Johanne Dahlerup

Johanne Dahlerup kom fra landet, men orienterede sig hurtigt mod byen, tog realeksamen fra Præstø i 1913 og lærerindeeksamen fra N. Zahles Seminarium 1917. Hun supplerede sin uddannelse med eksamen fra Statens Gymnastikinstitut 1918. Efter vikariater i Jylland var hun 1919-25 ansat ved Københavns kommunale skolevæsen. I 1923 giftede hun sig ind i en intellektuel embedsmandsfamilie, og i dette miljø traf hun bl.a. politikeren Elin Appel, der blev hendes svigerinde. Johanne Dahlerup tog sin afsked i 1925, da hun fik sit første barn, og indtil alle tre børn nåede skolealderen, helligede hun sig alene sin husmodergerning. Fra den første dag hun opgav sit selverhverv, satte hun sig målbevidst for at uddanne sig i husholdning og blive en god arbejdsgiver for sine tjenestepiger. Hun opfattede sit eget hjem som et demokratisk samfund, hvor ingen enkelt person var enevældig, men hvor alle måtte lære at se problemerne fra de andres side. Denne tilgang til arbejdet i hjemmet så hun selv som baggrunden for den position, hun senere fik i politik og foreningsliv.

Gennem deltagelse i folkeskolens nyoprettede forældreråd fra 1933 blev Johanne Dahlerups politiske interesse vakt, og hun meldte sig ind i Det Konservative Folkeparti. Her gjorde hun lynkarriere. To måneder efter at hun var gået ind i en studiekreds, var hun selv leder, og inden året var omme, blev hun opstillet til den konservativt dominerede kommunalbestyrelse på Frbg., valgt som suppleant og af kommunalbestyrelsen udpeget som tilsynsførende ved et børnehjem. I 1939 var hun opstillet til både Folke- og Landsting i Østre Storkreds og opnåede at blive suppleant til Landstinget i perioden op til Anden Verdenskrig, da konservatismen stod stærkt. 1940 trådte hun ind som stedfortræder og var medlem, indtil den otteårige valgperiode udløb 1947. Hermed havde den konservative Landstingsgruppe for første gang to kvindelige medlemmer, idet Johanne Dahlerups indtræden var udløst af, at Lisbet Hindsgaul rykkede frem til den sikre plads som tingvalgt medlem. 1952-53 var Johanne Dahlerup suppleant i Folketinget. På Christiansborg var det foruden husholdningsspørgsmål skole- og børneområdet, der optog hende. Hun støttede arbejdet for en udvidelse af den offentlige skolebespisning under krigen, var sit partis ordfører ved behandlingen af loven om forebyggende børneværn fra 1945 og var medlem af Kommissionen vedrørende ungdomsskoler, aftenskoler og ungdommens fritidsbeskæftigelse 1948. Som ordfører ved behandlingen af loven om husholdningsskoler og -seminarier 1946-47 talte hun for indførelsen af ungdomsskoler for ufaglærte, en sag, der for hende særlig gjaldt husgerningsundervisning for unge piger. På forbrugerområdet deltog hun bl.a. i udvalgsarbejdet om standardisering af mål og vægt i samlingen 1948-49.

Johanne Dahlerup var i begyndelsen af 1930’erne blevet medlem af De Danske Husmoderforeninger (DDH), som da havde fundet sin organisatoriske form som landsforening for husmødre fra byernes borgerskab. Fra 1944 var hun næstformand i Frbg. Husmoderforening og blev et år senere formand. Kort efter kom hun i DDHs hovedbestyrelse og valgtes efter Ingeborg Richters pludselige død i 1946 til landsformand. Denne post udfyldte hun dygtigt i mere end 25 år frem til 1962, især i kraft af flid og et stort organisationstalent. DDH var i denne periode præget af et velorganiseret oplysnings- og uddannelsesarbejde blandt unge piger og voksne kvinder og af deltagelse i det omfattende netværk af institutioner og organisationer, som i årene før krigen var blevet etableret på husholdningsområdet. I Johanne Dahlerups formandsperiode øgedes medlemstallet med 75%, fra 25.000 til ca. 43.000. Hun deltog i utallige agitations- og diskussionsmøder og blev en dreven forhandler. Dette udnyttede hun i de tillidsposter, hun havde som formand for DDH, bl.a. som medlem af Statens Husholdningsråd 1946-60 og af Priskontrolrådet 1947-55. Hun var dermed i en vigtig periode centralt placeret i opbygningen af forbrugerarbejdet, og hendes politiske og organisatoriske arbejde supplerede fint hinanden. Efter Anden Verdenskrig, da internationalt samarbejde blev udbygget på en række fronter, var hun meget optaget af at etablere kontakter med husmødre verden over. Husmødrenes samarbejde i Nordens Husmoderforbund havde hendes store interesse, og hun var formand for dette både 1947-49 og 1960-64. Hun kom også til at spille en fremtrædende rolle i den internationale husmoderorganisation Associated Country Women of the World. Efter at have forladt Folketinget var hun 1953-59 vicepræsident i verdensorganisationen, og hun var indtil 1962 medlem af hovedbestyrelsen. Hun blev ærespræsident for DDH 1964 og ridder af Dannebrogordenen 1960.

Johanne Dahlerup tog aldrig sit standpunkt ud fra kvindesagen. Hun mente, at kvindespørgsmålet ville være løst, når kvinder blev betragtet slet og ret som mennesker. Alligevel var det kvindernes opgaver som husmødre og mødre, der optog hende stærkest og kædede hendes politiske og organisatoriske arbejde sammen. Hun stod som en markant repræsentant for bestræbelserne på at gøre kvinder til aktive samfundsborgere i en tid, hvor den traditionelle husmoder var ved at have udspillet sin rolle.