale, at skønt 64 år gammel var hun aldeles ikke færdig med livet. Ikke desto mindre trådte hun få måneder efter jubilæet tilbage, angiveligt på grund af en øjenlidelse. Da klinikkens overlæge imidlertid fratrådte samme dato, har der formentlig været tale om interne problemer.

Søsteren Thora Knudsen havde været dybt involveret i en strid omkring dannelsen af Dansk Sygeplejeråd (DSR), Elisif F. var i nogle år redaktør af Tidsskrift for Sygepleje, og de formåede begge at skabe ravage i tidens debatter med deres stærke meninger. Thora Fiedler, der havde været medlem af DSR fra begyndelsen, havde kanaliseret sine kræfter i andre retninger, men var også organisatorisk interesseret; hun var 1901-19 medlem af DSRs repræsentantskab og bestyrelsesmedlem i Dansk Arbejde. Sit lange otium, 22 år, tilbragte hun på Sorøegnen, hvor hendes forældre havde boet, og hun blev som de begravet ved Holsteinborg.