Johanne Krarup-Hansen

“Hvor ’lyste’ hele din Person, naar Du viste Dig, og hvor kunde Du rive os med, naar Du sejrsbevidst stred for ’Tvillingparret’.” Således skrev den danske Wagnertenor Peter Cornelius i en farvelnotits ved Johanne Krarup-Hansens afgang fra Det Kgl. Teater om hendes præstation i sopranpartiet Brünnhilde i Valkyrien. Skønt KH var mezzosopran, mente Cornelius, der havde stået på verdensscenerne, at hun med sin varme og sjældne stemme havde gjort god fyldest: “Du ’levede’ paa Scenen (...) Du fik dine Medspillende til at tro paa Dig.”

Der var musik i det jyske lærerhjem, hvor Johanne Krarup-Hansen voksede op sammen med to søstre. Senere kom hun til København, hvor hun foruden klaverundervisning hos bl.a. Agnes Adler fik sangundervisning hos Leopold Rosenfeld, og siden studerede hun videre hos Kutzbach i Dresden. Hun debuterede ret sent, som 29-årig, på Det Kgl. Teater som Orfeus i Orfeus og Eurydike. Skønt publikum kunne sammenligne præstationen med den højtskattede Elisabeth Dons’, faldt hun ikke igennem. Hun havde tilegnet sig en sikker teknik, og til hendes musikalitet kom en “egen dramatisk Myndighed og Verve”, som hurtigt skabte respekt om hendes præstationer. Som Ortrud i Lohengrin et par år efter viste hun, at stemmen havde udviklet sig fra altlejet til en omfangsrig dramatisk mezzo med en fin højde. På det grundlag sang hun i 1902 den første danske Brünnhilde i Valkyrien. Partiet havde oprindelig været besat med den norsk-svenske Ellen Gulbranson, da man i 1891 ikke rådede over nogen dansk sangerinde til denne rolle. Men selvom Johanne Krarup-Hansen fik succes som dramatisk sopran, holdt hun sig fremover klogeligt til mezzopartierne.

Johanne Krarup-Hansen gjorde især indtryk i stærkt patetiske roller. Hos Verdi var det Amneris og Azucena, hos Wagner var det Fricka, Erda, Brangäne og Kundry: “Det var netop det statelige – de store brede Linjer – saavel i Stemmen som i Foredraget og hele den ydre Fremtoning, der var Frk. Krarup-Hansens Særkende,” skrev operarepetitør Salomon Levysohn. Hun fik også andre store roller som titelrollen i Carmen og Dalila i Samson og Dalila og en mængde mindre roller. Hun gjorde ikke arbejdet let for sig selv, da hun havde en næsten for fintmærkende samvittighedsfuldhed, der kan have bidraget til at volde hende og teatret besværligheder. I 1919 tog hun sin afsked som Ortrud til almindelig beklagelse og levede siden tilbagetrukket som sangpædagog. Hun er ikke med på operaentusiasten Knud Hegermann-Lindencrones plader med de første danske Wagnersangere, som blev optaget i 1930’erne, og der findes således ingen optagelser med Johanne Krarup-Hansen. Måske har hendes kunstneriske samvittighed lagt sig hindrende i vejen. Hun blev udnævnt til kgl. kammersangerinde i 1908 og modtog Tagea Brandts Rejselegat 1934.